Sandheden har en form, som vi kan være i, både alene og som par.

Når vi skaber noget godt, skaber vi en positivt form, alene eller sammen.

Når vi gør det sammen, gør vi det også hver for sig, men også i en fælles form.

Denne form er skabt i kærlighed og formet efter vore positive intentioner og handlinger.

Vi kan hvile i den, finde ro i den, glæde os over den sammen, være i den sammen.

Så længe vi oprigtigt handler i kærlighed, skaber vi og udvikler vi denne form.

Min sande moralske tilstand er den form, jeg altid kan finde mig selv i, og falde tilbage på.

Når jeg altid kan se mig selv i øjnene, kan jeg også altid give slip ind i den form, som jeg selv har skabt, fordi jeg altid har været ordentlig.

Det er et enormt privilegium at kunne.

Sandheden skaber en form i mig, som jeg kan falde til ro i, og falde tilbage på.

Når vi er to, der elsker hinanden, skaber vi også en form sammen, som vi kan mødes i, og udvikle.

Min egen form er min egen integritet. Det er måden, jeg hænger sammen på, når jeg er ordentlig.

Når jeg ikke kaster skygger, opstår der en form inde i mig selv, baseret på min egen sandhed.

Når jeg kaster skygger, kaster jeg mørket i mit liv ud af mig selv, men bliver samtidig mørk og tom indvendigt.

Et menneske, der kaster skygger, er ikke et troværdigt menneske. Han eller hun forsøger at holde sig selv oprejst ved at gøre andre til idioter.

Et menneske, der ikke kaster skygger, lader lyset og virke inde i sig selv, til at gennemtrænge mørket, så alt bliver lyst op.

Samtidig formår han eller hun at se den anden som den anden, hvilket er en umulighed, når den anden er en idiot, altså skabt af skyggen.

Det indre menneske er ringe af sandhed og kærlighed, som vi skaber i sjælen, hver gang vi sandt møder og udveksler med et andet menneske.

Disse ringe er baggrunden for den form, vi kan mærke i os selv, som vi kan fundere alt i livet på, og altid vende tilbage til.

Jo mere kærlighed vi på den måde genererer, jo mere lader vi Guds skaberværk få lov til at virke blandt mennesker.

Det kan kun lade sig gøre i en ubrudt række af kærlige og sande handlinger.

Altså ved at være sand og kærlig i mine skridt her i livet, min gang på Jorden.

Vi har en indre form, der i hvert fald er forankret i hjertet.

Den går også op omkring skuldrene. Ned i maven. Og ned i benene. Og i fødderne. Og ud i armene.

Når vi har dårlig samvittighed, er det den, vi kan mærke.

Når vi skal mærke efter, om noget er sandt, er det den, vi konsulterer.

Den er vel vores sjæls aftryk. Jo mere vi har vores sjæl i spil, jo tydeligere bliver den.

Hvis vi lyver for os selv og for andre, får vi et stift ydre, der lader, som om det har styr på alt.

Det har det ikke, for det forsøger hele tiden at undvige eller at undgå den dårlige samvittighed.

Denne form er rammen om det indre menneske. Det er her, jeg i ordentlighed altid har noget at stå fast med.

Fordi jeg har været ordentlig. Fordi jeg har stået ved mig selv. Fordi jeg ikke gave slip i forhold til et ydre pres, der ville have mig til at gøre noget andet.

Det er selvfølgelig også denne form, som barnet, på grund af vrede, og egen frygt, tvinges til at give slip på, i løbet af barndommen.

Og den unge, der sløser med sin seksualitet, gennem druk, og at te sig tosset sammen med kammeraterne, er på scoretogt.

Alt sammen dybt useriøst, for ikke at skulle forhold sig sin sande identitet, sin egen seksualitet.

Når sjælen får form, er der mange, der får travlt med at trække i land.

Det er sandheden, der vil igennem, og den anerkende ikke kompromisser.

Og dårlige undskyldninger af enhver art.

Som mennesker ynder at strø omkring sig med.

Der er noget omkring samling af Corona energien, som jeg oplevede i går, og som forstærkes i dag.

Der er noget med, at den understøtter det gode, så at sige tager fat omkring det, og lader os hvile i det.

Så hvis vi vælger det gode, bliver vi løftet, som jeg mærker det.

Som jeg oplever det, virker det eksponentielt. Hvis vi har tænkt gode tanker, haft gode intentioner, gjort gode gerninger, vil de alle sammen løfte os op, og give os et fortrin, frem for alle andre.

Da mennesket for 40.000 år siden fik en sjæl, foregik der en eksponentiel vækst i alt, i befolkningstal, i kultur, i hulemalerier, i alt. Denne hændelse eller periode kaldes også, af videnskabsfolk, den kreative eksplosion.

Læs mere om sammenhængen i min bog Kærligheden er Ledetråden (2016).

