Er der bund i mine handlinger, og kan jeg kigge mig selv i øjnene?

Jeg er glad for at vide, at jeg altid er bundet til det, jeg gør, og som jeg har gjort.

Altid at vide med mig selv, at det, jeg gør, er i orden.

Altid at vide, at jeg har været der for andre, der oprigtigt har søgt mig.

Altid positivt at være til stede i øjeblikket, når jeg er sammen med nogen.

At vi altid kan kigge hinanden i øjnene, fordi det, vi gør, er i orden.

At jeg aldrig har gjort eller kunne finde på at gøre nogen ondt på nogen måde.

Vi taler her om en forsætlig handling, noget jeg gør af mig selv.

At jeg altid, i alt, skal stå inde for mig selv, og gerne gør det.

Det hele handler om mit grundudtryk i verden, den måde jeg er på, uanset.

At jeg ikke læner mig op ad nogen i min helt grundlæggende måde at være i verden på.

At jeg altid står ved mig selv.

At alt i mig er til stede ved den beslutning.

At der ikke er noget i mig, jeg ikke vil kendes ved.

At jeg er bundet til alt, hvad jeg gør, og alt, hvad jeg har gjort.

Noget af det fascinerende og logiske og måske mærkelige ved livet er, at jeg ikke kan springe over noget.

Jeg er nødt til at acceptere, at ting tager tid.

At det tager tid at komme til kræfter igen.

At alting skal bygges rigtigt op, indefra og ud.

At kroppen skal have tid til at hele.

At jeg ikke kan springe nogle led over.

Men at jeg til gengæld er min egen lykkes smed.

Det skal forstås sådan, at jeg kun selv kan komme tilbage til mig selv igen.

Jeg hjælper i hvert fald mig selv i processen ved selv at være aktiv og medredaktør.

Jeg kan ikke springe over led i processen.

Jeg hjælper mig selv ved at være god og kærlig, og sand og ærlig. Det er der overhovedet ingen tvivl om.

Den, der har været ond, og usand, har en noget længere vej til at kunne kalde sig glad og lykkelig. Det er helt sikkert.

Det er et helt afgørende succeskriterium for Ny Tid, at det lykkes at etablere livet indenfor.

Livet udenfor er det, som også kaldes det udvendige liv, hvor vi kaster skygger, og hvor vi ikke ser hinanden i sandhed, men ud fra nogle ydre kriterier.

Livet indenfor og indefra er, hvor vi ser og møder hinanden i sandhed og kærlighed.

Der er det sandheden, der er afgørende for mine handlinger, og ikke instinktets eller det infantile barns ubærlige kynisme.

Sandheden er den, der forbinder Jord og Himmel.

Sand kærlighed er den, der ser en anden som den anden.

At blive mødt som noget udvendigt indeholder hverken sandhed eller kærlighed, hverken hos afsender eller modtager.

Det handler om, selv at gå ind i livet, og at møde den anden på livets egne præmisser.

At gå ind i lyset, og lade lyset vise vejen.

Indtil vi lærer at møde hinanden sandt, vil det være forbundet med lidelse at vente på min hjertes udkårne.

At være i live, men ikke at have ret meget at hænge fast i.

At være forankret i sig selv, men ikke nødvendigvis at blive imødekommet.

At være til stede, men ikke at blive mødt, set eller hørt.