Hvor er det dejligt, at vi dømmer os selv på det, som vi faktisk har gjort og tænkt.

At der ikke er andre end os selv, der har ansvaret for, i dybere forstand, hvad vi kan takke os selv for.

Det, som vi gør, dømmer os.

Hvis vi gør noget, sandt af hjertet, vil vi altid være et hestehoved foran dem, der ikke handlede sandt af hjertet.

Det vil altid give os et fortrin, og give os særlig frihed at handle og agere i.

Denne frihed har den anden, der ikke gjorde, hvad han eller hun skulle, ikke.

En guddommelig målestok ser på, hvad vi har gjort, og hvorfor.

Hvordan var vore handlinger, og med hvilken begrundelse udfoldede vi dem?

Gjorde vi det, vi skulle, for et højere formåls skyld.

Og løftede vi dermed os selv til et niveau, hvor vi kunne være stolte af os selv?

Et menneske tager ikke noget alvorligt, hvis ikke det kan mærke det i sit eget liv.

Det er det, det hele handler om.

Jeg kan skrive fra nu af og til det næste årtusinde. Det eneste, der hjælper, er, at man kan mærke noget på sin egen krop.

Jeg tager ikke noget alvorligt, hvis ikke det har konsekvenser for mig selv.

Men derfor kan jeg godt, med dårlig opførsel, gøre noget ondt ved et andet menneske.

Fordi jeg gør mig meget vred, eller på anden måde opfører mig utilstedeligt, irrationelt, betyder det ikke, at jeg bagefter bare kan slå en streg over det, som om jeg ikke har gjort det. For det har jeg, og det har måske ramt en anden, som nu lider under det.

De, der skaber smerten, skal mærke den selv.

Det er det eneste, der virker.

De skal mærke den mindst lige så voldsomt som dem, de skaber den på.

Og smerten skal vare ved, mindst lige så længe som det taget at fjerne smerten hos den, det går ud over.

Den, der er blevet udsat for smerte, er den, der afgør, hvornår denne smerte er tilstrækkeligt healet til, at smerten i den anden kan og må slippes.

Smerte er ubalance, der sidder fast i systemet, som jeg ikke kan slippe af med.

Guddommelig retfærdighed handler meget om forsæt og intention.

Har jeg gjort noget dårligt ved et andet menneske, ved jeg det godt med mig selv.

Selv om jeg bliver vred, kan jeg ikke fjerne min skyld.

Vrede bruges af mange som et forsøg på at fjerne skyld, men det vil ikke lykkes.

Den positive tilgang til livet, hvor lys og bevidsthed virker sammen, er altid den bedste måde at agere på.

Den, der proaktivt griber livet an og aktivt møder det, har en klar fordel i sjælens verden, hvor den durkdrevne, den dovne ikke kan forvente at få plads ved bordenden.

I instinktverdenen lønner benspark sig af og til, men det går ikke i sjælens.

Det dårlige, vi gør imod andre, bliver siddende i os selv.

Det er en rigtigt god ordning.

Vi burde jo også være gamle nok, eller voksne nok, til altid at behandle andre ordentligt.

Det kan vi så kæmpe med, indtil vi har fundet ud af, sådan behandler man ikke andre.Vi ved godt, hvad der er rigtigt, hvis vi tænker os om.

Det, der dømmer mig, i et højere perspektiv, er, hvad jeg gør på kritiske, afgørende tidspunkter i livet. Altså hvor det er mig, der står med serveretten, over for et andet menneske.

Det er en universel grundlov, at man ikke må skade andre.

Hvis man altid følger den, har man også altid positivt fat i livet, og kan møde det åbent, ærligt, umiddelbart, kærligt, ukompliceret.

Når jeg, stillet over for ondskab, undlader selv at spille med, holder jeg mig selv oven vande, og vil med tiden kunne komme på plads i mit eget sande væsen.

Den onde har ikke den samme mulighed. Men da ondskab altid er styret af den frie vilje, kunne den onde jo bare have ladet være med at være ond.

Det forsætlige mørke, man sender ud mod andre, virker tilbage på en selv, selvfølgelig.

Med mine handlinger kvalificerer jeg mig selv i forhold til min videre skæbne.

Intentionen afgør, om det var gode eller onde handlinger.

Med gode handlinger kan jeg altid rumme mig selv og andre.

Når man formørker andre, formørker man også sig selv.

Hvis man er ond, mister man kraft, proportionalt med sin ondskab.

Sådan skal det selvfølgelig være.

Ny Tid begunstiger det gode, og den onde går til grunde.

Ingen kan undslå sig en guddommelige retfærdighed.

Hvis man har gjort noget, der ikke er i orden, så ved man det godt.

Hvis jeg gør noget ondt ved en anden, virker dette onde altid også tilbage på mig selv.

Ond vilje virker direkte tilbage på udøver, i en guddommelig logik.

Den ordentlige har altid serveretten i forhold til den, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Det, jeg selv har gjort, skal jeg selv stå til ansvar for.

Det er en uomgængelig og ufravigelig universel lov.

Den smerte, man pådrager andre, skal man selv bære, så længe den eksisterer.

