Det sande menneske bevarer hovedet oven vande, og kan altid kigge sig selv i øjnene.

Det falske menneske kan godt snakke Fanden et øre af, men vil ikke vedvarende kunne overbevise dem, hun får i rusen.

Hun vil opleve, hele tiden at skulle bekræfte sig selv, for at bevare troværdigheden, som hun jo ikke har, hverken før eller efter.

Det falske menneske kan ikke finde sig selv bag ved det hele, er bundet i sin rolle og sin attitude.

Kan kun forny sig selv ved at finde på nye løgnehistorier.

Når jeg skal svare på, hvem jeg er, skal jeg nogle gange om bag ved det hele.

Og så dukker jeg op på en ny måde.

For min sande identitet er ikke nødvendigvis den, som jeg normalt foregiver at være.

Det er en lidt sjov måde at formulere det på, men skyldes i mit tilfælde, at jeg har været skadet, og at min facade, billedligt talt, har været gipsen, under helingsprocessen.

Det sande er det, der er på vej ud, igen, eller måske for første gang. Det bliver spændende at se. Men noget er på vej. Og noget fordrer stadigvæk at blive healet og skånet, om jeg så må sige.

Sådanne perioder har vist de fleste mennesker, typisk efter et brud, der har fordret stor selvomsorg.

De fleste slipper formodentlig ikke bare helskindet igennem livet.

Og læring er der under alle omstændigheder i det hele.

Selv at være til stede på kommandobroen, hvorfra beslutninger tages.

Det er altid godt at vide med sig selv, at man deltog i de nødvendige manøvrer.

Det er vigtigt, hvad jeg gør ved min egen energi.

At jeg sætter kærlighed og sandhed forrest.

I den gamle verden var det normalt at være vred, sur, at råbe, at være ligeglad, at masturbere på skrømt.

Med Corona er vi blevet presset sammen, så vi nu kan kigge på de mærkelige ting, vi går og laver.

Og vigtigst er det, at vi nu kan korrigere vores adfærd.

Det er vigtigt, altid at opføre sig ordenligt.

Det er regel nummer et.

Man hjælper sig selv, ved ikke at lade sig styre af andre.

Man skal selvfølgelig ikke gøre det, for at blive upopulær.

Det er altid godt at kunne bevare sit fokus, uanset hvad der sker.

Det er ikke unormalt at opleve et træk fra forskellig side.

Det sociale træk kender alle.

Men det kan også være imod, hvad jeg plejer at gøre.

Som bare ikke virker mere.

I enhver situation er der noget, der er rigtigt at gøre.

Der kan også være noget, der er forkert at gøre.

At lære dette nærvær er en livskunst.

Den, der mester det bedst, vil være den, der kommer sejrrigt ud af kampen, også af livets kamp.

Denne kamp må ikke sammenlignes med den infantile kamp, der af nogle udkæmpes, for at de kan se, hvem der er mest abekat.

Den sidste foregår under bæltestedet. Den første foregår, hvor sjælen altid er inde over.

Når tilstrækkeligt mange finder ud af, hvordan vi selv styrer vores egen energi, er vi klar til at overtage ansvaret for kloden.

Hvis man gerne vil have inspiration, kan man begynde med at læse Jesu lignelser. Bare lige for at fortælle, at problematikken ikke er af nyere dato.

Intet i livet er vigtigere, end hvordan jeg håndterer det.

Jeg har oplevet masser af situationer i livet, hvor der er en papirstynd forskel på, hvilken side jeg befinder mig. Og samtidig ved jeg også med mig selv, at alt afhænger af, at jeg gør det rigtige i situationer.

Hvis ikke jeg gør det rigtige, kan jeg ødelægge alt for mig selv og for den anden, eller også skal jeg eller vi i hvert fald begynde helt forfra. Men måske kan vi ikke mødes mere, fordi noget simpelt hen er blevet håndteret forkert.

Det er en meget spændende problematik, der også og samtidig tvinger mig til, altid at være vågen, altid at være ærlig, altid at være opmærksom, uden at noget af det skal betyde eller bevirke, at jeg går rundt i frygt eller angst.

Det handler om at lære at være i øjeblikket på den rigtige måde, hvor både jeg og du, måske vi, får det rigtige ud af situationer.

Nogle situationer er særligt kritiske, og kræver den allerstørste årvågenhed og nærvær.

