Livet handler om at hvile i sig selv, men på reelle præmisser.

Det handler om at finde sin egen balance, der ikke støtter sig op af ydre magtformer, men hvor jeg hviler i min egen autoritet.

Vejen dertil er måske ikke enkel.

Og det handler om at vente, til sådan noget opstår af sig selv.

At kunne trække vejret ind igennem sig selv er en menneskeret.

At bygge sig selv op indefra er det, som et barn gør, og som skaber en lykkelig barndom.

At bygge sig selv op udefra er det, som en ung gør, og som skaber en lykkelig ungdom.

At materialisere det er det, som en voksen gør, og som skaber en lykkelig voksen.

Se, det var den lykkelige historie.

Sådan går det langt fra altid.

Det er, fordi man ikke respekterer processerne, som de er, og lader dem udfolde sig selv.

Hvor det at være voksen skulle være at støtte op omkring barnet og den unge.

Corona giver ethvert menneske den nødvendige luft til, at det spørger sig selv: hvad laver jeg her?

Når der ingenting sker, kan det være, fordi jeg går i tomgang, uproduktivt.

Ingenting kan også være, stilfærdigt at være med sin egen energi, og at lade alt udvikle sig, på sin egen måde.

Det er to meget forskellige måder, at lave ingenting.

Stilfærdigt, enkelt, åbent, ærligt at være i verden er en mulighed for alle.

Der er intet, der er mere logisk og enkelt, når vi gør det.

Det forudsætter, at vi har alt i os selv med i denne tilstand.

Men når bare man har det, er det ukompliceret.

Det står i skærende kontrast til, at nogle mennesker nærmest flygter fra denne mulighed.

Det er mennesker, der er dybt bundet i deres instinkt, som det handler om. Her er ro i sig selv en by på en anden planet.

At give sig selv ro er noget af det mest umulige, man kan bede et menneske i en sådan tilstand om.

Hvis man gav sig selv ro, ville man pludselig kunne se alt fuldstændigt klart.

At vi har en fri vilje, med muligheden for altid at handle positivt ud i verden.

At al sand erkendelse opstår ved at blive levende, altså aktivt at gøre noget, at være god.

At ondskab kommer af den modsatte bevægelse, nemlig af ikke at gøre noget, og i tilgift hertil at lade det mørke, der opstår, ved ikke at gøre noget, udfolde sig til en destruktiv handling, hvormed jeg skader et andet menneske.

Det ville aldrig kunne lade sig gøre, hvis jeg i stedet altid positivt var i verden og i mig selv.

Men fordi det negative af de fleste regnes for det normale, har mørket så stor en magt, som det har.

Lyset er vores mulighed for, positivt, og uden skygger, at være i verden. Men den mulighed fravælger de fleste.

Ro er for de fleste en dødssynd, fordi virkeligheden pludselig bliver synlig og tydelig, og det kan man ikke have.

Verden skal være forkvaklet og forskruet.

Det sker kun, fordi der er nogle, der håndhæver denne praksis. De kalder sig selv for voksne.

At seksualitet går i stå, tager man for givet, som en nødvendig konsekvens, på samme måde som de fleste også dør af kræft eller af demens. Eller af livsstilssygdomme.

Det er eddermaneme en spøjs verden, vi lever i!