Sjælen eksisterer kun i øjeblikket, set herfra.

Min vej ind i sjælen er igennem øjeblikket, og igennem mit hjerte.

Hvis man altid er i overensstemmelse med sig selv, og med sin guddommelige mening med at være i livet, vil man opleve at have det godt og at få gaver.

Det sjove er, når man lytter til udsendelser på Tv og andre steder, at de menneskeskæbner, der her dukker op, ofte er nogle helt andre typer. Enten har de afgørende trådt ved siden af, eller også er de nogle kæmpestore egoer.

Ganske almindelige mennesker fylder ikke ret meget i mediebilledet, som om de slet ikke eksisterer. På medierne skal man skille sig ud, være udklædt på en eller anden måde, eller være berømt. Men det har i grunden ikke ret meget at gøre med det almindelige liv, som i virkeligheden burde være det, som vi altid tog udgangspunkt i.

Det gode ved Corona er, at der her sættes fokus på sandhed og kærlighed som de væsentlige begreber, i modstrid med, hvad mennesker generelt forholder sig til. Det er simpelt hen nødvendigt, da mennesker selv ofrer alt for lille interesse for det væsentlige i livet, når det ikke lige handler om ego.

Det er ikke overraskende, at pressen hæfter sig ved alle de onde aspekter af Corona. Det hænger sammen med, at folkestemningen har frygt og vrede som de to forreste elementer.

For de fleste mennesker handler det ikke om at vandre i lyset. Fordi de fleste mennesker ikke har et fokus i sig selv. Men det har jeg, og det er det, jeg skriver om. For det er det, det handler om, eller burde handle om, i et større perspektiv.

Som forældre at vise en vej kan godt være med til at fjerne en modvilje og en modstand hos barnet.

Jeg fortæller, hvor vi skal hen, og barnet kan se målet, eller tror på mig, har tillid til mig, hvorefter vi går vejen.

På den måde viser jeg lyset for den anden, og min vej er en sand vej, enten fordi jeg kender målet, og ikke bare lokker med noget. Det kan også være, fordi jeg selv har gået vejen, og dermed kender vikårene, og også de vanskeligheder og farer, der måtte være.

Måske følger jeg selv med på vejen, eller på noget af vejen. Måske lyser jeg med min mobiltelefon, så det er nemt at se, hvornår og hvordan det næste skridt skal tages.

Mange mennesker er styret af frygt, måske også angst, fordi de oplever, at der ligger noget meget utrygt og ukendt foran dem.

Det kan være en stor hjælp at fortælle, at der er en farbar vej, og et tilgængeligt og forståeligt mål. Måske et synligt, eller bare et tydeligt, mål. Det kan være et mål, der bliver beskrevet, som på den måde ikke er fiktivt, men reelt.

En del af beskrivelsen kan være at fortælle om, hvilket terræn vi skal igennem, og hvilket fodtøj vi skal have på, så vi ikke bliver overrasket af forhindringer, vi ikke lige havde regnet med.

Enten selv at have været der før, eller at kunne se et opnåeligt mål kan også være en hjælp for andre.

Men derfor skal de jo selv gå vejen. Men vi har givet dem et relevant hint, og også fortalt, at der ikke er noget grundlæggende at være bange for.

Men derfor skal de stadig selv gå vejen!

Måske er det selve projektet, der er forvirrende, fordi ingen har fortalt, hvad det handler om. Under alle omstændigheder er det godt at kunne præsentere nogle rammer, så man ikke famler i blinde.

Uden lys intet liv.

Lyset er vi selv med til at skabe.

Hver gang vi giver noget en positiv interesse, skaber vi lys.

Sandhed er, at være helt til stede i sin egen energi.

Når jeg tilsvarende, ikke har fat i alt i mig selv, føler jeg, at jeg mangler noget.

Det, der gælder helt generelt, er, at et møde med verden fra sjælens perspektiv er helt anderledes end fra instinktets.

Det sidste møde er hårdt og kyniske, mens det første viser veje, der ikke er synlige fra et dyrisk og meget kontant synspunkt.

Den måde, vi kommer tilbage til verden fra sjælen, lukker meget mere op for en kærlig og inkluderende form.

Første gang, jeg oplevede det, blev jeg lidt mærkeligt tilpas.

Det handler om at være til stede og på plads i sig selv.

Det handler også om at være der, uden at jeg oplever, at andre specifikt følger med mig.

At jeg så at sige kommer til syne inde bagved.

Det er dejligt at mærke alt i mig selv blive frigjort, så at sige.

Men det er også en lidt mærkelig måde at være i livet på.

Mærkelig, fordi jeg ikke direkte relaterer til nogen.

Men dejligt, fordi jeg får mulighed for at mærke mig selv, helt, som jeg er.

Inden jeg gik i seng, oplevede jeg mig selv som presset fuldstændigt i bund.

Da jeg vågnede, var det som at vågne i min sjæl, hvor alt hang sammen.

Det gælder også hele min anatomiske og fysiologiske formåen.