Voksenliv har før Corona været en tryghedsbase, hvor man kunne falde til ro i en løgn, hvis de ydre omstændigheder tillod det. Det handlede ikke om sandhed. Det var alt sammen baseret på noget ydre, på prestige, på at have råd og på at se ud som om.

Voksenliv før Corona var, at der i ethvert hjem var en alfahan eller en alfahun, som alle skulle rette sig ind efter.

Det skete helt automatisk, og konsekvenserne ved ikke at gøre det var benhårde.

Der var ikke plads til sjælen i den gamle verden. Den var simpelt hen forbudt.

For sjælen ville det anderledes end det herskende dyr. Og dyret var nådesløst i sin straf, hvis ikke det foregik efter dyrets direktiver.

Denne alfahan eller alfahun har været en pestilens, ud over alle grænser.

Adfærden har selvfølgelig også, og måske først og fremmest, styret, hvad der måtte og kunne ske i sengen, og hvem der skulle gøre hvad, og hvornår.

Over for børnene var enhver bevægelse, der ikke var i alfahannens eller alfahunnens territoriale interesse, bandlyst. Mindre kan ikke gøre det.

Den gamle adfærd var en dirrende attitude, spændt op i et neurologisk netværk, nærmest fæstnet til murene, hele vejen rundt i huset, som et edderkoppespind.

Det var ikke synligt for nogen, men det virkede helt automatisk og nådesløst, når man trådte ved siden af.

Corona bryder al vanetænkning og alle mønstre, fordi alt i hverdagen nu virker anderledes.

Det er først og fremmest hele den sociale verden, der påvirkes, fordi man ikke længere må forsamles, og fordi man altid skal holde afstand.

Men det virker, selvfølgelig, tilbage på det private område, der hidtil er indgået i en naturlig udveksling med omverdenen.

Når omverdenen nu slet ikke er som før, påvirker det selvfølgelig også adfærden, når man kommer hjem. Der bliver brug for at revurdere, også fordi fjernsynet viser så meget Corona, at det slet ikke er til at holde ud.

Man efterlades i sit eget univers, som hidtil har været instinktbåret.

Når instinktet ikke længere er hæftet til automatadfærd, betyder det, at det sande i et menneske begynder at titte frem, og ikke sådan lige lader sig skjule igen. Man kan ikke gemme sig i det, som man plejer at gøre, for plejer er død, kan man vel godt tillade sig at sig, i denne forbindelse.

Corona bevirker, at al trivialitet bliver udfordret, således også baggrunden for at gøre noget, der er ligegyldigt.

Corona sætter tiden i stå, uden at give nogen begrundelse. Men når man ikke gør det, man plejer, kan man heller ikke opretholde de normale skuespil, der fungerer, og som alle har rettet sig ind efter.

Intet har været til diskussion overhovedet i den gamle verden, uanset hvor meget vi kalder os frisindede.

Frisindet har noget at gøre med mode og jargon. Det har ikke noget at gøre med sindet. For sindet var overhovedet ikke frit.

Man glemmer, i afgørende øjeblikke, at spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg gøre en forskel?

I den gamle verden var der ingen bevægelsesfrihed overhovedet, ud over den, som alfahannen tillod. Her kunne man godt skabe sig tosset. Men kun hvis det skete på alfahannens præmisser.

Alfahannnen eller hunnen har overtaget fortidens magt og repressalier, der foregik ude i gaderne. Nu foregik råb og skrig inde i hjemmene. Det var nådesløst. Og ubarmhjertigt.

Med Corona kan jeg ikke længere finde eller genfinde den normale resonans mellem murene. For vrede og frygt responderer ikke på samme måde, når tiden er sat i stå.

Når den gamle måde at agere og reagere på ikke længere virker, skal vi jo mere aktivt til at lytte til os selv, og tage bestik af situationen, med nye briller.

Vi skal til at kigge på os selv.

Det handler ikke om at udfolde et ego. Det handler om at være der, når det er påkrævet, nødvendigt, ønskeligt, åbent.

Voksenattitudens kyniske, hjerteløse udtryk; Jeg vil gerne have! Jeg vil ikke give!

Voksenlivets største svøbe er: Jeg vil gerne elskes! Jeg vil ikke elske!

Det er formodentlig der, man skal finde den væsentligste faktor i forbindelse med den globale krise.

Voksenliv bliver af rigtigt mange i vores materialistiske verden brugt til at ignorere sandheden med. Man skøjter simpelt hen hen over den, uden at tage sig selv eller andre alvorligt.

