Fra et sjælsperspektiv handler alt om, hvordan jeg opfører mig

Altså min evne til at være i sandhed og kærlighed.

Aldrig at fravige mit guddommelige virke og den tilsvarende mening med at være i livet.

Dette perspektiv er radikalt anderledes end det instinktstyrede, som mange mennesker udfolder sig i, over for hinanden.

Hvis jeg gerne vil det gode i livet, kan jeg godt komme i klemme over for magteliten, uanset i hvilken kontekst den udfolder sin magt.

Men med mine gode handlinger hjælper jeg, både mig selv og andre, i et dybere perspektiv, og vi bliver også gladere mennesker, end de, der kun lader sig styre af instinktets tillokkende muligheder.

Hvor står jeg henne, i forhold til det, jeg gør?

Det er alfa og omega.

At jeg aldrig reagerer ud af mig selv.

At jeg altid har styr på mig selv.

At jeg trækker mig, hvis jeg er i tvivl.

At jeg venter med at agere og reagere, til jeg er sikker.

At tro på Gud er, at alt i mig er indeholdt i denne beslutning.

Corona har den samme virkning som at gå i kloster.

Vi kommer helt ind til benet.

Vi tvinges tæt på Gud, fordi vi ikke må røre ved hinanden, og dermed kun har os selv at forholde os til.

Corona bevirker, at alle de udvendige former holder op med at have betydning, og at det herefter kun er vores egen sandhed, der giver sig til kende.

Før Corona kunne man bare sende skygger af sted, og opholde sig i ligegyldige rammer, se ligegyldigt fjernsyn, være ligeglade med sig selv og med hinanden. Man skulle grundlæggende ikke tage hensyn til noget eller nogen.

Det er lidt besynderligt, at der skal lig på bordet, før man for alvor tager noget alvorligt.

Det er, hvad Corona viser med skræmmende tydelighed.

Sådan har jeg aldrig levet livet.

Til gengæld har jeg oplevet at blive betragtet som mærkelig, fordi jeg tog livet alvorligt.

Mange menneskers liv er pakket ind i fordomme, som styrer alt, hvad de foretager sig.

Mange mennesker lever i frygt.

Alt, hvad de formulerer sig om, sker i frygt.

Det er tydeligt ved Coranavirussens ankomst, at de frygtsomme hele tiden, i deres attitude, er bekymrede, og har så travlt med at fortælle, hvor forfærdeligt det er.

Og mange liker, hvad de skriver, og synes, det er så synd for dem.

Der er en meget velkendt historie om et glas, der enten er halvfyldt eller halvtomt, afhængig af hvordan vi kigger på det.

Det er den samme problematik omkring frygt.

Jeg deler ikke denne optagethed af frygt.

Jeg er heller ikke bundet til mit instinkt. De to vilkår har helt sikkert noget med hinanden at gøre.

Jeg får næsten ingen likes, men hvis det kun handler om at give mig ret, er jeg nu altså også ligeglad.

Jeg er ikke bange for noget, ikke kunstigt bange i hvert fald.

Jeg ser verden på en meget anderledes måde end den, der altid går med livrem og seler, og som bevæger sig i frygt.

Jeg synes, at livet i sin grundform og grundtone er godt, rart, kærligt, åbent.

Jeg gider ikke give nogen ret, for at give dem ret.

Jeg er til hver en tid villig til at gå i dialog, hvis der er noget, vi kan udfolde sammen.

Men samtalen fra min side vil ikke være styret af eller båret af frygt.

Jeg tror, det snyder mange mennesker, der måske tror, at jeg er ligeglad. Men det er jeg ikke.

Jeg var også på banen for 2000 år siden.

Dengang var straffen korsfæstelse for ikke at snakke magthaverne efter munden.

I dag er vi på afgørende punktet ikke kommet længere, selv om der er lavet love, der forbyder fysisk afstraffelse.

Men ethvert barn bliver tvunget til at give afkald på sig selv, på alle de bløde og smukke sider i sig selv, hvis det vil overleve ind i voksenverdenen. Så hård og kynisk er den.

Der er ingen kære mor i forhold til at kunne bevare de bløde værdier i livet.

Det er hård og brutal tilpasning, også selv om den ikke bliver håndteret fysisk.

Det er tydeligt for mig, i min måde at møde livet på, at jeg godt ved med mig selv, hvad det handler om. Skriver om det. Får nye og fine erkendelser hver dag.

Men det er også tydeligt, at der ikke her og nu er en klangbund i forhold til at forstå det i den toneangivende voksenverden.

Det er ikke mine tanker og oplevelser, der er noget galt med.

Det er den ubarmhjertige logik, der hersker i almindeligt menneskeligt samvær, hvor alt det gode hele tiden bliver slået i stykker.

Så jeg står i et mærkeligt dilemma. Der er en viden, som jeg ved, jeg skal formidle.

Der er ikke noget publikum, der overhovedet tager mig alvorligt. Og det er ikke mine tanker, der er noget galt med.

Det får mig dog ikke til at opgive mit forehavende, da jeg har mere kontakt med mit menneskevæsen end dem, der spiller roller, og som tror, at dette rollespil er en sand virkelighed.

Jeg fortsætter, hvor jeg slap.

Man leger ikke med livet.

Man tager det dybt alvorligt.

Man opfører sig ordentligt.

Man lytter til sig selv, og man gør det, man skal.

Det kræver stort mod at gå ind i sjælen sammen, og det er ikke alle, der har dette mod.

Vi skal selvfølgelig ubetinget kunne stole på hinanden.

Men vi skal også turde være sårbare. Turde give slip. Turde give os hen.

Vejen er lysets vej. Det er den eneste gyldige i dette område af tilværelsen.

Det er den eneste måde, sandt at lukke op for noget.

Vi gør det ikke på betingelser.

Vi gør det, fordi vi godt kan lide hinanden.

Guddommelighed er at gøre det, jeg skal.

At være guddommelig er, som et barn, at kunne være frimodig og ukompliceret glad.

Kærligheden virker kun, når jeg tager den til mig.

Jeg kan godt blive udøver at kærlighed, men så skal jeg beslutte mig til det. At det er noget, jeg gerne vil.

Jeg kan også leve resten af livet bevidstløst inde bag en skal. På den måde er den frie vilje en realitet.

Et menneske bestemmer selv, hvad livet skal handle om.

Og denne beslutning fordrer at blive rodfæstet.

Når jeg står op, så har jeg altid en dagsorden.

Jeg bestemmer selv, hvad det hele handler om.

Hvad jeg skal lægge bag mig, og hvad der har betydning foran mig.

Det er mit eget valg, inden jeg forholder mig til noget som helst andet.

Hvem skal ind i mit rum, og hvem skal jeg slippe?

Hvem har betydning? Og hvad har betydning?

Er der noget, jeg måske har overset, der skulle have været med?

Som kunne fylde mit liv med glæde. Hvis jeg gav det en chance.

At anerkende Gud er at anerkende min egen skabelse.

Det kan da kun være et godt sted at begynde.

At jeg er skabt til glæde, til kærlighed, til at elske og at blive elsket.