Når jeg møder dig, så er det i virkeligheden et punkt, jeg møder.

Det sande i dig fylder ikke mere. Det sande i mig fylder ikke mere.

Det sande i din identitet er i et punkt. Det er her, vi genkender hinanden. I hjertet. I hjerterne.

Vi skabes af ingenting. Kunsten er at være i ingenting.

Eller vi skabes af noget, der bare i udgangspunktet fylder ingenting.

For dette noget, selv om det ingenting fylder, er det, vi skabes af.

Når vi spørger os selv om, hvad vi er, er vi et eller andet konkret.

Jeg er noget andet end dig, også fundamentalt forskelligt.

Dette noget er en guddommelig kerne, som er mig, på et meget dybt plan.

Jeg vil altid være bundet til dette noget, også selv om det ingenting fylder, og vel nærmest ingenting er.

Men det er noget, og dette noget er min sande identitet. Den fylder ingenting, i udgangspunktet, men den betyder alt for min selvforståelse.

På grund af dette ingenting kan jeg slippe alt, og dog være det alt sammen.

Dette punkt er det eneste, der betyder noget. Til gengæld betyder det alt.

Når jeg spørger dig: Vil du elske mig? Vil du være min kæreste, så handler det om dette punkt, ikke om noget som helst andet.

Til gengæld er det vigtigt, at vi er der for hinanden. Når den ene vælger en anden, på grund af større bryster eller en god røv, har han ikke forstået noget som helst om, hvad det hele handler om.

Vi skal være der for hinanden, fordi vi betyder noget i denne dybe sammenhæng.

Jeg er mig selv i dette dybe punkt. Resten betyder faktisk ingenting. Eller det sande udspringer af dette punkt.

Flugt er uden tvivl en af de mest brugte automatreaktioner blandt mennesker.

Man kan flygte væk fra sig selv, men ikke uendeligt.

Når man kommer til et punkt, kan man ikke komme længere. I hvert fald bliver man tvunget tilbage til sig selv på et tidspunkt.

Mennesker har det generelt ikke godt med sandhed, hvor man skal se sig selv i øjnene.

I materielle rammer kan man flygte længe, og man gør det.

Men på et eller andet tidspunkt må man opleve sig selv så tom, at, i hvert fald hvis man er ordentlig, så vender man tilbage, og så at sige melder sig selv.

Det er den negative version. Men vi kan også, når vi er ordentlige, opleve os selv i det samme punkt. Nu som en positiv oplevelse.

Vi kan være helt til stede i os selv, i et punkt. Men, som jeg ser det, kan det kun lade sig gøre, hvis vi samtidig evner, helt at give slip. På den måde kan man opstå indefra, hvor mærkeligt det end lyder.

Det er lidt ligesom DNA, hvor vi er i stand til at udfolde alt indefra, sådan som vi er i stand til at være udfoldet, set udefra.

Alt i mig er inkluderet i dette punkt. Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg er gennemført god.

Hvis jeg har været god, kan jeg udfolde mig indefra, i forhold til, hvor god jeg har været.

Her handler det ikke om at se ud som om eller at lade som om. Her handler om det om, hvad jeg faktisk har gjort og været.

Det gode er en anden måde at fortælle, hvor meget lys jeg har i mig selv, hvor meget jeg har ønsket at lyse mig selv op, eller ladet mig lyse op, med hjælp fra andre, gode mennesker.

Alt i Gammel Tid skal ind gennem en tragt, gennem et punkt, som er mit hjerte, og ind i Ny Tid.

Instinktet bevirker, at alt lejlighedsvist bliver presset sammen i et nulpunkt.

Hvis vi formår at være i det og med det, som det er, vil bevidstheden og jeget også glide med i denne tilintetgørelse, hvorefter livet igen opstår på sin egen smukke måde.

Hvis ikke vi glider med, er det det samme som at forblive i lav bevidsthed, hvor man ikke giver slip, med måske forkrampet holder fast i noget, der ikke længere er levedygtigt.

Livet er skabt til at skulle opløses og at skabes på ny.

Det er den sande måde at være og blive menneske på.

Det er egentlig det samme, der sker hver nat, hvor vi i søvnen giver slip på bevidstheden, og lader sjælen gøre sit arbejde.

Når vi vågner igen, er vi et nyt sted.

