Der er grund til at skelne mellem den umiddelbare bevidsthed og den
potentielle bevidsthed.

Den umiddelbare er verden, som den tager sig ud, når jeg åbner øjnene, og
hvad jeg i den forbindelse tænker.

Den potentielle er muligheden for at se hele perspektivet, som i et menneske
bevæger sig fra det dyriske til det guddommelige.

Sandhed er det, der holder min bevidsthed sammen.

Det, som jeg sandt har gjort.

Det kan også være det, som jeg sandt ikke har gjort.

Det andet spiller ikke nogen rolle i et større sammenhæng.

Altså det usande.

Sandhed er en verden for sig selv.

Det er der, vi kan stole på hinanden.

Vi er her i en menneskekrop.

Det sande i os er vores eget væsen.

Den, som jeg i virkeligheden er.

Det sande er det, vi kan bygge på.

Det sande er også det gode, vi bygger op sammen.

Vores sande kontinuitet.

Måden vi smiler til hinanden.

Måden, som vi sandt interagere på.

Fysisk, verbalt og på alle andre tænkelige måder.

Sandhed og kærlighed følges ad.

Det kan uden problemer udfoldes sammen.

Begge dele kommer fra sjælen og forbinder os med sjælen.

Sandhed er ligesom et glas, der kan fyldes med mere sandhed og mere kærlighed.

For at det kan ske, skal vi have alt i os selv med i glasset.

Hvis ikke alt er med, er det en illusion, der vil briste på et tidspunkt.

Fordi sandhed fordrer alt af os og alt i os.

Vi kan ikke bygge på noget, der er usandt.

Det vil være glædesløst og tomt.

Vi er ikke i tvivl om, hvad der er sandt og usandt, når vi mærker det.

Vi kommer til syne i en dyrekrop.

Vi skal lære at være i denne krop.

Vi refererer også til guddommelighed, som ikke er noget synligt.

Men vi kan sagtens mærke det som vores skæbne og vores sande væsen.

Når vi mødes, så vil det sande i os altid også være i spil.

Det er det, der gør et møde meningsfuldt, og gør os glade sammen.

Mit jeg er min måde at være i verden på, forankret i min krop og min oprindelse, som er guddommelig.

Jeg kan mærke mig selv og mit råderum som energi.

Bevidstheden spænder fra min dyriske til min guddommelige bevidsthed.

Jeget er min navigationsmulighed og er til stede i det samme felt.

Den frie og åben del i dette spænd indeholder min tilgængelige energi.

Min bevidsthed er et udtryk for, hvor åben jeg er, hvor rummelig jeg er.

Jeget er et udtryk for, hvor bundet eller hvor fri jeg er.

Hvis mit udtryk er en norm eller en fordom, er jeg ufri.

Hvis jeg klamrer mig til et andet eller til andre mennesker, er jeg ufri.

Hvis jeg har gjort et andet menneske ondt, kan jeg ikke gøre det godt ved at være god mod en anden, selv om det jo ikke på nogen måde er forkert at være god i forhold til en anden. Men det gør mig ikke fri.

Hvor meget jeg forstår af min guddommelighed, afhænger af min evne til at give slip.

Hvis ikke jeg vil give slip, kan jeg se billedet af mig selv stå at hive i Gud.

Jeg skal give slip for at kunne se det guddommelige perspektiv. Hvis bare der er et sted, jeg ikke vil give slip, er min synsfelt dermed begrænset og farvet.

Jeg ser kun det, jeg vil se, er en anden måde at udtrykke det samme på.

Man forstår ikke mere, end man selv har sluppet, end man selv har ladet lyse op i sig selv. Er det et lille eller et stort rum, har jeg selv meget indflydelse på.

Vores indre rum vil altid være begrænset af evnen til at give slip. Hvis ikke jeg vil give slip, kan det være magtsyge, der binder mig. Det gælder også, selv om jeg er mangemillionær.

Nogle har i deres omgangskreds kæledækker, som altid får taletid, og som altid får interesse. Det er en anden side af infantil og bundet tænkning. Den er meget hyppigt forekommende.

Og hvis man går tæt på dem, der dukker op i fjernsynet, er det ikke ret mange, der i deres væsen lader kærlighed og sandhed være de vigtigste kvaliteter. Når tampen brænder, snævrer det hele sammen om noget meget egoistisk. Det gælder også de fleste spirituelle.

Når indtægtsgrundlaget eller kendiseffekten er væk, er der måske kun grådighed, frådseri eller nogle af de andre fem dødssynder, der er dynamoen bag. Det er også derfor, mange bliver tomme på deres gamle dage, måske som alkoholikere eller andre sygdomsfremkaldende former.

