Sandheden er vejen ind i sjælen, hvad enten den viser sig i form af tanke, af følelse eller af seksualitet.

Sandheden er det sande udtryk for mig.

Jeg mærker den hele tiden.

Det er op til mig selv, om jeg tager den alvorligt.

Det er en stille følelse, en stille tilstand, en sand måde at være på, som ligger under ethvert rollespil.

Det sande er den, jeg i virkeligheden er.

Den kan jeg kun være ved at være det hele tiden.

Det er ikke svært, hvis jeg vælger det, og er det.

Et liv i og med sjælen er kun muligt i stifærdig kontinuitet.

Et menneske med sjælen på plads i sig selv har en substans, som et menneske uden sjæl ikke har.

Det sidstnævnte vil hævde sig med normer, fordomme, floskler og klicheer. Der er ikke nogen volumen eller tyngde bag.

Det første udtrykker noget, der måske ikke er sagt før. Det andet siger noget, som bare fylder tomt ud i rummet.

Hvis man har kontakt med sin sjæl, ved man umiddelbart, hvad der er sandt og falsk, kærligt og ukærligt.

Har man denne kontakt, opfører man sig altid ordentligt.

Når man er meget vred og sur, eller på anden måde i unaturlige følelser, hård eller kynisk, kan man måske godt bevare en facade. Men man kan ikke fastholde den. Og det er ikke sjovt, i længere tid at være alene med sig selv.

Den, der lever i sandhed, er i sandhed.

Sjælens tilsynekomst erstatter ikke løgnen, men fortrænger den.

Først skal man dog erkende løgnen, og hvorfor den har været der.

Noget eller nogen har jo sat den i gang. Den har haft et formål. Formålet kan have været at undgå sandheden, eller at undgå kærligheden.

Løgnen, vreden, skyggen, kynismen, hjerteløsheden har alle haft et formål, som handler om, ikke at ville kigge på sandheden.

Det er nemt nok at få kontakt til sin sjæl. Jeg skal bare vælge sandheden og kærligheden, som betyder at fravælge, hvad det er ikke er.

Altså usandhed og ukærlighed, for at udtrykke det enkelt. Løgn og had. Mørke i sind og væsen.

Der er ufatteligt meget kynisme forbundet med at fravælge sjælen, så meget smerte og ondskab, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvad det handler om. Jeg har oplevet det hele livet.

Mit liv handler entydigt om at få sjælen ind i menneskelivet. Men der er ufatteligt mange mennesker, der stejler. jeg har aldrig forstået det. Men jeg har mærket det med kynisk og destruktiv konsekvens i flere omgange.

Corona er der for at tvinge sjælen i spil, fordi det åbenbart er menneskevæsenet meget imod at fralægge sig sin dyriske attitude.

Sjælen er sandhed og kærlighed. Begge dele kommer fra Gud. Begge dele forsøges jernhårdt benægtet af mennesker, der er villige til at slå ihjel, også i religionens navn. Det er simpelt hen så mærkeligt.

Når man er i stand til positivt at sige noget om, hvad sjælen er, har man også dermed sagt noget om, hvad den ikke er.

Sådan som jeg ser det, kan man på den måde, begrebsligt, rumme sin sjæl, altså være i stand til at fortælle, hvad den er for noget.

Selvfølgelig skal man være opmærksom på, at en definition jo altid kan være begrænset af den, der definerer, at man altså måske overser noget. Og det skal man være åben overfor.

Men alligevel ser jeg også muligheden for at kunne rumme sjælen i begreber, og det er noget helt nyt, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

Måske kan man også rumme, hvad Gud er, på den måde.

Jeg tillader mig at lade det hele stå åbent, men synes absolut, at det er interessant.

Sjælen er sandheden om, hvem og hvad jeg er.

Uden ydre former for dikkedarer.

Sjælen får vi ikke adgang til i usandhed.

Det er skruet godt sammen, må man sige.

Til gengæld er der kærlighed og sandhed i rigelige mængder, når man giver slip og får adgangen.

