Livet er energi, pakket ind i en form.

Hvert menneske har sin egen integritet.

Her kan vi mærke os selv, vore pligter i livet, hvad der er vigtigt.

Et menneske har sin energi fra Gud.

Vi kan ikke bare gøre, som det passer os, med vores energi, og med hinanden.

Energien skal bruges til at opfylde vores mening med at være her.

Når vi gør det, har vi det godt, og kan mærke, hvordan alt er, som det skal være.

Når vi omvendt går i modstand, kan vi godt mærke, eller ved med os selv, at det er forkert.

Det betyder også, at vi på den måde altid ved, hvad vi skal gøre, eller i hvert fald ret hurtigt vil kunne finde ud af det.

Vi er her af en årsag, som mange af os udmærket kender. Og gør vi det ikke, vil vi normalt nemt komme til det.

Det sjove ved livet, i modsætning til en logik eller en tankekonstruktion, er, at der sker det, der sker.

Man kan ikke forudsige noget, for der sker altid noget andet. Det synes jeg, er sjovt.

Hvis jeg cykler en tur, og forventer at opleve noget bestemt energetisk, sker der altid noget andet.

Det er faktisk fascinerende, og det handler jo så bare om at være med det, der er.

Jeg kan flygte fra meget, og mange gør det. Uophørligt.

Nogle reproducerer på den måde en løgn. Men problemet er, at den skal passe sammen med den foregående løgn.

Jeg kan ikke flygte fra min egen energi.

Jeg kommer altid tilbage til mig selv.

Energi er guddommelig. Det er vores egen kontrakt med Gud.

Det er derfor, vi kan se os selv i øjnene, og vide, at vi er på rette vej.

Der er mange, der ikke kan kigge sig selv i øjnene, og de ved godt selv hvorfor.

Energien indeholder viden om, hvad der er vores formål i livet.

At være i energi har altid været naturligt for mig.

Jeg har ikke altid været bevidst om, hvad det handlede om. Men jeg har altid været det.

Det har noget at gøre med, altid at være sand. Altid at være ordentlig. Altid at være god. Altid at være til stede i mig selv.

Det er overhovedet ikke svært. Det handler bare om at være det.

I 1990’erne cyklede jeg meget. Da var jeg ikke spirituel.

Nu er jeg så begyndt at cykle igen. Det er på mange måder ligesom dengang.

Jeg ved med mig selv, at jeg kun gør noget, hvor jeg hele tiden har det godt.

Jeg cykler ikke længere, end at jeg har kræfter til det.

Hvis det er nødvendigt, trækker jeg op ad bakker, altså de stejle.

Jeg ved også med mig selv, at jeg får mere styrke, flere kræfter. Det handler om tid og tålmodighed.

Og så er jeg altid i min egen energi, som også betyder at være med det, der sker.

Undertiden er der nogle, der vil igennem til mig. Så står jeg gerne af cyklen og går, mens jeg kommunikerer.

Samtalen foregår energetisk. Sådan er det bare.

I 1990’erne førte jeg dagbog og vidste, at det tog tid at bygge formen op. Sådan noget kan man ikke forcere. På samme måde oplever jeg også at kunne mere, end jeg kunne for en måned siden, også at få det bedre med at cykle langt.

Det sjove er også, hvordan energi og erkendelse supplerer hinanden i processen.

Det nye er i øvrigt, at det ikke kun handler om min cykelform, men at jeg, efter stor ondskab i verden, fra november 2016 til marts 2020, er på vej til den gode oplevelse af mig selv igen. På grund af Corona.

Ondskaben har jeg fortalt om på en anden af mine hjemmesider.