Bevidstheden er det yderste af vores væsen.

Det er evnen til at forstå os selv.

Evnen til at forstå skabelsen.

Evnen til at forstå det hele.

Den korresponderer med min evne til at være god.

Hvis jeg ikke er god, forstå jeg kun verden betinget, i forhold til, hvad jeg så har været.

Min bevidsthed er at kigge på mig selv.

At være opmærksom.

At forstå.

At integrere. At lade viden falde på plads.

At forstå sandhed. At lade den udfolde sig.

Bevidstheden kommer ind sammen med vores sjæl. Den er evnen til at rumme det hele, altså både her og hisset, hvis vi et øjeblik hengiver os til et gudgivet univers.

Hvis jeg lader lyset komme ind i mig liv, kan jeg gøre det i bevidsthed.

Bevidsthed og lys hænger sammen, men lys er ikke det samme som bevidsthed.

Lys er at lyse op, som giver mulighed for at forstå. Det, vi ikke kan se, kan vi ikke forstå.

Tænk på et mørkt rum, der så pludselig bliver lyst op.

I det mørke rum kan vi kun ane skyggerne. I lyset kan vi se farverne, og dermed nuancerne.

At have en bevidsthed er at være i stand til at forstå. At håndtere viden. At kunne kigge på sig selv.

Bevidsthed gør mig i stand til at forstå alt.

Da Gud skabte mennesket, skabte han det i sit eget billede.

Jeg kan nu gå ind i mig selv, lyse mig selv op, og forstå, hvad det hele handler om.

Jeg kan se ham sige: Bliv lys! Og der blev lys.

Jeg kan lyse mig selv op og forstå, hvad det handler om.

Vi kan følge skabelsen skridt for skridt, eller dag for dag, og på den måde blive klogere, hvor vi nu ser det hele i et nyt perspektiv.

Vi forstår det hele igennem os selv. Det bliver ikke mindre sandt af den grund, snarere tværtimod.