Man får aldrig en abekat til at indrømme, at den har fået en sjæl.

Man skal være heldig, hvis man finder et menneske, der vil være ved det.

At være i lav bevidsthed er at se verden som et pattedyr, uden menneskets evne til at nuancere og forstå sjælens dybe og sande sammenhænge.

Den lave bevidsthed er, anatomisk og fysiologisk, at jeg reagerer inde under hjernehinden, infantilt, barnagtigt, umodent, i stedet for at tage den med ro, og vente, indtil svarene dukker op af sig selv, hvor alt i mig er med, og jeg dermed også altid opfører mig ordentligt.

Instinktet i sin rent dyriske form vil kun sig selv, ser kun sig selv, og retter sig kun efter benspænd fra en alfahan eller en alfahun, som det så til gengæld lægger sig underdanigt på ryggen for.

Instinktet eller mennesket i absolut lav bevidsthed retter sig kun efter øretæver. Ellers farer det hensynsløst frem, og vil kun sig selv, sin egen udløsning, sin egen orgasme, sin egen rigdom, sin egen storhed, sin egen magt.

Alle andre rager instinktet en høstblomst eller en fjer, med mindre de kan tilføre en udløsning, en orgasme, eller sige søde og pæne ord. Ellers kan de selv finde vej til skraldespanden, eller få et los i røven!

Instinktet vil gerne have og tage, kunne ikke drømme om at give noget, i hvert fald ikke uden at være sikker på at få mindst lige så meget igen, og helst tage røven på den anden.

Den kyniske er voldsom over for alt, og anerkender ikke muligheden for blødt og hensynsfuldt at være i verden, og de strukturer, der åbner sig derved.

Lav bevidsthed er at springe over, hvor gærdet er lavest, egoistisk, kynisk og med skyklapper på.

Den kyniske, instinktbårne verden er reminiscenser fra vores dyriske tilstand.

Det er lidt diskriminerende at kalde den dyrisk, da dyret ikke, som mennesket, kan være hjerteløst kynisk og ondskabsfuldt.

For dyret handler det om at overleve.

For mennesket handler det om at rage til sig, at ville være først i alt, om nødvendigt at slå ihjel, gerne med ufine metoder, der på overfladen ikke er ulovlige.

Mennesket kan være så gennemført usympatisk, at det er uden for enhver beskrivelse.

Den instinktstyring, som er tilbøjelig til at søge de lette, de hurtige og de nemme løsninger i menneskers liv, er voldsomt massiv, og er det især i voksenlivet, har til gengæld heller ikke nogen reel dybde.

Lav bevidsthed er, at tanker og følelser hænger fast i instinktet, at man er mere til sladder end til stilfærdigt at forstå. Og at tanker og følelser ikke kommer længere. Man kommer på den måde aldrig i nærheden af sandheden.

Når mennesker er så hårdt bundet til deres instinkt, som tilfældet faktisk er, må der være stærke følelser eller stemninger bundet til det. Det er sådan nogle, der skaber mørke, i form af frygt og angst, vrede og aggression.

De bliver indprentet i barndommen, og virker gennem forskellige former for udførelse af magt op igennem puberteten, indtil man bliver voksen. De virker, fordi de til stadighed bliver vedligeholdt, både som offer og som bøddel. Og det er i øvrigt kun derfor, de kan virke.

Instinktets kyniske logik er. Det er mig, der bestemmer! Det er mig, der har magten!

Den har overtaget det fra, da mennesket var dyr, med den samvittighedsløse ret til at slå ihjel, når det ikke spillede direkte efter bogen.

Alfahannen, som også godt kan være en hun, har altid det sidste ord, og alle retter ind.

Hvis der er slinger i valsen, er der kontant afregning.

Handlinger er indiskutable og kontakte. Der er ingen medfølelse, kun hierarki.

Sådan praktiseres det mange steder, og det er hårde odds at være oppe imod.

Mennesker, der kun lever gennem normer og fordomme, er tomme, indholdsløse.

De har kun et mørke i sig selv, og har ikke noget ønske om at afprøve, om deres holdninger nu også holder stik.

For dem er normerne og fordommene virkeligheden. Det er noget, de selv har valgt, og dem skal man simpelt hen bare holde sig på afstand af.

Den lave bevidsthed tager ikke noget alvorligt.

Alt er for min egen skyld.