Vores måde at være menneske på er afhængig af den måde, vi er gået ind i livet på.

Hvis vi anerkender, at det ikke er os, der styrer løjerne, er det nemmere at give slip, og at anerkende, at vi bare er, og skal være med det.

At være i høj bevidsthed er at give slip ind i ingenting.

Jeg er i mig selv, hvis jeg giver slip i ind i ingenting.

At være i mig selv er den måde, livet hænger sammen for mig. Min kontinuitet. Måske vores kontinuitet.

Vi er i os selv, hvis vi på samme måde giver slip, og lægger os til at sove sammen.

Vi gør hinanden virkelige, hvis vi siger ja til hinanden.

Så følger båndet med ind igennem punktet.

Men ikke, hvis det er ensidigt.

Jeg tror, at det er sandheden, der vågner hver morgen, og gør os virkelige, måske på en ny måde.

Væren er udfoldelse af et punkt, en attitude eller et nærvær.

Væren skal understøttes af en intention, en ubetinget intention, et klart ja til noget specifikt, til en person.

En hengivelse til et formål med livet, til et højere formål, der ikke må være egobetonet eller egobaseret.

En overgivelse til et menneske, der er gået vejen, men for at være og selv at gå på vejen.

Væren er udfoldelse af et væsen, et specifikt væsen, måske af to på samme tid.

At vi er der for hinanden, og at vi gerne vil hinanden.

At vi giver slip ind i hinanden, hvis det er det, vi vil.

At denne handling er understøttet af en vilje, da væsen kræver vilje.

Intention kræver et ja, et åbent og utvetydigt og ubetinget ja.

Et ja til at ville, et ja til at udfolde et væsen.

Eller et ja til at udfolde to væsener sammen. og i ubetinget enighed.

At være i et punkt er jo ikke anderledes end at være et DNA-molekyle.

Dette molekyle kunne jo gå hen at blive til mig.

Når jeg ingen udstrækning har, så er jeg måske bare et nul.

Alligevel kan jeg få en størrelse, som bruger XXL, når jeg skal have en trøje. Og 47 i skonummer.

Stadigvæk kan jeg også bare være et punkt, eller have min identitet i så at sige ingenting.

Det er da lidt sjovt.

Det er ikke noget, jeg har fundet på.

Da jeg var barn, oplevede jeg, at jeg kunne have hele universet inde i mig. Samtidig var jeg et atom i et armlæn.

Det virkede meget rigtigt, også selv om jeg fik havregryn, ligesom alle andre.

Hvis jeg skal bruge det til noget fornuftigt, kunne det være at fortælle, at vi måske nogle gange er lidt for bastante i vores udtryk, og ikke evner at se alternativer, eller ikke ønsker at se alternativer.

Hvis vi nu tænker Gud og tror på Gud, så har han jo heller ikke nogen udstrækning, eller hvad?

Han må også være i et punkt.

Hvis vi tænker en kæreste, eller en, som vi godt kan lide. Så fylder relationen jo ingenting, så længe vi ikke gør noget ved det.

I samme øjeblik vi opsøger vores kæreste og spørger, om vi skal være kærester, og han eller hun siger ja, opstår der et bånd, som giver os fylde og glæde. Måske mødes vi hver dag resten af livet. Måske kun i weekenderne. Men også når vi ikke er sammen, fylder relationen i vores bevidsthed og vores oplevelse. Den kan fylde alt, i form af glæde. Og når vi mødes, har vi måske god sex, og har det rart sammen. Det har vi ikke, hvis ikke vi mødes.

Hvis der er et bånd imellem os, vil vi også føle en forpligtelse. Hvis forholdet kun er ensidigt, kan den ene pludselig stikke af, og bare grine ad det. Det vil ikke ske, hvis vi begge siger dybt ja til at være i relationen.

Der er en verden til forskel. Det gælder også i forhold til at tro på Gud, hvis det er det, der er temaet. At vide, at der er noget større i livet, der ovenikøbet er meget konkret.

Men vi skal gøre noget selv, hvis det hele skal være andet end et punkt.

At jeg har en udstrækning, er en anden måde at sige, at jeg tager mig selv alvorligt, eller at andre tager mig alvorligt.

At vi er noget for hinanden. Som er noget andet end ingenting at være for hinanden.