Nogle situationer er noget helt nyt, som aldrig er sket før, for svaret først åbner sig, mens vi er i det.

Det kræver mod at stå bag sig selv.

Det har det altid gjort.

Det er nemt nok at være bastant.

At hævde en position, og i en rolle.

Det er vanskeligere at turde være usikker.

Ikke fordi usikkerhed er et mål i sig selv.

Og selv ikke som en måde at promovere sig selv på.

Men fordi usikkerhed er en natulig måde, også at være på, når jeg er det.

Hvordan står jeg bag min egen kraft?

Hvor er jeg selv henne, når jeg handler?

Ikke bagefter, når jeg skal forholde mig til det?

Men når det sker.

Hvis jeg kan få sjælen ind i instinktet, kan jeg lyse det op indefra.

Så vil jeg opdage et stort rum, der er udgangspunktet for alle mine bevægelser, både fysisk og intentionelt.

Det store rum er muligt, fordi jeg evner at være i min egen seksualitet, som jeg ikke spilder i form af fantasier, som jeg i øvrigt ikke tør stå ved, heller ikke ved hurtige bevægelser under dynen.

Seksualiteten er hellig. Den er vores grundenergi. Den skal ikke bare fyres af, heller ikke med hjælp fra naboens hånd eller mund, fordi der nu ligger en ved siden af, som jeg tror, jeg ejer, eller som tror, han eller hun ejer mig. Seksualiteten er muligheden for at være i kærlighed og sandhed, fuldstændigt fysisk.

Når jeg usandt bruger og aktiverer seksualiteten inde i mig selv, fratager jeg mig selv muligheden for at skabe og få mig et rum, som jeg kan lyse op. For så aktiverer jeg mørke, inden der er mulighed for at lyse noget op. Og så er mit liv et skyggeliv, hvor det altid er de andre, der er noget galt med.

Jeg kan ikke ændre noget som helst i livet, hvis ikke jeg har lys i mig selv.

På samme måde er sjælen en mulighed for noget mere permanent, når jeg evner at være i livet i sandhed og i kærlighed, og i ligeværd, ville det nok være på sin plads at tilføje.

Når jeg altid tager mig selv, og i øvrigt også mine sengekammerater, dybt alvorligt, vil jeg begynde at forstå, hvordan sjælen kan være fysisk, noget, som jeg altid har inde i mig selv.

Det er aldrig på betingelse af noget andet, for så er det ikke sandt.

Det intentionelle bliver især tydeligt, så længe jeg er i lav bevidsthed. Så bliver jeg meget hurtigt mørk indvendigt, og det påvirker alle mine fysiske reaktioner. Jeg bliver låst, kan ikke kigge andre i øjnene, og når det er helt galt, aktiverer jeg automatreaktioner, i mig selv og i andre. Det er ikke godt. Det er det aldrig.

Når jeg omvendt positivt er i mig selv, vil jeg altid kunne komme automatreaktioner i forkøbet. Ikke ved at bremse noget. Men ved sandt at være i mig selv. På den måde vil jeg også helt kunne undgå at være ond.

At navigere i livet er at manøvrere mellem sandt og falsk.

Det er også at navigere mellem sjæl og instinkt. Det er ikke nødvendigvis det samme.

Der er meget instinkt, der er godt at lære at kende. Det er jo ikke anderledes, end når en dyreunge skal lære at tilpasse sig livet i omgivelserne. Skal lære at være i sin krop. Hvad kroppen kan. Skal lære at navigere i forhold til omgivelserne. At lære egne grænser og muligheder.

Instinktet er vores bevægeapparat, vores sanser, reaktionsmønstre. Der er ikke noget af det, der i udgangspunket er rigtigt og forkert. Det handler snarere om, hvad kan kan og ikke kan.

Et menneske er meget mere potent end et dyr. Vi kan iagttage os selv, være til stede i os selv. Vi kan lege med seksualiteten. Vi kan forholde os til, hvad og hvordan vi gør noget. Der er altid flere muligheder.

På den måde skulle man egentlig tro, at mennesket var utroligt fantasifuldt og skabende. Med de fleste sidder i en sofa mange timer i døgnet.

Og i stedet for at glæde sig over frihed, hænger man fast i bindinger. Det er virkeligt skørt, når man tænker over det.