Alt handler om min tryghed. Min sikkerhed. At jeg bliver anerkendt.

Livet er kun til for mig. At jeg bliver kløet omme bag ved ørerne.

Alt andet er ligegyldigt, eller handler kun om at se ud som om. Hvad tøj jeg har på.

I lav bevidsthed er der ingen sammenhæng mellem ord og handlinger, og heller ikke mellem tanker, følelser og ord. Alt er bundet i automatreaktioner og i normer og fordomme.

Det betyder, at et menneske i lav bevidsthed altid har et hurtigt svar på alt, uden at forholde sig til, om det er sandt. Det er fuldstændigt ligegyldigt. Hovedsagen er, at jeg friholder mig selv. Og at jeg får ret.

Det er en klar og tydelig sammenhæng mellem bevidsthed og instinkt, på den ene side, og bevidsthed og sjæl på den anden side.

Bundet til instinktet er man i lav bevidsthed.

Dyret vil ikke have sjælen indenfor. Dyret er bundet i et inkluderende og ekskluderende hierarki.

Forbundet med sjælen, som er meget sjældent, er at være i høj bevidsthed.

I høj bevidsthed anerkender vi alt i os selv, som det er, og helt på sin egen måde.

Høj bevidsthed er at være glad, og at være med glæden. Det er ikke mere kompliceret.

I høj bevidsthed er der sammenhæng mellem ord og handlinger, mellem tanker og ord, mellem følelser og ord, mellem ord og sandhed.

I lav bevidsthed er der ingen sammenhæng mellem tanker, følelser, ord og handlinger. Det må der heller ikke være, og det sørger voksenadfærd og mursten for, indtil man altså dør og skal bisættes eller begraves.

I lav bevidsthed er man mere dyr end menneske. Og dyret sørger for, at intet får lov til at blive sandt og kærligt.

Det er vigtigt, at seksualiteten, der aktives i puberteten, hurtigst muligt ødelægges, på den ene eller på den anden måde, så den ikke forstyrrer livets ligegyldighed.

Tættest ved dyret er automatreaktioner, hvor du får en på lampen, hvis du siger et forkert ord.

Lidt på afstand af dyret er sådan noget som fordomme, skygger, mørke i sind, faste meninger, jalousidrab, tvangsægteskaber.

Den lave bevidsthed er også den hurtige bevidsthed. Den, der genereres mellem murene, men uden dybde af nogen art. Det er den, som de fleste mennesker helt ureflekteret er i og reagerer ud igennem. Der er ingen dybe overvejelser.

Den lave bevidsthed ser kun sin egen begrænsning. Den er bundet til sine rammer, og har ikke evnen til at kigge ud over dem. Alt foregår inden for, på samme måde, som var den lænket fast til sin egen tilstand.

Selv hvis den går en tur, er det ikke sikkert, at den slipper tøjlerne, svarende til at gå med hovedet ned mod fortovet, og kigge ned i fliserne.

På vej mod høj bevidsthed kommer nuancerne. Sladder kan opløses i de ord, der danner sætningerne. Man kan endda søge efter sandheden bagved, selv om det jo er for viderekomne, og måske ikke altid er helt så interessant.

Fordomme opløses og vil kunne opleves som ren energi. Men det forudsætter, at individet evner og ønsker at give slip i sin animalske måde at reagere på, manifesteret ved indiskutable normer og Jantelov.

Det udviklede individ evner at se enhver hændelse i sig selv, uden at koble følelser og tanker sammen i en pærevælling.

Sladder ændrer sig til en mere sand udveksling, hvor vi begynder at lytte til hinanden.

Køller afløses af noget så fint som aktiv lytning. Som ikke er det samme som at være med på en lytter. Eller at sende hinanden nøgenbilleder på mobilen.

Det andet menneske anerkendes som et individ, med sin egen måde at være i verden på.

I stedet for at stene hinanden anerkender vi, at to mennesker kan og har lov til at elske hinanden, også uden at skulle udstilles på byens torv.

På vej til civilisationen sker der mange sjove ting. Den anden er ikke bare et dumt svin. Han eller hun har måske nogle kvaliteter, som jeg kan lære noget af.

Den høje bevidsthed introducerer sådan noget som sandhed og kærlighed, hvor man jo er ved at falde ned af stolen, af bare befippelse. Hvad fa’n er det for noget?