Et menneske i sin sande form er et menneske i sin sjæl.

Et menneske er ikke en maskine.

Et menneske er skabt i sandhed. Og til sandhed.

Hvem er jeg dybest set?

Er jeg den, jeg er, dybest set?

Corona er, at vi bliver presset til at blive mere sande, end vi plejer at være.

Alt i mig tvinges til at lave ingenting, og det får den sjove virkning, at energien bliver presset op i en krog.

Det gælder også, når og hvis jeg er ubevidst. Det er handler om, at energien bliver inddæmmet, på samme måde som fisk nogle gange bliver lokket ind i en lomme, hvor de er nemme at fange for rovfiskene.

At have fat i min egen helt suveræne form.

Det er den, der ligger før seksuel frihed.

Det er muligheden for bare at være.

At slappe af i sig selv.

At have det godt med sig selv.

Bare at være.

Vi kan sagtens mærke inde i os selv, hvordan vi vender.

Om vi har hovedet opad.

Om vi har ren samvittighed.

Om vi er ordentlige.

Hvis alt det er på plads, har vi et stort rum derinde, der gør os fri til at handle, fri til at tænke, fri til hvad som helst.

Det har man ikke, hvis der er fyldt op med dårlig samvittighed, eller måske med skyld, eller måske med skam.

Eller måske med en masse skrammel.

At fylde mig selv op indefra med lys og glæde. På den måde vil jeg altid kunne undgå at kaste skygger

Kroppen har en fast form, når den får lov til at være og at opstå af sig selv.

Jeg er min personlighed inde i denne faste form.

Det er en naturlig måde at være i verden på, som vi kan slappe af i.

Under naturlige omstændigheder vil det være denne form, som vi er i, og agerer ud fra, og erkender ud fra.

Det handler om noget levende inde i mig selv, ikke om noget stationært.

Det handler om en selvoplevelse, som jeg kan have, alene med mig selv, men som også kan opleves i et samvær.

En god relation indeholder en sådan form, hvor vi altid kan genkende hinanden, og hvor vi kan mødes i kærlighed og i sandhed.

En sådan form skal udfoldes og udvikles. På den måde kan den blive til et bånd.

Vi har brug for en form at være ærlige i.

Man kan ikke leve, uden at være ærlig.

Sandhed er, at kunne kigge sig selv i øjnene.

Livet skal have lov til at udfolde sig, præcis sådan som det er. Det er meningen med det, og vi skal ikke stille os i vejen for det.

At rumme noget er at have det inde i min egen energi.

Jeg kan rumme lidt eller meget. En vigtig forudsætning er, at jeg har sagt ja til det, og at jeg ikke fraviger dette ubetingede og ultimative ja.

Jeg kan rumme mine børn. Jeg kan rumme en kæreste. Jeg kan rumme hvem som helst, der positivt og kærligt og åbent ønsker det, af hele deres hjerte. Derved kan jeg også heale hvad som helst og hvem som helst.

Jeg kan selvfølgelig også rumme min børnebørn og mine svigerbørn.

Jeg kan også rumme en, der er på afveje.

Det er ganske overraskende, også for mig selv, at skrive dette.

Et barn, der smiler, og som stråler ud af øjnene, er i sin egen sandhed og i sin egen form.

Det skal vi bare glæde os over.

En kæreste, der gør det samme, er også i sin egen sandhed og i sin egen form.

Det er muligt, så længe skyggerne ikke kommer ind over.

Det gør de ikke naturnødvendigt.

At være i sin egen sandhed er at være i sin egen form.

At være sig selv naturligt.

Vi bliver tudet ørerne fulde i løbet af barndommen, at det er ulovligt og forbudt.

Og alternativet er det ligegyldige, som er vore materielle omgivelser, der repeterer sig selv, uden at vi skal gøre andet end at føle os ligegyldigt til rette i dem.

Men på den måde mister vi os selv, og vi anerkender det måske, fordi det er et vilkår, vi deler med alle mulige andre.

Vi finder former, hvor vi kan gøre os gældende, men udgangspunktet er, at vi giver slip på os selv.

Fordi vi er blevet bedt om det så mange gange, at vi ikke kan tro, at det kan være anderledes.

I virkeligheden og fra naturens side er vi forbundet med os selv på en måde, hvor vi altid har kontakt med os selv, hele vejen ned igennem os selv, og hele vejen op igennem os selv.

Når man kan komme på kurser, er det, som man betaler penge for, kun en lille del af denne proces, som aldrig går dybere end, hvad man betaler for.

På den måde vedligeholdes både spirituelle og religiøse praksisser, da religion jo er baseret på, at staten betaler præstens løn.