Det samme gælder kærligheden, der i forhold til så meget andet bliver andenrangs.

Voksenliv før Corona var pakket ind i fordomme, i løgnehistorier, i tilstande, hvor man nemmest og hurtigst sprang over, hvor gærdet var allerlavest. I dovenskab. I ugidelighed. I materiel ligegyldighed. I bevidstløs fjernsynskiggeri. I tom underholdning.

Med Corona bliver vi, ofte mod vores vilje, tvunget til at kigge indad. Der er ikke andre veje, når alle de normale måder at være på holder op med at være de normale måder.

Det har været alt for nemt, hidtil at kaste skygger af sted, herunder at gøre andre forkerte, og så lade det være den gældende version af sandheden. Uden at interessere sig for, om det nu også var sandheden.

Voksenliv, som vi kender det, er ofte baseret på hurtige og uigennemtænkte svar, uden særligt meget bund i virkeligheden. I praksis betyder det, at en løgn kan fortsætte i det uendelige, fordi den grundlæggende aldrig anfægtes, og fordi de voksne selv vedligeholder denne, ret overfladiske måde at forholde sig til virkeligheden på.

Corona er aktiveret, ude fra universet, for at standse voksenlivet i sin bevægelse, og at få sjælen ind i livet.

Vi kender historien fra Det Antikke Grækenland om huleboerne, der kun kunne se skyggerne, når de kiggede ud i verden.

Det er en anden måde at fortælle, hvordan mennesket, historisk set, altid har været en skygge af sig selv.

Voksenliv er, at løgn bliver ved med at reproducere sig selv i materielle rammer, indtil man efterhånden kun er en skygge af sig selv.

I forhold til evolutionen er det historien om abekatten, der, selv om den har fået en sjæl, ikke har evnet eller ønsket at aflægge sine narrestreger.

Disse narrestreger har været årsag til ubærlig lidelse igennem tiden, siden mennesket for 40.000 år siden fik en sjæl.

Ikke engang kristendommen formåede afgørende at nå rundt om disse abekattestreger. Men det er, hvad Corona handler om.

Voksenliv er magt, uden at forholde sig til sandhed. Eller sandheden bliver underordnet magt. Det er det, der er problemet.

For det handler ikke om, hvad der rigtigt, set udefra, men hvad der gælder, set indefra. Det er ikke sundt.

Voksenliv i sine normale former er bygget op omkring sådan nogle magtbastioner, både privat og i alle andre sociale sammenhænge, herunder den udøvende magt og virksomheder.

Man spørger ikke efter, hvad der er sandt. Man udøver magt, hvorefter individerne, fra en underkuet position, selvfølgelig ikke har nogen mulighed for at finde ud af, hvad der vender op og ned, mere objektivt. Men også inde i disse underkuede individer selv.

Stort set alle mennesker er bundet til en sådan magtstruktur, der holder sig selv fast i en meget usund skruestik.

Det er den, der bliver brudt med Corona. Fordi alle menneskers vaner bliver brudt. Man tvinges til at tænke og at opføre sig helt anderledes, end man plejer.

Der lever mennesker uden for ovennævnte hierarkiske struktur, men de har ikke noget at skulle have sagt, da de altid vil være i mindretal, og da de jo, dybest set, ofte ikke interesserer sig for magt.

Det hele skaber en voldsom skævvridning i den måde, verden herefter fungerer på.

Corona bryder med vanetænkning, herunder også mediefokus, da man bliver skør i hovedet af, hele tiden at skulle høre om Corona, når man tænder fjernsynet.

Sportsarrangementer er aflyst, og alt bliver vendt rundt. Selv om det er møjubehageligt, er det i virkeligheden det, der er sundt, fordi vi bliver tvunget til at forholde os til alt på en anderledes måde. Det lukker op for sandheden på et dybere plan.

Man kan ikke holde ud til at kede sig med at lave ingenting, så man bliver simpelt tvunget til at være alene med sig selv på måder, som man slet ikke er vant til, eller normalt hurtigt flygter fra, fordi man ikke bryder sig om at kede sig.

Logikken bag ved det hele er, at instinktet altid lukker sig sammen omkring sig selv igen. Det er derfor, magt har så stor betydning.

Men det afgørende i forbindelse med Corona, er, om sandheden får fat, så magt ikke længere er styrende for hierarkisk tænkning. Det er sandhed, der handler om, hvad der globalt er vigtigt, men det er også sandhed, der inde i mig selv fortæller, hvad der i mit liv er det vigtigste. Begge dele har hidtil være underordnet voksenmagt.

