Dødssynder er at kvantitet i attitude vægtes frem for kvalitet

At jeg får eller giver i rigelige mængder, for at pleje eller styrke mit eget ego, eller et verdensbillede, som jeg under ingen omstændigheder vil slippe.

I stedet for at kigge på mig selv sender jeg dyrisk og infantilt energien ud af mig selv.

Et andet menneske skal ikke, under nogen omstændigheder, blande sig eller have plads i mit liv.

Dødssynder er et valg som kan fravælges

Ved alle dødssynder er der en vej ind i dem, som flertallet måske blindt følger, men som kan fravælges.

Dødssynderne er mange gange den lette vej, fordi jeg ikke behøver at tænke. Jeg kan bare følge flokken, og ingen vil brokke sig.

At turde stå ved sig selv kræver meget mere mod end at gøre, hvad de andre vil have mig til, også selv om der ikke er anden energi i det end gruppepres.

Alternativt er der flugten fra mig selv, når jeg er alene med mig selv, hvor jeg også kan vælge den nemmeste vej, hvad enten det handler om dovenskab, om utugt, som også kan være masturbation, eller hvilken form der ligger åben.

Der er altid tale om et valg eller et fravalg.

Der er altid tale om en måde at bruge energien på, den til rådighed værende energi, som jeg altid har foran mig, eller i mig, eller omkring mig.

Forskellen på Gammel og på Ny Tid er dødssynder

Hvis energien får lov til at udfolde sig frit og uhindret, ligesom i et barn, vil overgangen være ukompliceret.

Det er de voksnes magt, der forhindrer en udramatisk overgang. Det skyldes, at de voksne ikke vil give slip på magt og kontrol.

Hvis vi tager et fænomen som stædighed, indeholder det normalt tre af dødssynderne: Vrede, hovmod og dovenskab.

Da de voksne har magten, kan de også forhindre, at det nye får lov og mulighed for at slå an.

Så enkelt er det faktisk, og så kompliceret. Det er derfor, vi har Corona til at afbøde og opbløde overgangen.

Magt, kynisme og kontrol, sidder ureflekteret, men også uomgængeligt i instinktet, som ikke godvilligt slipper sit tag.

Andre sammensatte former er i forhold til intimsfæren griskhed, utugt og misundelse, hvor utroskab tolereres, bare det ikke bliver sprogliggjort. Lyder det lidt usympatisk, så er jeg da enig i den vurdering.

Men det er måden at fastholde magt og kontrol med.

Hvis vi endelig skulle finde en form, hvor fråseri legalt florerer, kunne det være samlinger, i forbindelse med julen. Så er de i hvert fald nævnt alle syv, i forbindelse med uudtalte forekomster.

De findes selvfølgelig også i andre kombinationer.

Deres tilstedeværelse er alle udtryk for, at dyret har mere magt end sjælen.

Lys eller mørke i attitude

Meget af vores adfærd er tillært, og meget har vi selv bidraget til, og gør det til stadighed.

I et vist omfang kan jeg selv være med til at dreje på knapperne i mit liv, og bestemme, om der skal være mørkt eller lyst.

Jeg vil sagtens kunne få tilbagefald. Men det er vigtigt at lære, hvordan det gode opstår, og hvordan jeg selv er aktør i den forbindelse.

Jeg har brugt meget tid på at forstå de syv dødssynder.

Det er vel efterhånden en par år siden, jeg blev gjort opmærksom på dem. Og siden har jeg brugt meget krudt på at gør dem nutidige.

Da jeg interesserer mig meget for den menneskelige spændvidde, eller aktionsradius, eller mulighedsfeltet, kunne det være sjovt at vende det hele om, og så kigge på, hvad modsætningen er, så at sige, eller hvad de hver især dækker over.

I første omgang interesserer jeg mig for, hvilket udtryk de hver især kan have, som positive og potente måder at være i livet på.

Dødssynder bryder energi

Dødssynder er alle udtryk for, at jeg har overskydende energi, som jeg måske ikke lige ved, hvad jeg skal bruge til.

Dødssynder er ikke mulige, hvis ikke jeg har energi til rådighed. Jeg kan godt være presset i bund, på grund af et ondt menneske. Her vil jeg være paralyseret, og ude af stand til at foretage mig noget.

Dødssynder er muligheder for at handle i former af energi, hvor jeg har frihed.

