Corona er bygget op, så man indefra kan se sig selv. Det vil for mange ikke være et kønt syn.

Det vigtigste for mig er, at jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Mennesker har generelt ikke ret meget lyst til at kigge på sig selv.

Man vil hellere gøre sig klog på alt muligt andet rundt omkring sig, som man jo i virkeligheden ikke ved noget om.

Mennesket er meget utilbøjeligt til at kigge indad, og at tage sit sande og reelle ansvar på sig. Derfor bliver Corona aktiveret ude fra Universet.

Bevidsthed er en anden måde at udtrykke, hvordan vi kigger på os selv.

Lagene inde i os er pakket sammen på en bestemt måde, der er historisk betinget, men også biologisk. Bevidstheden er vores synsfelt, altså måden, hvorpå vi herefter, eller løbende, iagttager og tolker, hvad der er sket.

Det umiddelbare synsfelt vil altid være grumset, fordi vi selv er midt i en historie, og selv er deltagere.

Men vi har mulighed for, langsomt, at bevæge os ind i os selv, og derved få en stadigt mere valid forståelse af, hvem vi egentlig er.

At kunne kigge på sig selv, er, så længe vi ikke blander os, muligheden for at kunne kigge på os selv, som da vi blev skabt. Altså meget tæt på Gud.

Det er sjælen, der tilbyder os denne mulighed.

Opgaven er at anerkende muligheden, og at bruge den til at blive klogere på sig selv med.

Det er jo det samme som et helikopterblik, at se sig selv udefra.

I udgangspunktet er det ubundet syn på sig selv. Jeg er, fra den position, i høj bevidsthed. Jeg kan se hver enkelt del for sig selv, og hver enkelt hændelse for sig selv, også med den intention, der skabte handlingen.

Det er vigtigt at lære at holde sig disse niveauer for øje. Hvis jeg med min lave, instinktbundne bevidsthed blander mig i mit helikopterblik, mister jeg overblik.

Det svarer til at lade barnet få lov til at bestemme noget, som det ikke er gammelt nok til at blande sig i. Her er det en ansvarlig voksen, der vel at mærke ikke overskrider grænser i sig selv, som han eller hun ikke må overskride.

Vi skal altid vide at holde os stilfærdigt på den rigtige side af os selv. Så vil vi kunne bevare helikopterblikket og vores frihed.

Det sker ikke, hvis vi pludselig bilder os ind, at det store overblik er noget, vi selv har skabt. Så har vi måske påbegyndt en glidebane i retning af stor og selvforskyldt lidelse.

Når vi ikke længere formår at træde et skridt til side eller baglæns, i forhold til os selv, har vi ladet en fordom få lov til at bestemme vores verdensbillede. Det vil altid medføre et begrænset udsyn.

Når jeg ser danske tv-serier, der er fyldt med konflikter, er jeg ved at kaste op. Alle er vævet ind i hinanden med konflikter. Intet bliver løst stilfærdigt, og der foregår et konstant skyggespil, hvor man hakker på hinanden, kaster beskyldninger på hinanden. Den lave moral er reglen og ikke undtagelsen. Alle har noget på alle, og alt er på den måde lidelse og smerte.

Et liv på den måde vil jeg simpelt hen ikke kunne klare at leve. Alle relationer er bygget på løgn og afhængighed.

Selv om jeg oplever meget smerte i mit liv, har det et mere rent udgangspunkt, ikke altid i forhold til de mennesker, jeg har været oppe imod. Her tænker jeg især på den ondskabsfulde spirituelle kontekst, jeg har været tilknyttet, hvor jeg stadig lider af følgerne af et ondt menneskes dybt kyniske handlinger.

Dem får hun heldigvis i hovedet igen, vil jeg skynde mig at trøste mig med.

Jeg takker for, at jeg hver dag kan møde livet på min egen måde, og lade alt opstå og udfolde sig på en måde, så det altid på et tidspunkt finder ro, og hvor der opstår klare svar.

Det sker ikke ved at knipse med fingrene, men jeg ved, at livet er skabt til at være godt, og derfor kan jeg normalt også altid klare at lade kaos få lov til selv at give slip igen.

