Der skal være plads til mig selv i mig selv, for at jeg kan stå oprejst, og kigge mig selv i øjnene.

Det fordrer, at jeg altid har opført mig, og at jeg altid opfører mig ordentligt.

I den rækkefølge.

Jeg kan ikke gøre krav på mig plads, hvis jeg ikke retsmæssigt har gjort plads til mig selv.

Jeg har altid lov til at være mig, præcis som jeg er.

Jeg skal naturligvis være det, hvor jeg samtidig er dybt hensynsfuld i forhold til et hvilket som helst andet menneske.

Det siger vel sig selv. Eller uden denne præmis kan det ikke hænge sammen.

Hvis jeg vil være et seriøst menneske, kan jeg altid spørge mig selv: Hvor kan jeg afgørende gøre en forskel i verden?

Alle mennesker har en aktionsradius, som betyder, at der er noget, som jeg kan gøre, og der er noget, som jeg ikke kan gøre.

Det, som jeg ikke kan gøre, eller kan gøre noget ved, er der jo ingen grund til at bruge mere tid på.

Her spilder jeg bare min tid.

Men ethvert mennesker har noget, som han eller hun kan gøre, og som dermed kan betyde, at jeg gør mig selv nyttig, og at jeg gør en forskel i verden.

Det er ikke i udgangspunktet vigtigt at forholde sig til, hvad det er, men at erkende, at det er her, jeg positivt kan gøre noget, der afsætter et fodaftryk eller fingeraftryk.

Når jeg er ærlig over for mig selv, ved jeg godt, i ethvert øjeblik, hvad det handler om.

Det er vigtigt at have et afslappet forhold til disse muligheder.

Det gælder om at møde dem stilfærdigt og realistisk.

Det er meget banalt, men det er også meget sandt, også at holde op med at bruge tid på det, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Hvis vi alle øvede os på at gøre noget realistisk, ville kloden meget hurtigt blive et sted, hvor vi kunne mærke, at vi nu begyndte at betyde noget for hinanden, og at vi ikke bare længere var ligegyldige og ligeglade.

Der hvor vi kan gøre en forskel i verden, efter vi et aftryk.

Der hvor vi bare skriger med ulvene, er det hele jo lidt ligegyldigt.

Et menneske indeholder mange lag.

Et ordentligt menneske har sammenhæng i sig selv, og ro i sig selv.

Korsfæstelsen var, symbolsk og reelt, at et menneske stod helt i sig selv, og modstod ubærlig lidelse, indtil han langsomt døde på et kors.

Men han mistede aldrig sit dybe fokus, som var troen på det gode, det sande og det smukke i livet.

At inkludere sig selv i alt, hvad man gør, er en naturlig betingelse for at forstå, hvad jeg skriver om.

Man kan ikke bruge viden til noget, hvis ikke den bevæger sig ind igennem mig selv.

Udvendig viden har, i forhold til sjæl og Ny Tid, ingen reel betydning.

Vi skal have livet ind igennem os selv, så vi forstår, hvad vi snakker om.

Det, der udgår fra et menneske selv, har meget større vægt, end det, man gør, fordi andre siger, at man skal, eller fordi andre gerne vil have mig til at gøre noget.

Når jeg gør noget af mig selv, så er det med mig selv som tungen på vægtskålen. Og dermed vil en beslutning have meget større tyngde og kraft og styrke, end hvis jeg gør noget af andre årsager.

Om jeg er god eller ond, er noget, som jeg suverænt selv vælger.

Om jeg er sand eller usand, er på samme måde suverænt mit eget valg.

Om jeg i mit væsen er smuk eller grim, afgør jeg med mig selv.

Hvad jeg gør, kvalificerer mig i en højere sammenhæng.

Den, der formår at stå i sig selv, er den, der viser vejen in i Ny Tid.

Det er jo ikke anderledes end for 2000 år siden.

Dengang var vejen via et kors.

Men grundlæggende er det jo ikke anderledes.

Den, der formår at blive i sin egen sandhed. I sit eget væsen. I sin egen ordentlighed.

Det, der historisk er sket, kan man ikke lave om på.

Det, der fremadrettet skal ske, kan man lave om på.

Det er altid i dette aktuelle øjeblik, at jeg kan gøre en forskel.

Sandt at være i mig selv er at gøre det, jeg skal.

At være i min egen energi, og at lytte til, hvad der kommer til mig.

At opfylde min sande opgave i livet, som jeg sagtens kan mærke, hvis jeg åbner mig for den.

Kan jeg ikke mærke det her og nu, skal jeg bare give mig selv den fornødne tid og ro, altså væbne mig med tålmodighed. Så kommer alle de relevante svar.

Livet handler om at gøre det, man skal, når man skal, mens man kan.

Når man er vågen over for sit kald, og møder det åbent, er alt meget lettere, end hvis man altid tøver.

Ny Tid er, at vi altid og ubetinget tager os selv og andre alvorligt.

Det er det samme som at tillade livsglæde i alle former få lov til at udfolde sig.

At være i sig selv og med sig selv. Det har altid været meningen med livet.

Livet er noget, vi skal tage alvorligt.

Det er ikke nok at tænke, at det måske kan være anderledes.

Det bliver det ikke anderledes af.

Det bliver det kun ved at gøre det til mit, i alt hvad jeg gør, siger og tænker.

Er jeg det, jeg siger?

Er jeg det, jeg gør?

Er jeg et troværdigt billede af mig selv?

Kan man regne med mig?

Vi har alle sammen en energi til rådighed.

Det er i denne energi, vi handler, får erkendelser, vælger, og selvfølgelig skal stå til ansvar for os selv.