Intet er svært, når man tror på Gud.

Siden 1979 har jeg ikke været i tvivl om, at der er en Gud. Hvordan han ser ud, ved jeg ikke noget om.

Men jeg ved, at han er der. Kønnet er jeg nok ikke så meget i tvivl om. Det er manden der skaber. Det er kvinden, der favner. På den måde har vi hver en klar rolle.

At der er en Gud, har for mig altid betydet, at jeg selvfølgelig altid skal opføre mig ordenligt. At jeg er ansvarlig på et meget dybt plan. Det har aldrig faldet mig svært. Heller ikke at være god og at være sand.

Det er ikke noget, jeg praler med. Hvad skulle jeg bruge det til? Men jeg har det godt med det. Det er dejligt at vide, dybt inde i mig selv, at der er en mening med alt.

Jeg har oplevet mennesker, der på et meget dybt plan ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. For dem er der tydeligvis ikke en Gud. For så ville de simpelt hen ikke have handlet, som de gjorde.

Mens jeg genlæser dette, forstår jeg endnu bedre, hvad Frans i Assisi sagde til mig, mens jeg var i hans krypt Skærtorsdag 2019: “Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv”.

Lyset er den guddommelige sandhed i mig.

Lyset er kun muligt, hvis jeg er i sandhed og kærlighed.

Sandhed og kærlighed er kun muligheder, hvis jeg er i ydmyghed, ærbødighed.

Ydmyghed og ærbødighed er kun muligt i forbindelse med at være ordentlig i alt.

At være ordentlig i alt er kun muligt, hvis jeg beslutter med mig selv, at det vil jeg altid være.

Det, som man skal huske på med Jesus, var, at han var et ganske almindeligt menneske, der bare havde sagt ja til at gå med Gud.

Man glemmer nemt, når talen ryger over på religion, at det handler om at være et ganske almindeligt menneske, og at lade alt udfolde sig derfra.

Klicheer, floskler, glansbilleder, helgenstatuer og alt sådan noget er kun en afsmag, flade forestillinger.

Menneskelivet er ikke en flad forestilling.

Når man i Bibelen kan læse om sand Gud og sandt menneske, så handler det om et menneske af kød og blod, der har sagt ja til at opfylde sin mening med at være her.

Det er sådan, vi skal lære at være levende mennesker, ikke ved at forholde os til, hvordan det var en gang.

Eller det kan vi jo godt, men det er jo lidt fattigt, hvis ikke vi tager det ind i vores eget liv.

I dag bliver vi ikke bedre mennesker af at bede. Det bliver vi ved at være det.

At leve sit liv med Gud er, altid at være et ordentligt og et sandt menneske, at gøre det, jeg skal, at være for mit liv, at være glad for dem, jeg har det godt med. Aldrig at gøre noget ondt eller usandt.

Det er ikke svært, når man praktiserer det.

Bibeltekster er sat sammen af mennesker, der ikke afgørende havde noget i klemme, da én jo havde gået vejen. Derfor er de alle påvirket af den ideologi, som teksterne skulle skrives ind i. Og derfor er der jo også meget manipulation i beskrivelserne.

Det svarer til at høre en tale af Dronning Magrethe, og så gå ud i verden, og kun at leve efter hendes ord. Bare lige for at sætte det lidt i perspektiv.

Men selvfølgelig indeholder Bibelteksterne også meget sandhed.

Jeg vågnede i nat og genoplevede, hvad opstandelse handler om.

Det har noget at gøre med, fuldstændigt ubundet, bare at være i en tilstand, ligesom en baby, bare at være, ikke at ville noget, ikke at foretage sig noget, bare at være med den stilhed, der er, som den er. En tistand som før skabelsen.

Tilstanden kan ikke karakteriseres. Som om at hænge på et kors, hvor lidelsen er forsvundet, og hvor der bare er en tilstand, uden karakteristika. Det er bare en ren, lys væren, som ikke er noget i sig selv, og som bare skal have lov til at være, hvad det er, hvad den er.