Denne erkendelse vil ikke være mulig i et miljø af konstante konflikter og voldsomme skyggespil, hvor beskyldninger hele tiden fyger igennem rummene.

Jeg har ikke noget imod kaos, men ikke som en permanent tilstand, som man ikke kan komme fri af.

Jeg vil ikke kunne leve, hvis ikke livet kunne falde til ro i sin egen stille form, uden at være båret oppe af løgnehistorier og rollespil.

At kunne kigge på sig selv bliver af mange forvekslet med at kunne kigge sig i spejlet. Men det er ikke mig, som jeg der møder. Det er mit spejlbillede. Det er noget helt andet. Det er ikke sandt.

Hvis selvspejling, som med et andet ord kaldes narcissisme, sætter sig fast, kan det udvikle sig til en illusion af de helt store. Nogle gange fortsætter det livslangt. Det ser ikke godt ud, når mennesker på den baggrund har ødelagt sig selv med plastiske operationer.

Man lyset kun, så længe man sandt bevarer kontakten med sig selv.

At møde mig selv er for mange at have ondt af sig selv, eller at se sig selv som det store dyr i åbenbaringen. Det er alt sammen skyggespil.

At kigge på sig selv er, samtidigt at være villig til at korrigere og at forstå, at møde den, jeg er.

Man forstår ikke afgørende noget i livet, hvis ikke man er villig til at kigge på sig selv, og at lade forståelse og udvikling passere igennem eget system.

Så længe der er noget, jeg friholder, fratager jeg også mig selv muligheden for sandt at forstå en sammenhæng.

Og det, jeg friholder, ønsker jeg jo ikke at kigge på. Dermed vil det være indkapslet i en fordom eller en norm, der ikke er til diskussion, men heller ikke til øjesyn.

Når jeg friholder noget i mit selv, deler jeg mig selv op. Og dermed vil min viden være betinget og begrænset.

Vi har adgang til et evighedsperspektiv, men kun hvis vi slipper alt i os selv.

Det har mange, eller i hvert nogle personer i tidens løb, fået mulighed for at mærke.

Jeg vil umiddelbart nævne Abrabam, Jesus, Frans af Assisi. De findes også i andre traditioner og kulturelle sammenhænge, helt sikkert.

Meditation og at gå i kloster er måder at nærme sig det samme, men vil altid være betinget og begrænset af rammerne, og af mig selv. Og man kan jo lige så godt bare give slip, der hvor man er. Altså hvis man kan og vil. Og har lyst til det.

Alt i livet handler om, hvordan jeg møder mig selv og andre, i nævnte rækkefølge.

Alt andet tager farve af disse indledende  manøvrer.

Hvis jeg er et ordentligt menneske, favner jeg alt i lys, først mig selv, for ikke at kaste skygger, så den anden, stadig uden at kaste skygger. Og derpå går vi ud i verden, stadig uden at kaste skygger.

Vi møder alt i os selv og i hinanden og i verden, præcis sådan som de og vi er. Og kærligheden og sandheden kan dermed blive levende iblandt os, som også en anden for længe siden har fortalt om det.

Muligheden for at få lys ind i mig selv, og at se mig selv og verden, sådan som de er, implicerer, at jeg er villig til at gå i høj bevidsthed, som er det modsatte af at vælge mørket, fordommen, normen, når jeg møder et andet menneske.

Så længe jeg kan kigge på mig selv, har jeg valget mellem at gå i lav eller i høj bevidsthed.

Mange vælger den lave bevidsthed, inden de tager andre valg i livet. Men dermed har de så lukket for eller fikseret deres sanser, og lukket for muligheden for at forstå noget på en ny og en sand måde.

Ingen, med sine sansers fulde fem, vil kunne se det fornuftige i at vælge den lave.

På et eller andet tidspunkt i ethvert menneskes liv må der komme et tidspunkt, hvor det står soleklart, at jeg kun anstændigvis kan vælge den høje.

Men jeg skal selv som menneske finde dette punkt eller denne balance. Det kan ikke være anderledes.

Mine handlinger bliver ikke kvalificerede, kompetente og dybe, før jeg mærker i og på mig selv, hvad det betyder, at jeg er min egen styrmand. Kærligheden får ikke afgørende kvalitet, før jeg erkender denne sammenhæng.