Sandhed og kærlighed er muligheder i livet, som kan leves og udfoldes, uden sygdom og invaliditet som bivirkning.

Virkningen er meget faktuel, ligesom som sjælen er meget faktuel, når vi lader sandhed og kærlighed være styrende.

Det er helt vildt, som tankerne kommer til mig i dag. Er det dig, Mona? der tænker med.

Jo mindre jeg har lukket op for i mig selv, jo mere bundet og infantil og dyriske, animalsk, magtsyg, indædt, vil jeg være i min attitude.

Det dybt barnagtige er også det ekskluderende, Janteloven, den rige, der har skaffet sin rigdom gennem kynisme. Hvidvask og andre former, hvor man gør noget, uden at kende modstanderen, er lige så ondskabsfuldt.

Det gælder også, når man bomber fra luften.

Og det gælder, når man i velfærdssamfundets hellige navn er ligeglad med konsekvenserne over sine handlinger, der måske rammer i Indien, hos fattige børn, der står og træder i syrebad, for at trøjerne til Vesten kan få de rigtige, kulørte farver.

Min bevidsthed er den vågne del af mig.

Det er ikke alt, der ligger i bevidsthed.

Hvor meget jeg ønsker at inkludere, er dybest set kun op til mig selv.

Selvbevidsthed er at lyse mig selv op. Det gør jeg i sandhedens interesse.

For det er den eneste måde, sandt at forstå, hvad livet handler om.

Denne sandhed kan jeg ikke søge uden for mig selv.

Jeg kan måle og veje hele verden, ud fra nogle objektive kriterier.

Men jeg forstår ikke noget af det, før jeg tager det til mig, og lader det virke i min egen forståelse. Det lader sig kun gøre ved at lade lyset falde tilbage på mig selv.

At lade lyset virke inde i mig selv.

På den måde får jeg selvbevidsthed. Og på den måde får jeg adgang til sandheden og den indre verden.

Der er ikke ret mange mennesker, der er i verden på den måde, som handler om at lade sjælen få lov til at virke.

Mit jeg og min bevidsthed var de to størrelser, jeg havde med, da jeg blev født.

De skjuler fortællingen om, hvad jeg har foretaget mig, inden jeg kom hertil.

Når jeg holder dem op mod hinanden, kan jeg kigge på mig selv.

Mit jeg er min fysiske historie, hvis man kan kalde det sådan. Det er, hvad jeg har gjort og tænkt og handlet.

Bevidstheden er det, som jeg har registreret, som er lagret. Det er min vidensbank. Den er formet efter min parathed.

Jo mere åben jeg er af væsen, jo mere rummelige jeg er, jo højere bevidsthed.

Som jeg lige nu forstår det, er en gammel sjæl et lige så gammelt jeg.

Hvis jeg er en mester, har jeg været god til at håndtere alle mulige situationer, og også lært at slippe ordentligt ud af dem alle sammen. Fordi det altid er vigtigt, hvordan jeg selv er placeret i forhold til mig selv.

Et jeg kan være blødt og hårdt. Det handler i hvert fald og måske mest om miljøpåvirkninger, om der har været plads til mig, og til alt det, som jeg kom med.

Hvordan behandler mennesker mig i mine nærmeste omgivelser. Hvis dårligt, lukker jeg mig inde i mig selv.

Hvis de giver plads til mig, vil jeg efter al sandsynlighed også åbne mig.

Jeget er meget mere skrøbeligt og sart end bevidstheden. Hvorfor og hvordan, kan jeg ikke her og nu svare på.

Bevidstheden spænder fra den dyriske bevidsthed til den guddommelige bevidsthed.

Bevidstheden er den mentale spændvidde, der jo er knyttet til vores fysiologi og anatomi.

Intellektuel kapacitet og bevidsthed har en sammenhæng, som jeg endnu ved for lidt om.

Sygdomme i hjernen er i hvert fald noget, der handler om, at samspillet ikke er på plads.

Mennesket er ikke længere et dyr, fordi det har fået en sjæl og en bevidsthed, der kvalificerer det til at være menneske.

Og det bliver ikke Gud, men fordi det har fået en guddommelig bevidsthed, har det mulighed for at forstå Skabelsen, at det er skabt i Guds billede.

I dette spænd er vi levende. Og den jordiske bevidsthed fungerer, fordi vi er levende.

Vores evne til at forstå øges i take med vores evne til sandt at være i livet.

At være i sandhed er at være præcis dem, vi er. Derfor er det også dejligt at være nøgne sammen, når vi elsker hinanden.

Kærlighed er evnen til at rumme alt. Vi kan rumme alt i sandhed, og vi kan rumme alt i bevidsthed, hvor forskellen er vores væren, eller hvor vigtigt det er for os at forstå.