Jeg genså i går magiske øjeblikke fra Britain got Talent. Der er øjeblikke, hvor man bare er målløs, hvor man fanges i en tilstand, uden ord, men med en helt særlig kvalitet. Det ligner det, som jeg ovenfor har beskrevet. Specielt et med Josh Daniels, “Jealous”, kan jeg blive ved med at se.

Det er i virkeligheden den måde, vi skaber kultur på. Ved langsomt at kunne kigge på os selv. Langsomt at forstå. Langsomt at indse. Men uden at give den en form. Bare lade det sive ind. Være med det. Det er på den måde, vi bliver klogere.

Det er ufatteligt banalt, men det er sådan, det foregår.

Det er den lave bevidsthed, der har travlt med at binde erkendelsen til noget og til nogen. I stedet for bare at lade den være, hvad den er, og lade den få lov til selv at give sig til kende.

Guddommelighed. eller guddommelig energi, er en særlig måde at være i verden på, hvor vi er i frihed, hvor vi ikke læner os op ad nogen, hvor vi ikke er bundet til nogen. Men hvor vi til gengæld kan udfolde stor og ukompliceret glæde sammen, når vi mødes som præcis dem, vi er. Uden at spille roller. Uden skuespil.

Bare lade livet udfolde sig, sådan som det er, og som det kommer.

Vi har altid lov til, og mulighed for, at møde verden, præcis sådan som den er. Før nogen overvejer at blande sig. Uden at lægge en tolkning ind over.

Det er at møde verden ligesom Gud. At lade alt opstå, præcis som det vil opstå og være. På helt sin egen måde. Det er at være i høj bevidsthed.

Det vil den lave bevidsthed overhovedet ikke høre tale om. Den har sin egen skabelon, som altid og ubetinget skal lægges ned over alt. Alt skal rette sig ind under denne syge magtform. Sandhed findes kun som magt og kontrol. Verden er kun tryghed og sikkerhed. Intet er muligt uden for disse rammer.

Det er alfahannen, eller alfahunnen, der under ingen omstændigheder tillader, at noget falder uden for normerne og reglerne. Så skal det straks aflives, om ikke andet så som tankeform. For instinktets kyniske og hjerteløse sandhed er det, som alfahannen, eller hunnen, sanktionerer.

Det er lav bevidsthed i sin helt ureflekterede, dyriske form, inden noget overhovedet får lov til at komme ind over. Der er heller ikke plads til Gud. Gud får ikke lov til at komme ind i bevidstheden.

Den eneste Gud, der er plads til, er den, der lyser på mig udefra! Min egen private Gud. Min version af sandheden. Min bundne form.

Begrebet Gud giver kun mening, hvis jeg forbinder det med noget sandt. Og hvis jeg ubetinget åbner mig for det, der er. Som det er.

Jeg husker Johannes Sløk afslutte en forelæsning med ordene, og på sin egen bryske og meget selvhøjtidelige, men også selvironiske måde:

“Vi ses igen på tirsdag, hvis Gud vil, og det ikke bliver tordenvejr!”

Det har næsten Monte Pythonske højder, og det har jeg det rigtigt godt med.

For hvis vi ikke på samme tid kan joke med det, tager vi det ikke alvorligt.

Det skal man jo ikke sige til et barn, men det kan man godt sige til en voksen.

Man skal heller ikke sige til et barn: “Tror du virkelig på nisser?”

Jeg vil aldrig kunne argumentere for min tro på Gud, men det ser jeg heller ikke nogen grund til.

Hvad andre vil tro på, er deres sag. Jeg forholder mig til, hvad jeg har oplevet, og hvad jeg ved, er sandt.

Jeg har ikke noget imod at fortælle om det, slet ikke, når det er relevant. Men jeg går ikke rundt og proklamerer det. Det vil simpelt hen ikke give nogen mening. Lige så lidt som det vil give at flagre med viden om tidligere liv, medmindre det handler om seriøst at forstå noget i dette. Men jo aldrig for at booste et ego.