Vi bestemmer selv.

Det levende i os, hvor vi ikke bare gentager os selv, er vores sjæl.

Inden Corona var stort set alle mennesker mere i deres instinkt end i deres sjæl.

Instinktet er der, hvor man bare gør noget, fordi man plejer at gøre det, men uden at gå særligt højt op i det.

Sjælen er også der, hvor vi elsker hinanden, hvor vi ser hinandens forskellighed.

Instinktet er der, hvor vi ikke ser hinanden, men kun er skygger og roller i forhold til hinanden.

Når man har kontakt til sin sjæl, har man også et liv i sig.

Så kan man udveksle med sig selv. Man kan mærke noget og forstå noget.

Man kan være i dialog med sig selv.

Hvis man kun er i sit instinkt, er man en tom dåse indvendigt.

Og så handler alt om at kaste skygger, og at mene alt mulig om alle mulige.

Men der er ingen substans i et sådant menneske.

Et instinktstyret menneske taler kun i floskler, tomme gentagelser, klicheer.

Når man gør det, er man tom og mørk indvendigt.

Ægte venskaber er sådan nogle, hvor vi deler sjælskompetencer i et eller andet omfang.

Vi kan berige hinanden.

Vi kan være der for hinanden.

Vi udveksler energi, men på en måde, hvor ikke stjæler fra hinanden, men hvor vi giver hinanden.

At være i sig selv er at være i sin egen seksualitet.

Det er at være i sin egen energi.

Det er at være i sin egen barnlighed.

Det er at være sig selv.

Sjælen er den energi, vi har inde i os selv.

Sjælen er vores selvfølelse.

Sjælens verden er at være i livet på oprigtige præmisser.

Betingelsen for at være kompetent som menneske er, at jeg har et indhold. At jeg har noget substans.

Det kan jeg ikke have, hvis min verden er defineret af normer og fordomme. For så er jeg tom.

At have en volumen er at være sand, at rumme noget, at kunne stå inde for noget, at være noget i mig selv.

Jeg kan heller ikke tale om reel frihed, hvis jeg lever ud gennem normer og fordomme. Så er jeg bare selv en kliché.

De ord, jeg siger, skal komme fra et sandt sted. De følelser, jeg har, skal være et sandt udtryk for mig selv. Det skal ikke bare være noget, jeg lirer af mig.

At have lys i mig selv er at have reel selvbevidsthed. Det kan jeg ikke have, hvis ikke jeg har et indhold.

Det er nemt nok at være indholdstom. Men det er også fattigt.

Den frihed, som sjælen tilbyder, er ikke mulig for et menneske, der lever igennem sit instinkt, gennem en norm eller en fordom.

Sjælens frihed er altid i høj bevidsthed, og med et stort og åbent rum, hvor alt er muligt.

Det er kun muligt at være i denne tilstand, når jeg er i sandhed, som er et stort rum, en verden fuld af muligheder. Her kaster vi ikke skygger. Vi har ikke aktiveret mørke. Vi har ingen færdige svar. Vi er bare åbne for, hvad der mon nu vil ske. Og så møder vi det, som det kommer.

Vi er ikke bundet af en retning. Vi er højst bundet af vores nysgerrighed, selv om det lyder lidt mærkeligt. Men en eller anden interesse skal vi vel have, for at have lyst til at bevæge os ind i rummet.

Man kan sammenligne det med at bevæge sig ud i et stykke natur, der ikke tidligere har været betrådt, for at ledsage det af et genkendeligt billede.

Alt foregår i fuld bevidsthed, ædrueligt, uden på forhånd at ville noget eller at stille krav eller forventninger.

Og vi kan altid vende tilbage til den kendte virkelighed, hvis det bliver for mærkeligt.

At få sjælen ind i sig selv er at blive virkelig som menneske.

Det er muligt på alle alderstrin, når som helst og hvor som helst.

Sjælen vil, at jeg er alt i mig.

