Ethvert menneske har ansvaret for sit eget liv.

Så længe vi har andre i vores varetægt, har vi også ansvaret for dem.

Det ved vi ganske udmærket med os selv.

Og dette ansvar kan vi ikke flygte fra.

Ethvert menneske, der er seriøst med sig selv, skal tages alvorligt i Ny Tid.

Jeg skal også tage mig selv alvorligt.

Det er vigtigt, hvis jeg er kommet dertil, at der opstår perioder, hvor der ingen svar er. Og dem skal jeg lære at lade være, hvad de er. På et eller andet tidspunkt vil det ændre sig, men ikke hvis jeg begynder at manipulere med noget.

Jeg skal ikke bede andre om at tage mig alvorligt.

Jeg skal tage mig selv alvorligt. Og hvordan andre vil reagere derpå, skal jeg ikke blande mig i.

På et tidspunkt falder der altid ro, og så kan vi mødes, når der ikke længere er andet, der presser sig på.

Det er en god måde at lære og lære sig, hvad sand menneskelighed er for noget.

At komme til syne som det sande menneske, jeg er.

Et suverænt menneske, uden begrænsninger af nogen art, som det var meningen fra begyndelsen af.

Et væsen, der helt igennem har retten til at være sig selv.

Som ikke er ejet af nogen. Som ikke skal eje nogen. Sådan som det var meningen fra begyndelsen af.

Ejerskab er noget, der er kommet ind med dyret, er vil bestemme, kontrollere, dominere, betinge sig alt muligt.

Over- og underordne hierarkisk og kategoriserende, inkluderende og ekskluderende. Om nødvendigt med vold og magt.

Men sandhed og kærlighed er ikke på betingelse af noget andet end sig selv.

Et menneske er en suveræn skabning, der har en kvalitet i sig selv.

Denne kvalitet skal vi altid respektere, når vi møder et andet menneske.

Et menneske har altid retten til sit eget liv.

Ingen kan eje et andet menneske.

Ingen har mulighed for at vide bedre om et andet menneske.

Vi er skabt til at elske hinanden, til at være der for hinanden.