Hvis vi bliver på stien, vil vi undgå at aktivere dødssynder. Det forudsætter ordentlighed. Det forudsætter, at vi har ro i os selv, og at vi er i stand til at mærke, hvornår vi skal gøre hvad, også hvornår vi skal undgå at gøre noget specifikt.

På den måde er livet en stille balanceakt. Det vil det altid være, hvis vi anerkender det.

Nogle vælger at være på en anden måde, brovtende, kyniske. Men det vil altid bide sig selv i halen. Og jeg vil opleve at blive tom og skæv af det.

Livet er designet til, at vi skal lære af det, være i det, være med det. Det er denne sande måde, som jeg skriver bøger om, som har alt for lille bevågenhed, selv om den burde være hvermandseje.

Den koster ingen penge. Den er i sig selv ukompliceret. Den er fuld af glæde og kærlighed, hvis vi tager den til os. Men den fordrer også, at vi ønsker og anerkender at være stilfærdigt i livet.

På den måde vil vi også kunne være stilfærdig i vores egen energi, og som en dejlig sidegevinst, at have direkte adgang til sjælen.

Murstenslogik

Voksenliv i traditionel forstand er murstenslogik. Hvis man laver en rangordning, har murstene altid vetoret i livet. Og her kommer dødssynderne i anden række.

Jeg har brugt meget energi på, i mine bøger, at forstå, hvad det er, der får livet til at gå i stå, og hvad der virker stærkere end alt andet.

Meget af det er attitude, men mindst lige så meget er mursten, altså den magt, der er forbundet med at befinde sig bag mursten. Mens vi er i live, altså inden vi skal begraves, har mursten mere magt end religion. Sådan er det blevet. Man kan kalde det surt show. Men før man forstår det, vil man ikke kunne transcendere det.

Bindinger i livet bliver alle holdt fast inde bag mursten. Og fra tid til anden bliver de udfoldet i ondskab, for at sikre, at mennesker bliver inden for murene, billedligt og bogstaveligt.

Det gælder globalt. Det har ikke noget fokus, men det er en meget større magtfaktor end noget som helst andet i menneskelivet.

Jeg har lært at forstå det, fordi jeg har interesseret mig for livets autonomi, fra jeg blev født, og er som voksen løbet ind i nogle voldsomme øretæver i flere omgange, uden i situationen at kunne forstå, hvad det handler om.

Det er en kombination af mange hændelser, at jeg i dag er i stand til at formidle det. Jeg har været skadet undervejs, fordi nogle har skadet mig. Og som skadet har jeg ikke kunnet gøre andet end at forsøge at blive mine skader kvit, der hver gang har været energetiske, påført intentionelt af andre. Det har været ufatteligt hårdt.

Nu står jeg så uskadet tilbage og kan kigge på fænomenet og dets virkning i livet, hvor jeg jo også mærker smerten, der først og fremmest er forbundet med, at andre er bundet i deres murstenslogik, og ikke kan forstå min, der er forankret i sjælens logik.

Murstenslogik opretholdes af dem, der bevidstløst og kynisk lever den. Alle andre er forkerte eller laverestående, har ikke samme værdi og kvalitet som menneske. Mursten giver en særlig anbefaling, svarende til, at man i gamle dage spurgte: Hvad laver din far? Eller: Hvor mange penge har du på kistebunden? Eller: Hvor placerer du dig på den sociale rangstige?

Det er tre puljer, der hver især kan give adgang til audiens.

Sjælens logik kan ikke udfoldes i murstenslogik

Det er barnets møde med murstenslogikken, gennem sine ældre søskende og sine forældre, der får det til at slippe sjælen, i dyb smerte.

Indadtil former det primære overbevisninger, for at kunne holde ud til at være i mørket.

Barnet har ikke styrke eller bevidsthed til andet end at være i dette mørke, og at være bundet til det.

Herefter bliver alt til en sludder for en sladder, for at legitimere, at alt er, hvad det er blevet til.

Som voksen kan man igen få kontakt med sin sjæl gennem clairvoyance, mod betaling forstås.

Alle store mestre har skullet gå afsides, for at forstå, hvad livet dybest set handler om.

Dem, jeg kender mest til, er Jesus, Frans af Assisi, og så mig selv.

Mørke i menneskers sind er, mere end noget andet, bundet til deres bindinger, som de ikke vil give slip på.

Bindinger skyldes, at nogle, de fleste, er mere dyr end guder, så at sige.

De vil ikke give slip på deres priviilegier, på deres relationer, og dermed forbliver de mørke indvendige.