Den til enhver tid siddende regering finjusterer den autoriserede måde at være i livet på, senest så muslimer skal give hånd ved en ceremoni, hvis de vil blive i landet, hvor de, der har lavet loven jo gør alt tænkeligt for at genere en anden måde at være i livet på, hvor man netop ikke giver hånd. Men det hele er pakket ind i forhold til, at en alfahan har afstukket rammerne for, hvad det vil sige at have hus og bo i Danmark.

Alfahannen er den, til enhver tid gældende, offentlige mening, som alle bøjer sig i støvet for.

I Indien, da englænderne var ved roret, tvang de, engang i 1800-tallet, nogle muslimer til at spise grisekød, og nogle hinduer til at spise oksekød, hvorefter de blev levende begravet. Det var uden tvivl mere bestialsk, men stadig en måde at håndhæve, hvem der har magten.

Og, ligesom vi ser det ved andre krige, var det utvivlsom et udslag at et lokalt magtbegær, eller af nogle specifikke englænderes syge fantasi. Men rammerne og magten havde de, til at udføre deres udåd.

Skik følge, eller land fly! Valget fandtes dog ikke for dem, det gik ud over i Indien. Men det gør det jo strengt taget heller ikke i Danmark, hvor det gælder om at uniformere, men uden uniform.

Denne uniform bliver mere og mere følelseskold.

Op igennem historien, og op igennem barndommen, er der masser af eksempler på følelseskold uniformering, hvor den sande sammenhæng i livet fortrænges, og en hård og kynisk realitet træder i stedet.

Alle følelser er væk, eller de bliver til lejligheden vakt, når vi fejrer, at det er 100 år siden, at Sønderjylland igen blev dansk ved en lokal afstemning dernede.

Men dagen efter, eller når Tv er slukket, er vi tilbage ved normalen igen, hvor der ikke længere er følelser koblet til den måde, vi er i livet på.

Vi lever i et fællesskab, hvor der ikke længere er noget, der er naturligt begrundet og funderet. Fordi vi selv har været med til at skabe og at vedligeholde det kunstige og unaturlige.

Resultatet er blandt andet, at flere og flere bliver ensomme i deres materielle rammer, fordi de er trådt ud af et ægteskab, der viste sig at være tomt.

Alt sammen fordi vi tidligere i livet har givet slip på os selv.

Men ensomhed er også tomt. Mennesket er ikke skabt til at være alene, heller ikke selv om det har masser af penge, og i lang tid kan blive ved med at fylde sig på alle mulige måder.

Vejen tilbage handler om at forstå, hvordan det sker, og hvorfor.

Naturligt at give plads til og at udfolde sig selv indefra, er det, som livet handler om.

Ikke at at lade sig lede af andre til at forholde sig til og at lade styre, hvem jeg skal være, og hvem jeg dybest set er for et menneske.

Det er vigtigt, altid at give sig selv lov til at lade alt i sig selv få lov til at falde på plads på sin egen måde.

Vi er underlagt en dybere logik eller sammenhæng, som vi skal give plads til.

Det gælder, når vi vågner. Men det i øvrigt på alle tider af døgnet, at vi skal vide at træde lidt til side, hvis der er noget, der presser sig på.

Formen er noget, der opstår, som er en sand identitet, men som vi ikke har nogen indflydelse på.

Det har noget at gøre med, at vi søger et svar, og mærker et svar, hvor der er følelser i spil, som vi kan genkende. Og hvis vi giver det tid, vil det falde på plads.

Man kan ikke manipulere med noget, der angår det dybe i livet. Og da det hele er lagt til rette, så vi faktisk får det godt ved at følge det, er der ingen grund til at stritte imod.

Smerten opstår, når vi stritter imod, men selvfølgelig også, når vi gør noget, der ikke er i orden.

Manipulation af enhver art vil man aldrig slippe godt om ved. Man diskvalificerer sig selv.

På den måde er der indlagt en sikring, som jeg ikke ved så meget om.

Men hvis man følger det, man skal, bliver man glad. Det kan jeg fortælle.

Alle de mennesker, der går rundt med hængemule, har ikke forstået, hvad det handler om.

Vi har en vertikal forbindelse inde i os, der i hvert fald går igennem rygsøjlen omme i nakken, som også går ned igennem vores rodchakra, vores seksualitet. Den handler i hvert fald om tilblivelse af kønshormoner, og det handler om stolthed ved at være mig, men uden at noget overeksponeres. Det handler om en naturlig glæde ved livet, og ved at være et seksuelt væsen.

I sin sunde og sande form er det også et glimt, der kommer ud gennem øjnene. Det er også det, der virker, når vi går hånd i hånd, og glæder os over hinandens selskab. Når vi kysser, og bare godt kan lide hinanden. Det kan jeg mærke. Der er intet kunstigt, bare naturlig glæde, ved alt hvad vi gør sammen. Og vi elsker at være sammen. På alle måder.

Dem, vi passer godt sammen med, kysser vi også godt sammen med.