I øvrigt er det sjovt, hvordan meget i vores verden, der baserer sig på sjæl og på Gud, uanset om vi vil vide af det eller ej.

Vi er skabt i Guds billede, og alt i livet handler om at have det godt med os selv, altså med vore sjæl.

Men det er ikke ensbetydende med, at vi tager nogen af delene alvorligt.

Jeg glæder mig bare over, at jeg baserer min fortælling på noget, som jeg ikke er i tvivl om, selv om det aldrig vil kunne og ikke vil skulle kunne bevises.

Vi skal nemlig vise, at vi er os selv og livet værd, at vi kan være os selv og hinanden bekendt.

Målet med livet er at komme derhen, hvor vi altid handler i ubetinget frihed.

Sand frihed er evnen til at håndtere modsætninger.

Hvor vi altså ikke hænger fast i den ene ende.

Frihed har den egenskab, at jeg altid kan se mindst to muligheder, hvor jeg frit kan vælge imellem dem. Konsekvenserne af mit valg vil være forskellige, men det afgørende er min ubetingede frihed til selv at vælge.

Når jeg vælger i tvang, vælger jeg ikke i frihed.

Vi skal blive meget bedre til at give hinanden frihed, som nok reelt går forud for at give os selv frihed.

At give mig selv frihed kan meget nemt være at springe over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke reel frihed og reelt valg.

Vi kan sagtens mærke på os selv, om vi er sande eller ej.

Om vi vil tage det til efterretning, er en anden sag.

Det liv, som vi lever lige nu, har direkte relation med vores guddommelige mening med at være her.

Vi er forbundet i en streng, med mulighed for direkte forbindelse.

Forskellen på Gud og ikke Gud er sand mening i livet.

At være sand er at have fat i sig selv.

At vide og mærke, hvem og hvad jeg selv er.

At have kontakt med min sjæl.

At være mig selv.

At være i tillid, som alternativ til at være i frygt eller i vrede, som begge er mørke i mit udsyn.

Det er kun muligt, hvis jeg er ubundet.

Men derfor kan jeg godt sandt møde et andet menneske, hvor vi begge udfolder sandhed og kærlighed sammen.

Bundet er jeg låst i min binding.

Mit begreb om mig selv er min selvbevidsthed.

Når jeg er bundet, er det en fordom, og en fordom er ikke sand. For sandhed fordrer, at vi er fri, åbne, ærlige og kærlige.

Et selvbegreb i form af en fordom er en betinget måde at møde verden på, der kan sammenlignes med et barn i en sele, hvor varmen fra den voksne er den tilgængelige energi.

Ufrihed betyder, at jeg ikke sandt kan hente energien i mig selv og af mig selv.

Abraham H. Maslow, der er kendt for behovspyramiden, har skrevet en bog, “På vej mod en eksitenspsykologi” (1970), hvor han beskriver et barn, der har et uopfyldt behov. Så længe det er i og oplever sit behov, kan det ikke tænke på andet. Det er bundet af sit behov.

Men når behovet er opfyldt, når faderen eller moderen har givet det sin kærlighed, så forsvinder barnet ud i verden, fri i sit væsen, og dybt optaget af at være i verden. Det er frihed! At være ubundet! At være sig selv!

Denne handling kan bare være en stille berøring. Men barnet ved, at det er sandt, og derfor kigger det sig ikke tilbage! Det synes jeg, er magisk!

Handlingen på vej dertil var, at en anden gav mig sin ubetingede kærlighed, og jeg ukompliceret tog imod. Det gjorde mig fri.

At give sin kærlighed, og ikke af sin kærlighed, kan sammenlignes med den fattige kvinde, der gav alt, hvad hun havde, til tempelkassen. Hun gav sig selv.

Eller med Abraham, altså ikke ham med pyramiden, men patriarken, husbond til Sara, ham der var tæt på de rigtige pyramider, og formodenlig også har set dem i virkeligheden. Han gav slip på sin søn, det dyrebareste, han ejede, og han fik alt igen.