For at sætte det hele lidt i perspektiv kan man pege på, at våbenindustri, lægemiddelindustri og mange andre former hidtil har været styrende for beslutninger på verdensplan. Det betyder, at børn kan have våben i hjemmene i USA.

Når vi bliver syge herhjemme, så bliver medicinering styret af kapitalhensyn.

Og sådan kan man blive ved. De regler, der gælder i hjemmet, er defineret af nogle krav, som andre stiller, ikke noget, som vi selv har lyst til.

Det er hele tiden de korte svar, der bestemmer, hvad der gælder, ikke at man giver sig selv lov til at tænke sig om.

Fordomme og normer får lov til at bestemme, i stedet for at vi giver os selv lov til at spørge ind til hinanden.

Uden Corona fik en norm eller en fordom lov til at være den gældende tolkning. Den mulighed er ikke på samme måde til stede, fordi tiden simpelt hen er for lang, og fordi vi bliver nødt til at finde en bedre og mere sand forklaring.

Nu tvinges man til at finde et svar inde i sig selv. Det var ikke nødvendigt før.

På den måde kan sjælen pludselig vise sig som en mulighed og en oplevelse af sandhed, som man ikke har oplevet før. Det vil være en vigtig øjenåbner for mange.

Der er behov for at ryste posen, og at lade nogle nye øjne få lov til at kigge på det hele fra et andet perspektiv.

Den normale virkelighed bliver meget hurtigt vanestyret.

Det er interessant, hvordan en virkelighed bygges op, og falder til ro i nogle former.

Mon ikke de fleste mennesker oplever konflikter fra tid til anden.

Men på et eller andet tidspunkt ophører konflikterne, og så finder livet igen sin form, hvor der er ro, hvor alt falder på plads.

Det er ikke sikkert, at det er en harmonisk form. Og de er ikke sikkert, at alt i mig selv kom med. Men det finder en form.

Det, der ikke kom med, vil blive ved med at dukke op, så længe det udgør noget væsentligt.

Jeg kan så finde en form, hvor jeg kan forklare det væk, så at sige, eller gøre det harmløst.

Det vil altid være afgørende, om jeg selv er skyld i fortrængningen, så at sige, eller om den blev mig påført.

Hvis jeg selv er medskyldig, vil den være ledsaget af skam, skyld eller dårlig samvittighed.

Som jeg jo også kan vælge at bortforklare.

Men eliminere kan jeg ikke noget, hvor jeg selv er medskyldig.

Men så længe det er væsentligt, vil det blive ved med at vende tilbage.

Mennesket bestemmer suverænt selv, om det vil tage ansvaret for sig selv.

Det er rigtigt nok, at vi har et dyr i os. Men vi behøver ikke at lade det styre os.

Det handler om en beslutning, hvad der skal være forgrund og baggrund i mit liv.

Vi er ikke i lommen på vore drifter eller vores lidenskab, hvis vi beslutter, at vi ikke ønsker at være det.

Dette er at blive voksen på en måde, så jeg er den, der tager beslutningerne i mit liv.

Det betyder ikke, at jeg ikke altid kan gøre det i sandhed og kærlighed.

At blive voksen på den traditionelle, gammeldags måde, er at forlade sin egen sandhed, sit eget hjerte.

At forlade sin egen kontinuitet. Sin egen suveræne livsglæde. Sin egen dybde i livet.

At blive voksen på den usande måde er, i sin egen udvikling, gradvist at lade dyret få mere plads end mennesket.

Det sker, fordi alt i livet er lagt til rette for, at det skal ske. At vi ikke må have sande følelser. At vi ikke må tænke sande tanker. At nogle har magten, som har besluttet, at det ikke må være sådan. Eller at det skal være sådan.

At vi derfor skal rette ind, fordi det er en flertalsbeslutning og en alfahan, som man ikke må gå op imod.

Denne alfahan finder sin egen repræsentant overalt, hvor der er brug for det. Det handler om at vedligeholde magt og kontrol, og at ingen må træde ved siden af.

Det handler også om at skabe magtmonopoler, hvor man sikrer sig, at indtægterne glider ind i de rigtige lommer, hvad enten produktet er medicin, våben, olie, militærudstyr, eller spirituel praksis. Formålet er, med et smil og en sjov reklame, og måske en præsident, at vedligeholde magten, eller at udbygge den.