Vi har en grænse i os selv, en bund. Herfra kan vejen op være meget snæver, afhængigt af, hvad vi har foretaget os.

Den kan også være bred, hvis vi, inden vi nåede bunden, forstod, at det at være god er det, som er livets mening.

Det er et meget mærkeligt fænomen, at man ved at kunne blive i mørke, i smerte, i en dårlig oplevelse, hvor intet af det er min egen skyld, at jeg kan komme igennem det, og ud på den anden side.

Når noget er min egen skyld, har jeg kompliceret det hele for mig selv. Vejen er vel stadig tilgængelig, men jeg skal undervejs forbi min egen modstand, min egen dårskab, min egen dumhed, og min egen ondskab. God tur, siger jeg bare!

Det er altså noget nemmere, når man holder sin egen sti ren, men det kan stadigt være meget smertefuldt.

Der er ingen genveje. Omvejene har jeg selv indflydelse på. Men vejen er den samme, uanset hvor snørklet vi vælger at gå den.

Jeg kan se billedet af moderen, der slæber på sit barn. Barnet skriger, vil ikke. Men fordi barnet i dette tilfælde selv har skrevet under på en aftale, inden det inkarnerede, kan det skrige sig ihjel. Det skal stadig derhen, hvor det klart og utvetydigt blev accepteret i en rundkreds af alle de implicerede. Der var ingen slinger i valsen dengang.

Når vi kigger hinanden dybt i øjnene, ved vi godt, hvad det handler om. Men først skal vi lige have ryddet op i os selv, og kunne se os selv i øjnene.

Man behøver i øvrigt ikke at være spirituel for at deltage i en sådan aftale. Det handler om en dyb viden og en dyb forståelse, som vi har i vores væsen.

Ingen af mine børn fra mit ægteskab er spirituelle, men de har alle et kæmpestort hjerte, og nogle fantastisk dejlige børn.

Hos nogle af de spirituelle er hjertet kun en muskel, hvor det at være hjertelig er afhængigt af, hvor mange penge jeg spytter i kassen, eller hvor meget jeg er villig til slikke dem i røven, for nu at sige det helt utvetydigt.

Nogle af dem er, menneskeligt set, dybt inkompetente.

Det hele handler ikke om at sige nogle bestemte ord. Det handler om at være menneske på en ny måde.

Eller det handler om at være menneske, slet og ret.

Vi kommer kun ind i det, vi kalder Ny Tid, hvis vi er villige til at kigge på os selv.

Ny Tid er ikke noget, der kommer et sted ud i fremtiden, eller inde hos naboen.

Det er, at vi selv sadler om, og begynder at få sjælen ind i vores egen virkelighed.

At vi får lyset ind i vores eget liv.

Stort set alle mennesker lever mere i deres instinkt end i deres sjæl.

At blive voksen er for de fleste at glide bevidstløst ind i de materielle rammer, som vi har vænnet os til.

Det betyder også, at energien er bundet til disse bevidstløse former.

Instinktet, som har magten, tøver ikke med at udnytte den mindste svaghed hos modparten til egen fordel.

På den måde er er ikke tale om en stillestående dynamik. Instinktet arbejder hele tiden med sit spindelvæv.

Og derfor kan kærlighed og sandhed ikke komme ind i vores liv. Det har sjælen ikke godt af.

Sjælen er, at vi lukker op for os selv, ikke i fritiden, ikke fordi vi skal tjene penge på det, men mere grundlæggende.

Vi skal lære at give slip på alt, som er den bedste måde at forstå alt på.

Hvis ikke jeg giver slip på mig selv, lærer jeg aldrig at forstå, hvad en mand er. Jeg ligner andre mænd, men jeg adskiller mig også fra alle andre mænd. Denne forståelse vil jeg ikke kunne få, hvis jeg krampagtigt holder fast i mig selv. Det gælder enhver anden forståelse.

Jeg giver ikke slip på mig selv. Det gør jeg aldrig. Men jeg giver slip på min tro på, hvad jeg er, og hvem jeg er. Kun på den måde kan jeg blive virkelig.