Det er ikke bare magisk. Det er supermagisk!

At give slip, fordi jeg er elsket! Fordi jeg stoler på og har ubetinget tillid!

Den, der ikke giver slip, kan jo heller ikke få noget igen. Eller give noget, for den sags skyld. Det vil altid være betinget.

Han er i sin bundethed, og det er to, fuldstændigt radikalt forskellige måder at være i verden på.

Jeg er et Guds barn, der kun kan lyse som sådan, hvis jeg anerkender at være et Guds barn.

At være bundet er at være dyr, et evolutionært produkt.

Sandhed er en tilstand, en Gudgivet tilstand, som vi kan være i og være med.

Det gode er en tilstand, vi kan udfolde og være i.

Sandhed, sjæl og guddommelighed kan udfoldes ved at være i det gode.

Man kan ikke snyde sig til nogen af delene.

Mange forsøger, men usandhed vil altid afsløre sig selv som illusion, og man vil sidde tom tilbage. Fordi man ikke har forankret det gode i sit væsen.

Det gode er kun muligt at opleve som en tilstand, når jeg formår at give slip.

Sandhed er, ligesom det gode, noget vi kan være i, men som vi også kan handle i og udfolde.

Sandhed kan, ligesom sjælen, blive en fysisk tilstand, som vi kan være i. Sandhed er et indhold, en form, en essens, en virkelighed, der er tilgængelig for alle.

Sandhed er et positivt indhold.

Energi kan kun opleves i sandhed.

Kærlighed kan kun opleves og udfoldes i sandhed.

Det samme gælder glæde, lykke, sand nydelse og guddommelighed.

Hvis vi oprigtigt vil det, kan vi opleve sand nydelse hver dag.

Vores sande væsen kan også opstå i kærlighed og i ærlighed.

Lige så snart vi plagierer, mister vi vores oprindelighed, vores friskhed, og alt det sande, vi er.

Ethvert menneske søger tryghed, sikkerhed og anerkendelse.

Det er alt sammen helt naturligt og selvfølgeligt.

Spørg bare Abraham H. Maslow! Han ved besked om den slags.

Kunsten er, når man har nået det, sandt at være i det og være med det.

Tryghed og sikkerhed er ikke bare noget materielt. Det er i lige så høj grad noget forståelsesmæssigt, altså noget mentalt.

Det kan for den sags skyld være en gudstro eller en tro på reinkarnation.

Man forstår ikke noget ved at klamre sig til det, så glem alt om faste tolkninger!

Man forstår ikke noget ved at lire det af sig, eller at lade det komme ud af munden, men uden kontakt med hjertet og med sin livskraft, altså med seksualiteten.

At komme ind i Ny Tid vil befri mange for en slavetilværelse, på mange niveauer.

Men vi kommer ikke sovende dertil. Selv om søvn ikke skal undervurderes. Så vi kommer også sovende dertil.

Ikke at ville det urimelige og umulige, men at slippe det igen, uden krampagtigt at holde fast i noget af det.

Jeg er tryg. Jeg føler mig på sikker grund. Jeg ved, at andre kan lide mig, at jeg får anerkendelse.

De syv dødssynder er alle udtryk for, at mennesker ikke sandt formår at blive i sig selv, i sin fortsatte udvikling, og i øvrigt giver slip ud i selvudvikling, som man ikke kan praktisere i ejerskab, men kun i frihed.

Jeg udvikler mig, når jeg giver slip, når jeg hengiver mig til sandhed og til kærlighed.

Lav bevidsthed er at bryde energi, for at blive i lav bevidsthed.

I stedet for at give den sande energi en ærlig chance.

I forhold til det vigtige i livet går vi aldrig på kompromis.

Man kan altid være i sin egen energi.

Ondskab er, forsætligt at bryde denne energi, sin egen eller andres.

Det kan have fatale konsekvenser.

Vejen ind i Ny Tid er at blive i sin egen energi.