At være i sin sjæl er at være i sig selv.

At være i sjælen er at være i lethed og glæde.

Ukompliceret og enkelt i livet.

Som et barn, der leger.

Jeg er den, jeg er.

Jeg er den, jeg siger, jeg er.

Jeg er den, jeg giver mig ud for at være.

Jeg er ikke en anden end mig selv.

At have sin sjæl med i det, man gør.

At have min sjæl med i det, jeg gør.

Det er det, der gør mig virkelig.

Det er det, altså sjælen, der gør mig til det, jeg er, til den, jeg er.

Det er ikke, at jeg siger noget, og gør noget andet.

Det er ikke, at jeg tænker noget, og ikke gør det alligevel.

Det er ikke, at jeg i stedet gør noget andet, og foregiver at have gjort det, jeg sagde, jeg gjorde, eller ville gøre.

Det er, at jeg er, hvad jeg er, hvad jeg siger, hvad jeg gør, hvad jeg giver mig ud for.

At være i sin sjæl er at være i livet i gennemført ordentlighed.

Fra den position kan jeg lade hvad som helst opstå af sig selv.

Jeg skal bare være i sandhed og kærlighed.

Jeg skal bare møde i sandhed og kærlighed.

Det er ubetingede former at være i livet på.

Som ikke er vanskelige overhovedet.

Når noget bliver betinget, bliver det også delvist, eller ikke helt sandt, og så er kvaliteten tvivlsom.

At spille roller for at opnå noget bringer os ikke nærmere sjælen.

Men det bringer os nærmere et betinget rollespil. Noget for noget.

Men i sjælen er der ikke noget for noget. Her er vi for hinanden.

Her er vi med det, der er, som det er, på sin egen måde.

At være i sin sjæl er at være det, jeg er. At være god, som jeg er. At være den, jeg er.

Det er overhovedet ikke svært. Eller kompliceret.