Menneskelig modenhed er at kunne være i et rum i en tilstand af frihed, at kunne være i tid uden at skulle underholdes, og at kunne være med sig selv, uden at andre skal fortælle, hvad jeg skal tænke og tro.

Disse vilkår omkring tid, rum og mig selv skal jeg kunne håndtere, for at noget kan få lov til at opstå af sig selv, på sine egne præmisser. For ellers vil jeg være tilbøjelig til at putte det hele ind i nogle mønstre, som jeg plejer at agere i. Og på den måde registrerer jeg måske slet ikke, at noget er, som det ikke plejer at være.

Hvis jeg altid lader alt forstå ind i noget kendt, vil jeg aldrig opleve noget nyt, og heller ikke få adgang til sjælens unikke verden og visdom.

I søvne kan jeg ikke kontrollere alt, så om ikke andet får sjælen der et tiltrængt pusterum i mit liv.

Vi bygger altid op fra et sandt udgangspunkt.

I hvert fald, hvis vi ønsker at leve livet på et sandt vilkår.

På den måde skal vi have fat i sjælen, hvis vores udgangspunkt er ærlighed, åbenhed og autensitet.

Et barn vil altid, så længe det har adgang til sin sjæl, også tage udgangspunkt i den.

Mange voksne finder sig selv desillusionerede fanget i materialitet eller måske i et ægteskab, hvor man så vælger den bedst mulige af alle verdener, som Leibniz formulerede det.

Livet vender altid tilbage, hvor det samler sig i bevidsthed, forståelse og så en form, som vi er i.

Jeg har altid mulighed for at finde ro i mig selv i denne proces, gennem ærlighed og åbenhed.

Over for mig selv er jeg vel ikke interesseret i andet end at være ærlig og åben.

På den måde vil jeg altid kunne finde mig selv, og finde ro i mig selv.

Vores struktur som mennesker opbygger vi i benene.

Det sande kan kun opstå af sig selv, og det kan kun opstå lidt ad gangen, på sin egen måde.

Alle andre former er ikke sande,

Når man gør det, man skal, så vokser man hele tiden, lidt ad gangen.

Det gør man måske også, hvis man går rundt i modstand, men langsommere.

Så det bedste resultat er altid at gøre det, man skal. Og sådan noget kan man altid mærke.

Hvad der sker, ved vi aldrig, før det er sket, i hvert fald hvis vi følger vores kald.

Alle, der er interesserede, kan mærke, præcis hvad de skal, hvis de åbner sig for det.

Og det sjove er, at det så vokser nedenunder alt, hvad jeg i øvrigt foretager mig.

Det er lidt magisk og lidt sjovt. Det er som et bygningsværk, der er i gang inde i mig selv, hvor jeg hele tiden kan mærke processen.

At få fat i sine egne ressourcer er vigtigt, også for at kunne mærke sig selv, og hvad der er rigtigt.

Når og hvis det lykkes, er jeg ikke i lommen på andre, men kan følge mit eget flow.

Når man lader livet følge sit eget flow, manipulerer man ikke.

Så lader man det ske, som sker.

Så vil man også opleve, at dette flow ikke altid følger, hvad andre vil have mig til at gøre.

Løsningen er ikke at sætte hælene i, men at finde en form eller en måde, så der er plads til en fornuftig løsning, hvor vi begge bliver tilgodeset. Hvis det altså er muligt.

At lade livet opstå, helt på sin egen måde.

Det er den guddommelige mening med livet.

At tillade alt, hvad der dukker op, hvad der kommer, uden at forbyde det, eller at skynde sig at lægge låg på det igen.

De fleste mennesker lever i mønstre, som betyder, at de handler ud fra nogle forestillinger, der tidligere har virket eller givet pote.

Mønstre kan have et meget forskelligt udtryk og en meget forskellig virkning. Det afhænger meget af personen, der står bag.

Et mønster kan man kun imødegå ved at lade være med, bevidst eller ubevidst, at gentage det.

Altså at kigge på det, møde det, men ikke bombastisk at udleve det.

At anerkende det, der kommer, uanset hvad det er, og hvordan.

Det vil for mange kunne opleves som tab af kontrol.

Men det bliver man nødt til at acceptere. For det er vejen videre.

At gøre noget, når jeg føler en tilskyndelse til det. Når jeg har lyst til det.

Lade være med at dræbe en impuls, når den opstår. Lade den være. Følge den. Være med den.

Lytte til sig selv. Anerkende den. Lade den få plads. Give den mulighed.

I virkeligheden handler livet om, at jeg bare gør, det jeg skal.

Det er ikke mere kompliceret overhovedet.

Når det ofte udvikler sig anderledes, skyldes det først og fremmest, at jeg selv er et stort bøvlehoved.

Og ikke gider høre efter eller at lytte.

Det er sandheden!

Jeg bygger mig selv op som menneske, med alt hvad jeg gør.

Den, jeg er, når jeg er helt alene med mig selv, fortæller noget om, hvad for en støbning jeg er.

Mange tror, at en sådan tilstand og situation ikke betyder noget. Den betyder alt.

At masturbation bare skal overstås. Og så er jeg klar til dagens sladder.

Jeg er i hvert fald ikke klar til den stille forståelse af noget som helst.