Ikke en delmængde, en rolle, en måde at være på til lejligheden.

Men alt det, jeg er.

Så længe vi anerkender vores samvittighed, har vi også kontakt med vores sjæl.

Det vil betyde, at vi også har kontakt med vore følelser. At vi selv er dem, der styrer vore handlinger.

Det er afgørende vigtigt for selvforståelsen, at vi lærer, hvad det vil sige at have ansvar, og hvordan vi selv bidrager, og har bidraget, til episoder i livet, hvor der er sket dramatisk ændringer.

Når jeg selv har ansvar, skal jeg ikke kunne påberåbe mig ansvarsfraskrivelse.

Jeg skal lære, suverænt at tage mit eget ansvar, når jeg reelt har det.

At jeg personligt har indflydelse på historiens gang.

At mine hænder fremadrettet påvirker skæbnen og livet, for et andet menneske, alternativt på planeten.

At jeg reelt gør en forskel.

Når sjælen er i spil, så kan vi godt mærke det.

Så får livet farve.

Vi skal lære et give os selv tålmodighed.

At vente på de rigtige svar.

Vi skal ikke lade instinktet styre os.

Vi lever ud gennem os selv.

Sjælen er mit sande udtryk.

At være i min sjæl kan ikke lade sig gøre, hvis jeg ikke ubetinget er i mig selv.

Mig selv er således noget andet end min sjæl.

Mig selv er mit menneskevæsen, min energi, min selvoplevelse.

At stå i mig selv er at stå i mit instinkt, at have overtaget det.

Det kan kun lade sig gøre i sandhed og kærlighed, ikke i hårdhed og kynisme, for da er jeg mit instinkt, og ikke i det.

Jeg kan ikke stå i mig selv, og kaste skygger. Jeg kan kun stå i mig selv i lys.

Mig selv er min forankring i tiden.

Min sjæl er min vej ind i evigheden.

De to former implicerer hinanden, for det er sjælens fortjeneste, at jeg kan kigge på mig selv, tage mig selv i øjesyn, og vide, at jeg står i mig selv. Men at stå i mig selv er mit eget valg som menneskevæsen.

Det er en lidt fascinerende dynamik, må man sige.

Sjælen kommer udefra, og den kan jeg tage til mig.

At stå i mig selv er muligheden for at få min sjæl i spil, fordi jeg da vil være i sandhed og i kærlighed.

Det sidste er en beslutning, som jeg skal tage.

Sjælen kan jeg ikke bestemme over, men mig selv kan jeg bestemme over.

Denne måde at se det på er, i skrivende stund, faktisk overraskende for mig selv.

At stå i mig selv er i samme boldgade som at gå vejen.

Det er ubetinget mit eget valg at gøre sådan noget. Ingen andre kan gøre det for mig.

Det er at lade mit sande jeg komme i spil, som man vist nok først kan gøre, når man er sig bevidst, at man har sådan et.

Som jeg ser det, kan et barn ikke tage en sådan beslutning. Men derfor kan et barn godt være og stå i sig selv. Men det har heller ikke, i nævneværdig grad, oplevet modstand. I hvert fald ikke bevidst skullet stå imod modgang.

At tage ansvar er en sand voksenbeslutning. Det er at afgøre med mig selv, at livet er alvor. At jeg selv gør en forskel.

Det med sjælen kan faktisk blive en fysisk oplevelse.

At jeg har en kvalitet i mig selv, som jeg har føling med.

At vi ikke er tomme skaller, men at vi hver især har et indhold, når vi mødes.

Ethvert menneske har mulighed for at være sig selv i ethvert øjeblik.

Når jeg blive menneske, i form af at integrere min sjæl, er jeg først blød som smør.

Når jeg oplever mig selv på den måde, skal jeg ikke gå ud på gaden og slås med børster og baryler. For så er det helt sikkert, at det fine inde i mig selv forsvinder mædevuns igen.

