For 6 år siden påbegyndte jeg en kernehealeruddannelse.

Teorien bag er, at alle mennesker, meget tidligt i livet, som de første former af bevidsthed, tilegner sig nogle primære overbevisninger. Det kunne være sådan noget som: “Jeg er alene!” “Jeg er forkert!” “Jeg kan ikke være her!” “Jeg er her slet ikke!” “Jeg kan ikke stole på nogen!”

En kernehealing fjerner roden til disse primære overbevisninger, der herefter vil opløses i løbet af en periode på to år.
Samtidig skal personen selv ønske at arbejde med sig selv, for at blive mere sand, mere virkelig.

Intentionen er jo tydelig nok. Efter at have gennemført den teoretiske uddannelse er mine nye hjælpere kommet ind et andet sted fra, og har vist mig en måde at se verden på, der ikke divergerer med ovenstående, men dog giver en supplerende forståelse.

Min nye forståelse er, at vi alle har en sjæl og et instinkt. Instinktet er det, der bøvler i de fleste menneskers liv. Det er instinktet, som er det samme som vores indre dyr. Det er her, vores modstand, og ofte også vores hårdhed og kynisme kommer fra. Det er også her, de primære overbevisninger holder til.

Instinktet er vores begrænsning ind mod sjælen. At lære at elske er først fremmest at lære at elske mit indre dyr. I en kærlighedsrelation er der to indre dyr, der støder sammen. Vi kan lære os selv at kende så godt, at de indre dyr bliver vores legekammerater, i stedet for nogle, vi kæmper med.

Vi skal lære at forstå, at vi har alle mulige funktioner i os selv, der stammer fra vores fortid som abekatte. Det nemmeste er at tage det med et smil, og at anerkende, at sådan er det bare. Det er meget nemmere end at være i modstand, eller altid at gå rundt i frygt eller i vrede. Det sidste kan jo strengt taget ikke bruges til noget.

Hvis man lærer at få det godt med sit indre dyr, er vejen banet for et liv med sjælen. Her har vi det godt, hvis det lykkes. Der er ingen barrierer. Sjælen indeholder sandhed og kærlighed, og vejen dertil er sandhed og kærlighed.

Alle mennesker vil blive presset ud i periferien af sig selv, på grund af Corona.

Vejen tilbage er min egen sandhed, eller det gode, jeg har gjort.

Der er ingen genveje, eller smutveje, i denne passage.

Det vil helt sikkert vende op og ned på meget i verden, men til fordel for det gode og det sande.

Hvis man er et godt menneske, så har man et stort, disponibelt indre rum.

Her kan man mærke energi i sin egen form

Man kan mærke et andet menneske, der søger en. Det er muligt at kommunikere med vedkommende, også at løse problemer.

Hvis man er et dårligt menneske, har man ikke på samme måde et indre rum. Det vil i hvert fald indeholde meget mørke.

Kunsten er selvfølgelig, altid at have lys indenfor. Jeg gør mig selv en stor tjeneste ved, altid at være åben over for sandheden i enhver form. På den måde kan jeg selv være med til at lyse rummet op.

Livet skal komme indefra.

Det skal være mig selv, suverænt, der vil det, og som ønsker det.

Ingen andre end jeg kan tage beslutningen på vegne af mig.

Mit ja skal indiskutabelt være mit eget ja.

At lade livet blive virkeligt er en beslutning, som jeg tager med mig selv.

Hvor alt i mig, uden undtagelse overhovedet, er inkluderet.

Når jeg lader det ske, hænger det på samme tid sammen med en handling inde i mig selv, og noget, der sker uden for mig selv.

Inde i mig selv trykker jeg på nogle knapper, og jeg kan mærke, hvordan det rammer noget uden for mig selv.

Det kunne jo godt handle om et andet menneske, hvor det, som jeg gør i mig selv, påvirker den anden direkte.

Når vi indser det, bliver denne planet et helt andet sted at være, altså når vi lærer, hvordan vi hele tiden forpester livet for andre.

Vi kan jo bare lade være med at gøre det, og i stedet gøre noget, der er godt, hvor vi er ordentlige.

Men det er der ikke ret mange mennesker, der oprigtigt ønsker for andre.

Jeg er helt sikkert en af de få, der ikke i mit væsen er udspekuleret, og som aldrig har været det.

Til gengæld er jeg blevet bedre til at passe på mig selv.

Mennesker vil gerne have det gode af andre, men de vil ikke positivt give noget igen af sig selv.

Og så bliver alt noget mudder, hvor alle venter på alle, og intet får lov til at blive virkeligt, at blive, hvad det i virkeligheden er, og hvad det kan være, hvis vi begynder at sende gode tanker og handlinger mod hinanden.

Verden bliver ikke et godt sted for alle, hvis ikke vi lærer at give af os selv, uden at forvente eller forlange at få noget igen. At alt skal være på købmandsmanerer. Altså instinktstyret.