I virkeligheden findes den sande kontinuitet ved at være og at blive i sin egen energi, ubrudt fra barndommen, og ubrudt igennem ungdommen. Denne måde at være i verden på har bare ikke noget publikum. For i voksenlivet trækker alt muligt andet, begyndende med at gøre noget, som man ikke har lyst til, meget tidligt i livet.

Hvad der tidligere kan have været velbegrundet, bliver nu vedligeholdt af voksenmagt og af materielle omstændigheder. Det religiøse og det kulturelle er blevet reduceret til noget mindre betydningsfuldt, der i dag kun danner de konventionelle rammer omkring de to andre omstændigheder.

Der er et upåagtet stort skel imellem barndom og voksenliv, som evolutionært og historisk er begrundet i, at det har været hårdt at blive voksen, hvor man har måttet lade legen og fantasien blive ned i tasken.

Ungdomsoprøret har for alvor lukket op for teenageårene, hvor de unge har fået taleret. Og selv om The Beatles i de etablerede medier blev betragtet som en døgnflue, har eftertiden vist, at både det lange hår og alle de andre former indeholdt et budskab om nye muligheder i menneskelivet.

Mennesket selv er kun umodent fulgt med, forstået på den måde, at forandringerne i det store og hele kun er sket i den ydre verden. Meningen var, at vi skulle vokse, i takt med de nye muligheder, ikke at vi skulle gemme os inde bag ved gardinet.

I praksis repeterer man gamle mønstre, har kun i meget begrænset omfang forstået, at meningen var, at vi skulle blive klogere og mere modne som mennesker.

På mange måder udleves livet stadigvæk dybt infantilt, hvor det handler om at spænde ben for hinanden, og det gælder langt ind i alle miljøer.

Problemet i dag er ikke evolutionært, men i langt højere grad forkælelse, og at man ikke tager sig selv og hinanden alvorligt.

I spirituelle kredse har jeg stiftet bekendtskab med den formuliering, at reflekslegemet lukker sig ved 6-8 års alderen.

Det er simpelt hen ikke rigtigt.

Det, som det i virkeligheden handler om, er, at det at blive voksen, af nogle voksne, bliver opfattet som en særlig kvalitet.

I virkeligheden er det at blive voksen at blive forkvaklet, at ryge i lav bevidsthed, at instinktet tager over som styrmand i livet.

På den måde hænger refleks og instinkt jo sammen, da de begge har med vores dyriske anatomi og fysiologi at gøre.

På den gammeldags måde er det nu kun professionelle værktøjer som regression og clairvoyance, der kan lede tilbage til barndommen.

Og i gamle dage var mennesket kategoriseret ved arvesynd, og på det personlige plan at være syndigt.

Synd er det samme som at sige, at instinktet, dyret, det lave i mennesket har magten, og at jeg kun kan blive befriet fra mine tilbøjeligheder i alle mulige retninger ved at bede bønner, og i kirken at få syndsforladelse.

I katolicismen har man dog bevaret samtalen, med mulighed for at skrifte. Den negative version er, herefter at kunne købe sig til frelse, hvad Martin Luther syntes, var en dårlig idé,

Ved at sætte skarpt skel mellem barn og voksen er der mange afledte konsekvenser. Man får traumer og primære overbevisninger til at håndtere barndommens smerte med.

Her er der jo så professionel hjælp at hente, mod betaling forstås, hvis man kunne tænke sig en healing eller at gå i psykoterapi.

En anden afledt konsekvens er, at overgangen fra barn til voksen, der tidligere blev håndteret rituelt på en fysisk måde, i dag findes i en afbleget version, der mest handler om gaver og familiebesøg.

Men den vigtigste konsekvens er, at seksualiteten fuldstændigt overses som den energi, der sandt skal forvandle os fra børn til voksne. At vi i sandhed og kærlighed udfolder energien.

I stedet får den ikke for lidt ud i det alkoholiske og hallucinerende univers.

Bevidstheden kan vi vist godt tillade os at kalde ikke eksisterende på dette alderstrin, ud over at de unge tænker i høje karakterer, med henblik på at komme ind på de bedste uddannelser.

Perspektivet er penge og karriere. Der er vitterligt ikke meget i livet, der på dette alderstrin handler om sandhed og kærlighed. Det handler i langt højere grad om at blive så kunstig og så skør som muligt, når det altså ikke lige handler om karakterer.

Sand voksen kan man kun blive i fuld ansvarlighed. Sådan noget har ikke ret meget fokus nu om stunder.