Jeg skal have respekt for den proces, hvor forandringer ændrer mig fra at være et røvhul til at være et fint menneske. Det gør ikke noget at kunne se alle aspekter i mig selv. Og jeg skal lære at kunne rumme alt i mig selv. For ellers er det ikke sandt.

Hvis det nye kun er en rolle, så vil det slippe igen. Det svarer lidt til at se en god film, og bagefter gå i byen og drikke sig fuld.

I Ny Tid er målet at integrere det sande menneske i os selv. Det er alt inklusive. Ellers er det ikke sandt! Det kan ikke betones tydeligt nok.

Processen må enhver igennem. Det handler ikke om at blive grov overhovedet, eller at sige frække ord. Men det handler om at forstå, at vi indeholder det hele, og ikke mindst det, som vi normalt placerer ovre hos naboen som noget, vi ikke kan lide. Eller i bøllekvarteret, hvor de har pistoler og pebberspray. Vi er nødt til at lære, at det alt sammen er noget, som vi også har i os selv, i hvert fald som en attitude, vi skal lære at slippe.

At få adgang til min sjæl er at kunne være i mig selv i sandhed.

Sjælen vender ud eller ind mod Gud, afhængig af, hvordan vi ser det. Sjælens periferi er i dette møde vores guddommelighed.

Sjælen vender også ud eller ind mod vores dyriske identitet, mod vores instinkt, som vi kan være i. Det er vi, når vi er til stede i vore følelser, også når vi sammen med den elskede forenes i dejlig elskov, hvor vi slipper alt. Sjælens periferi er i dette møde vores kærlighed og vores ømhed, vores hengivenhed, vores nærvær.

Begreber som ydmyghed, ærbødighed, venlighed, åbenhed hører til i den samme boldgade.

Det hele kan også foregå i leg, med hvem som helst. Når vi bare vil det begge to, eller alle sammen.

Sjælens virkelighed er, at jeg altid har mulighed for at have kontakt ind i evigheden.

Det er da noget af et tilbud!

Men det er faktisk muligt.

Det er det, jeg er her for at fortælle.

At være i sin sjæl er at være i sig selv.

Det lyder jo egentligt logisk, og det er det også.

Til gengæld kan det godt være svært at forstå det, eller at rumme det.

Det er også at være i sin guddommelige vilje. Det gør det måske ikke nemmere at forstå.

Alligevel ved vi godt, hvad det er, når vi mærker det.

At være i sin sjæl betyder, at jeg aldrig mere nogensinde kunne finde på at være ond.

Jeg har lagt dyret bag mig, ikke min evne til at udfolde mig som dyret, i alle afskygninger og former.

Men min tilbøjelighed til, i mit væsen, at vende tilbage til dyrets hierarkiske og ekskluderende måde at være i verden på.

Dyret kan ikke andet, har til gengæld heller ikke en intention, der kan gøre det onde ved en anden.

Dyret er henvist til naturens orden og evolutionens tilfældighed, der aldrig kan være helt retfærdig, set fra et menneskeligt synspunkt.

Mennesker har derimod mulighed for at udfolde guddommelig retfærdighed. Hidtil har retfærdigheden været styret mere af dyret end af Gud. Selv om der jo i tidens løb er blevet formuleret nogle frihedsrettigheder, der stikker dybere end til egoets kyniske perspektiv.

Hvis man følger jura op igennem tiden, kan man godt reflektere over, hvad der kommer fra Gud, og hvad der kommer fra abekatten. Jeg har selv i 2004 skrevet en prisopgave, hvor titlen var: “Hvorfor straffer vi? Og hvad får samfundet ud af det?” Her udfoldede jeg min egen forståelse, der baserede sig på en model af kulturudviklingen, som jeg fik, vist nok i slutningen af 1979.

Sand guddommelig retfærdighed har været længe undervejs. Og den bliver ikke implementeret i morgen, skulle jeg hilse at sige. Men muligheden ligger åben.

Vi kan godt mærke, hvad der er rigtigt, hvis vi gør os umage.

Men derfra er der så et stykke, til at få det udmøntet i en lov.