Den, der er blevet påført smerten, er berettiget til at lægge den over i udøver, så de kommer til at bære den sammen. Det vil forstærke motivationen til at heale den.

Den, der uretmæssigt har modtaget smerten, er den, der bestemmer, hvordan den skal håndteres, hen mod en befrielse fra smerten.

Også i hvilket tempo, og på hvilken måde, selvfølgelig under forudsætning, at man ikke er ond.

Hvis man er gennemført, udspekuleret ond, placerer mig sig selv bag den ondskab, som man aktiverer.

Ondskab kan have samme virkning, eller lige så skadelig virkning, når den er intentionel, som når den er fysisk.

Historen til dato har været instinktbåret, hvilket betyder, at man er blevet dømt på det, man kan se, som kan bevises, ikke på intentionen bag.

Det ændrer sig heldigvis med Ny Tid, hvor intentionen altid er den udløsende faktor ved en handling. Og hvor handlingen kan være uforsætlig, modsat intentionen, i hvert fald ikke bag den, der udvirker eller udløser den onde handling.

Den frie vilje tilhører den, der blev frataget sin frie vilje.

Når min intention er sand og oprigtig, har jeg lov til at forfølge den, også når den positivt er blevet modsvaret af en anden person, der efterfølgende har fået kolde fødder.

Når det har været et samvær, der er udfoldet som et ja, kan man ikke bagefter gøre et nej gældende, når der ikke er tungtvejende grunde.

En ond handling diskvalificerer. Det gælder, uanset hvem man er.

Når jeg har magten over et andet menneske, og misbruger denne magt, så ophører mine positive muligheder for sandt og ukompliceret at være i livet.

Jeg placerer mig selv helt nede i bunden, når jeg på den måde ikke opfører mig ordentligt. Og sådan skal det selvfølgelig være.

Loven er skabt for at sikre, at et menneske ikke overskrider sine naturlige kompetencer og beføjelser i livet. Gør man det, ryger bunden væk under en. Og man må finde sig selv et sted i den kloak, hvor man har ladet sig selv skylle ned i.

Ingen kommer i Himlen ved at opføre sig under niveau. Så må man i stedet begynde forfra.

Intet kunne i øvrigt være mere rimeligt.

Vi svarer alle for, hvad vi gør.

Vi har alle en fri vilje. Kan egentlig gøre, hvad vi vil.

Vi er vores egen skæbne.

En aftale kan være indgået på vilkår, der ikke er skriftlige, men som dog er en reel aftale i sjælen. Den kan man ikke bare løbe fra.

Vi er summen af alt det gode, alt det kærlige og alt det smukke, vi har gjort.

Når andre gør det onde ved os, har vi altid mulighed for at forbinde os med det gode, det sande og det smukke, som vi selv har været med til at sætte i søen.

At gøre noget ondt ved et andet menneske placerer mig neden under vedkommende i forhold til til soning og healing. Jeg skal selv bære min ondskab, så længe den er der, og virker.

Fænomenet eller begrebet god eller ond vilje, som vi kender fra jura, kommer, som meget anden jura, fra guddommelig retfærdighed. Vi skal bare huske, ikke at bruge det til at blive selvretfærdige med. Såsom hævngerrige.

Et dumt svin skal selvfølgelig mærke konsekvenserne af sine handlinger.

Ny Tid er, at retfærdigheden tipper over fra at være instinktstyret til at være guddommelig.

Vi kan altid forbinde os med vores egen guddommelighed, nok afhængigt af vores vilje og evne til at gøre det gode.

Dog skal vi være opmærksom på, at vi vil falde i, hvor vi tidligere har gjort det onde ved en anden eller ved andre.

Og i samme øjeblik vi gør os selv til Gud, overskrider vi en grænse, som ikke må overskrides.

Ingen får lov til at trække sig op på en isflage, hvor vedkommende har skabt urimelig smerte for en anden.

Livet ligge åbent for enhver, og skal blot gribes positivt.

På den måde kan vi udfolde alt på en god måde.

Uanset hvem man er sammen med, har vi en sådan åben og fri måde at være i verden på.

Og på den måde vil alt i øvrigt kunne mødes enkelt og ukompliceret.

Det komplicerede opstår, når man går op imod det, som man skal.

Når modstand bliver en måde at være i verden på.

Det er helt igennem selvforskyldt og unødvendigt.

Og hvis man ovenikøbet reagere ud af denne umodne tilstand, så bringer man sig selv i defensiven.

Men stadigvæk har man jo ikke ødelagt noget.

Når man ødelægger noget, så bliver man skyllet med ud i kloakken.

Og vejen op igen, er, som enhver vej, først og fremmest op til mig selv, forbi alt det, jeg har ødelagt, også i mig selv.

Jeg får ikke lov til, uset, at passere forbi et sted, hvor det var mig, der var årsag til det onde.

I instinktets verden handlede det om ikke at blive set.

I instinktets verden har man kunnet stikke af, måske ikke fra sin dårlige samvittighed, men fra smerten.

I sjælens verden bliver jeg altid set. Og jeg dømmer mig selv. Også til at være medbærer af smerten, som jeg selv har sat i gang, så længe den eksisterer.

Jeg er rigtigt glad for at kunne skrive dette. Det har jeg faktisk ventet længe på.