Da jeg var ved købmanden, lagde jeg mærke til en sjov mekanik.

Da jeg skulle have skannet mit COOP-kort, bad ekspedienten mig at vende, så han kunne skanne det inde bag pleksiglasruden.

Det var tydeligt på mig, at frygt eller angst var malet i ansigtet på ham.

Corona tvinger os til at holde afstand, men tvinger os ikke til at være i frygt eller angst.

Man får det dårligt ved at gå rundt i en negativ tilstand. Det tærer.

Man kunne jo lige så godt bare anerkende, at det nu er, som det er. Så ville man kunne møde energien, som den er.

Energien, som den er, er den energi i os, som før Corona ikke var synlig eller tilgængelig. For da spillede man roller, og havde ikke fat i det sande i sig selv.

Corona, når vi bare anerkender, at situationen er en anden end før, bevirker, at sandheden nu bliver tydelig. Det ser jeg som den helt store fordel. Men det fordrer naturligvis, at vi åbner os for den. At frygt og angst ikke får lov til at dominere min tilstand.

Association er noget luftigt, men dog realt, idet vi næsten hopper fra blad til blad og får nye billeder.

Det kan blive til metaforer, der også har noget tilsvarende luftigt over sig.

Der er ingen fysiske hindringer ved associationsspring.

Vi er heller ikke bundet i tid.

Vi kan hente en forestilling fra det forrige århundrede, og bruge det til at gå en god idé om en projekt her og nu.

Eller vi kan få en tanke ved at se en smuk kvinde, der straks fører os et andet sted hen.