Bevidstheden ledsager seksualiteten, enten ved bagefter at være tom, eller ved at opstå i form at et indre liv, og en indre erkendelse.

Hvis jeg gerne vil forstå, hvad der sker i mit liv og omkring mig, skal jeg ikke spilde min seksualitet, som i virkeligheden er energi, guddommelig energi.

Livet i enhver form skal have lov til at opstå af sig selv.

Derfor kan og må man ikke forcere noget.

Til gengæld må man heller ikke stille sig hindrende i vejen

Vi skal give os selv og hinanden lov til udvikle os.

Ellers risikerer vi, at vi går i stå. At vi fjerner troen fra hinanden. Håbet fra hinanden. Kærligheden fra hinanden.

Naturlig udvikling er at vende et blad ad gangen.

Alt foregår stille og roligt, og vi glæder os sammen over det.

Sådan er menneskelivet, når vi tager det alvorligt.

En proces vil altid kun kunne være naturlig, når det har med sjælen at gøre.

Man kan ikke forcere noget, ikke springe over noget.

Man er nødt til at leve med, at det tager tid at heale, at komme sig. Der er ingen genveje til at komme sig, ud over selvfølgelig kærlighed, når det er muligt.

Men kærlighed bruger også naturlighed som sit stof. Vi skal altid respektere os selv. Vi skal altid respektere naturen. Vi skal altid respektere hinanden. Der gælder nogle grundvilkår ved at være menneske, som vi hjælper os selv ved at tage hensyn til.

Heraf følger også, at jeg selvfølgelig altid skal behandle mig selv og andre ordentligt. Der er ikke andre til at gøre det.

At noget får lov til at vokse af sig selv er den største garanti for kvalitet og dybde.

I høj bevidsthed får alt lov til at være, præcis hvad det er.

I lav bevidsthed bliver alt presset sammen i forhold til den dyriske og animalsk logik, som den er opstået i en menneskehjerne.

At ville bestemme, styre og kontrollere er så indgroet i mange menneskers liv, at tanken om ikke at gøre det er så utænkelig, at den overhovedet ikke findes.

Det er det samme som at være i ureflekteret lav bevidsthed. Man handler altid, før man tænker den første tanke.

I lav bevidsthed har jeg en holdning, inden jeg overhovedet overvejer at have en holdning.

Min måde at være i livet på er den stik modsatte, og har altid været det.

Jeg vil simpelt ikke have lyst til at være et sted, hvor noget ikke har lov til at opstå af sig selv, på sin egen måde,

Høj bevidsthed har et udgangspunkt, som er utænkeligt for de fleste.

Liv i høj bevidsthed er, ikke at ville bestemme noget, inden jeg overhovedet overvejer at ville bestemme noget.

Livet er, hvad det er. Livet er ikke manipulerbart, men har helt sin egen kvalitet.

Livet skal have lov til at være, hvad det er. Vi skal ikke blande os.

Det er den bedste måde at være med sig selv og med hinanden, uden at vi vil bestemme noget.

At vi lade de spontane og umiddelbare udtryk være det, de er.

Hvis jeg lader alt komme til mig, stille og roligt, så får jeg alle de svar, jeg har brug for.

Livet skal have lov til at opstå på helt sin egen måde.

Når et menneske lader sin egen energi vise vejen, vil det altid være den hurtige og direkte vej til sandheden.

Et menneske, der ikke er bange for at møde præcis de udfordringer, som livet byder.

Dette menneske vil også være det mest autentiske udtryk for sig selv.

Vi er skabt til at gå vejen, hver på sin egen måde, hver med sit eget suveræne udtryk.

Ingen skal blande sig i, hvordan jeg bedst muligt udfolder mit liv, så længe jeg altid handler i overensstemmelse med min egen, sande mening.

Det er ikke det samme som stædighed. Det er det samme som at følge sit eget spor, sit eget flow, sin egen form.

At have så meget tiltro til sig selv, at jeg ikke henter mening andre steder fra.

At jeg lader lyset få lov til selv at lyse mig selv op indefra.

At lade det komme, som kommer.

Ikke at kæmpe imod den identitet, der opstår.

Det er, lidt ligesom at male et maleri, og så bare se, hvad der sker.

Ikke at ville lade noget ikke sandt få lov til at opfylde rummet.

Bare at anerkende, hvad der sker, som det sker.

Det er, som at være en plante, hvor jeg ikke lægger mening ind i noget, før det får lov til selv at finde en form først.

Identiteten, hvis jeg evner, sandt at være i mig selv, er min sjæls identitet.

Det er ikke en proces, én gang for alle. Det er, gradvist, at finde det sande udtryk for mig selv, mens jeg lever.

Det er altid en tilstand, der ikke er defineret ved en rolle, for ellers kan den ikke være sand.

Det er muligheden for, altid at være i mig selv, i enhver situation.

Det handler også om at anerkende forvirring, frustration, og mange mærkelige former.

Hvis ikke jeg kan være med sådan noget, får jeg ikke ordentligt fat i mig selv.

Min sande form kommer et andet sted fra, hvis jeg formår at give slip ind i mig selv.

Det lyder måske mærkeligt, men det er sådan, det er.

Det, der kommer af sig selv, vil kunne etablere sig som en substans. Det svarer til, at vi sammen oplever stor og varig glæde ved at være sammen.