Erkendelse er en sjov proces.

Den følger den samme logik som alt levende.

Jeg skal selv gøre noget for at få den. Den kommer ikke bare af sig selv.

Til gengæld betyder de små skridt, at jeg langsomt tilegner med valid viden, som jeg ikke ville få, hvis jeg bare stemte hælene i.

Det sidste giver kun trodsreaktioner, ikke noget, jeg kan bygge på.

Den stille erkendelsen begynder med Adam og Eva, eller hvad udgangspunktet nu er.

Den dybe erkendelse får vi kun ved at være vedholdende, ydmyge, åbne og ærlige.

Ikke tage noget for givet, og være villig til at forfølge, hvad der dukker op.

Sand erkendelse kommer rundt i alle kroge.

Når jeg lader alt få lov til at dukke op af sig selv, vil alt også skulle kigges på.

Når jeg er færdig med noget, kan jeg slippe det, ikke før!

Nogle issues fordrer at blive mødt i længere tid, fra forskellige vinkler.

Jeg får ikke lov til at slippe noget, før jeg er ordentlig færdig med det.

Alt har sin tid.

Alt tar sin tid.

Enhver erkendelse har brug for at falde til ro i sig selv.

Sådan noget kan ikke manipuleres eller hastes på plads.

Alt har sin egen tid.

Alt tager tid.

Alt tager sin egen tid.

Alt har sine egne processer.

Disse vilkår gælder alt levende, og det skal vi respektere.

Vi kan ikke forcere noget. Alt skal så sin naturlige gang.

Det er de rammer, vi skal anerkende som mennesker.

Vi kan ikke fremskynde noget, fordi alt er indeholdt i tid, og skal have sin tid.

At vi er forbundet, og selv hænger sammen energetisk giver nogle sjove, afledte konsekvenser.

For det første hænger logikken sammen med energien.

Erkendelse opstår ofte bagfra eller indefra, hvorefter det så bliver udfoldet.

Udgangspunktet vil altid være mit eget synsfelt. Men herfra bliver det så åbnet. Det er en meget spændende proces.

Ethvert menneske er altid bundet til sin egen proces og sin egen energi. For nogle er det anledning til opbygning af et stort ego.

Kunsten er selvfølgelig at komme igennem denne misforståelse, og i hvert enkelt tilfælde komme frem til sagens kerne.

Hvis vi gerne positivt vil forstå noget, er det vigtigt, at der kommer liv ind i det.

Det svarer jo helt til at forstå et barn. Det vil ikke kunne lade sig gøre på afstand.

Forståelse på afstand vil aldrig have den store kvalitet, i hvert fald ikke, hvis ønsket er at forstå i høj bevidsthed.

Forståelse vil altid, først og sidst, afhænge af mit eget ønske om at forstå.

Dette ønske har mere magt end min evne til at forstå. For hvis ikke jeg vil forstå, kommer jeg aldrig til det.

Denne betingelse går også forud for at have energi i sig selv og at have adgang til sig selv. For hvis ikke jeg vil kendes ved mig selv og mine positive muligheder, hjælper det alt sammen ingenting.

Nogle mennesker er så stædige, at de kun er åbne over for den lille sprække, der vel nærmest ikke engang er åben. Og så kan man bare ikke gøre noget, end måske at sætte sig udenfor i græsset at vente, måske forgæves.

Sande erkendelser har brug for at opstå inde i et menneske selv, ud fra dette menneskes aktuelle og specifikke ønsker og motivation. Det kan ikke være anderledes.

Vi kan kun tage livet ind på vores egen måde og i vores tempo. Det er den eneste måde at gøre det rigtigt på.

Det, det handler om i livet, er altid at have bevidstheden inde i sig selv, i en blød form.

Som er det samme som at have lyset inde i sig selv, hvor jeg ikke kaster skygger, men møder alt, som det er, i sin sande form.

Gyldig viden i mit liv fordrer, at jeg kan rumme den i mig selv.

Der findes kun sand erkendelse, ved naturligt at være med det, der er.

En viden kan ikke være sand, hvis ikke vi evner, positivt at lade den falde på plads i os selv.

Sand erkendelse sker eller opstår eller udfolder sig i positiv energi.

Hvor vi hele tiden og altid kan mærke os selv.

Al erkendelse er langsom.

Det betyder, hvad der sker ofte, at jeg kan se og forstå noget, som ingen andre kan se og forstå. Jeg har i situationen ikke andet valg end at lade det være.

Forståelse kræver og fordrer, at jeg åben i mig selv. Det er den første, ufravigelige betingelse.

Når vi forstår noget, skal vi forstå det i os selv. Ellers har det ingen kvalitet.

Vi skal give det tid, ikke forhaste os, ikke lade det hurtige svar få lov til at få overtaget.

Mit forståelsesapparat skal være indstillet på at forstå noget på en ny måde.

Jeg skal være villig til aktivt selv at bryde min egne grænser, når det er nødvendigt.

Og jeg skal anerkende ny viden på sin egen, suveræne måde, og ikke bare som et appendiks til min egen forståelse.

Al erkendelse er organisk.

Enhver valid erkendelse foregår stille og roligt.

Når et svar er på vej, skal vi lade det komme af sig selv, på sin egen måde.

Vi får ikke nogen hurtig forståelse, der sætter sig fast i os.

Al erkendelse er positiv.

Vi kan godt forstå noget negativt, med da er det en positiv forståelse af noget negativt.

Sand erkendelser er ikke, hvad noget ikke er, men hvad det er.

Al erkendelse er åben.

Jeg skal være klar til det. Så vil den komme.

Jo mere klar jeg er, jo mere kommer der.

Jeg kan risikere, at det bare vælter ned.

Som da jeg i Århus måtte gå ind et nyt sted og får en cafe latte, selv om jeg ikke kunne klare at drikke mere kaffe.

Men jeg var nødt til at gå ind et sted med netforbindelse, så jeg kunne få skrevet dette.

Al erkendelse bryder grænser.

Fortæller mig noget, jeg ikke har forstået før. Eller ikke har afgørende forstået. Eller ikke har forstået så godt før.

Nogle gange er en ny formulering en lidt bedre måde at forstå noget, end den bedste måde, jeg hidtil kendte.