Som instinkt er vi altid ét stykke, ligesom et dyr.

Som et jeg er vi altid én.

Som sjæl er jeg altid den, jeg er.

Man kan ikke være delt, hvad enten man er det ene, eller det andet.

Hjertet holder altid sammen på det.

Derfor vil en løgn altid ramme os og gøre os utroværdige, på en måde, der bliver ved med at påvirke os, indtil vi får konverteret den til sandhed.

Sandhed er også altid mig i ét stykke.

Jeg er holdt sammen af ordentlighed. På den måde kan jeg altid se mig selv i øjnene, når jeg altså er ordentlig. Hvis ikke, vil jeg mærke det som noget, der hele tiden nager mig, går mig på. Og ofte ved jeg godt, hvad det er.

Et menneske vil altid være inde i sit instinkt, og handle igennem det, eller ud fra det.

Spørgsmålet er, hvordan.

Spændet er fra ren ondskab til kun at være god, hvor dødssynder ligger tættest på det onde.

I skemaet til højre kan man se forskellen. I alle tilfælde handler mennesket ud gennem sig selv, men på forskellige måder.

Som rent dyr er man i dødssyndeland. Dem ser man mange af ude i landskabet.

At lade sjælen få lov til at bestemme er, hvad der sker, når vi lader kolonnen til højre være udslagsgivende.