Hvis ikke man inkluderer sig selv, så forstår man ingenting.

Det gælder helt generelt, i hvert fald når vi forholder os til noget vitalt.

Jeg kan ikke kvalificeret forholde mig til livet, hvis ikke jeg tager mig selv med.

Jeg kan sagtens bruge ord og klicheer, men de kan så heller ikke bruges til andet end at lire af sig, uanset hvad formålet måtte være. Men ingen bliver klogere af noget, hvor jeg ikke har mig selv med i forståelsen.

Livet handler om at lære og selv at finde ud af det.

Det betyder ikke, at vi ikke skal støtte op omkring hinanden, men vi skal også opfordre og opmuntre til selv at finde svarene.

Vi lærer ikke noget ved at få svarene foræret. For så ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere det næste gang.

Vi får altid mest ud af selv at gå vejen, selv at finde svaret.

På den måde vil vi også holde op med at være bedrevidende, som er en dårlig måde at være i verden på.

At møde livet åbent er at møde livet fordomsfrit.

Hvis jeg gør det for mig selv, er jeg ikke afhængig af, hvad andre tænker og mener, og dermed heller ikke af deres fordomme.

Det kan godt være en fordel om begynde dagen på den måde, altid helt for mig selv, og at lade alt opstå på helt sin egen måde.

På den måde kommer det, der kommer, som det kommer. Det er en god måde at få erkendelser på.

Hvor jeg ikke styrer noget, og bare giver slip i forhold til det, der sker.

På den måde kan jeg møde og mærke verden, som den er, mig selv, som jeg er.

Hvis alle gjorde det hver dag, ville der ikke længere være krig i verden.

At lade kærligheden komme indenfor, og ad den vej at mærke sandheden.

Også en dejlig oplevelse af, altid at kunne være mig selv bekendt.