At få lys i sig selv er forbundet med at give slip, så lyset kan få lov til at skinne, hele vejen rundt om alt i os selv.

Så længe det ikke kan nå hele vejen rundt om det, der skal belyses, vil det forblive mørkt, eller kun delvist oplyst.

Vi forstår ikke noget, hvis ikke vi evner at slippe det helt. Det er en helt grundlæggende logik.

Abraham var den første, der forstod det, ud fra de tekster, vi har overleveret, i hvert fald i vores kulturkreds.

Dovenskab

Dovenskab udfolder sig meget nemt, alt for nemt, bag ved mursten.

Det betyder, at man i timevis kan lave ingenting, og blive tom indvendigt af det.

Det er i modstrid med livets mening, at vi skal bevæge os inaktive rundt, og ikke være fyldt op med noget, der interesserer os. Og det er så almindeligt, at det er blevet normalt, også selv om det er forklaringen på hovedparten af de sygdomme, der opstår blandt mennesker.

At energien ikke får lov til at udfolde sig på sin egen måde, men bliver styret af dødvandet, så at sige, inden døre.

Uanset hvor meget man skriver om det, vil det blive ved med at være gyldigt, lige så længe mennesker ikke aktivt gør noget for at forstå det. Og det vil være denne lave fællesnævner, der er fællesbegrebet om, hvad det vil sige at være menneske. Uanset hvor falsk, hvor usund og hvor usand den er.

At beskrive et reelt alternativ kan sagtens opleves som at slå i en dyne.

At gøre det, jeg skal. Ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. At lytte til signaler om at handle, om at forholde mig til noget. Det handler ikke om at blive stresset på nogen måde. Men det handler om at være åben og lydhør, og at forfølge impulser, når de er der, men jo aldrig overdrevet. Men til gengæld skal jeg være opmærksom på situationer, hvor jeg er vant til at lade magelighed få det sidste ord, hvor jeg burde gøre noget andet.

Det handler også om at tvinge mig selv til at møde verden på en anden måde, hvor vi lyser på hinanden i kærlighed.

Fråseri

Jeg har naturlige behov. Og jeg har naturlig lyst. Begge dele skal jeg give mig selv lov til, eller bare udfolde. Have det godt med.

Når jeg mærker, jeg ikke skal spise mere, skal jeg heller ikke gøre det.

Når jeg mærker, at der er noget, jeg ikke skal købe, skal jeg heller ikke gøre det.

Det handler ofte om min egen måde at tage verden ind på, men det kan også være gruppebaseret, hvor vi nærmest kæmper om at tømme slikskåle.

Nogle gange går der kollektiv konkurrence i at få først og få mest, og vi glemmer at mærke os selv.

Det er unaturligt at indtage mere, end jeg har godt af. I øvrigt en god idé, under et måltid, at holde en pause, i stedet for bare at tage den næste portion. Selvfølgelig kan jeg også være naturligt sulten, hvor det er ok.

Men vanen har det med at have magt, og det er ikke godt.

Vores animalske baggrund har det med at bestemme mere, end hvad godt er. Det er godt at blive gode venner med sit indre dyr. Det er der faktisk god mening i, da det altid vil være der, og så kan vi lige så godt indstille os på, at det er et vilkår. At vi er både dyr og mennesker og guder. Det sidste vilkår er at kunne kigge på sig selv som væsener, der er skabt, og som vi skal behandle ordentligt.

Et andet vigtigt element i behovsopfyldelse er, at vi identificerer de behov, som vi har, og giver dem en rigtig udfoldelse.

Hvis jeg har lyst til sex, skal jeg jo ikke drikke alkohol i stedet, eller spise flødekarameller.

Griskhed

I forhold til fråseri er der her tale om en attitude, et dyrisk udtryk, en dyrisk vilje. I fråseri er der noget alfahan eller alfahun over måden at reagere på, hvor griskhed mere er noget barnligt, altså barnagtigt, infantilt, fra en underskudstilstand.

I en hierarkisk forståelse er griskhed forsøget på at rage til sig, når alfahannen eller hunnen er optaget af noget andet.

Griskhed er ikke det samme som fysisk at være i underskud. Der er tale om en attitude, Jeg får aldrig nok. Og selv om jeg i virkeligheden får rigeligt, registrerer jeg det ikke, for det er stadig ikke nok.

Fråseri er fra en overskudstilstand. Jeg har meget, men jeg vil have mere. Jeg kan ikke få nok.

Jeg praler måske ovenikøbet af det, indgår gerne væddemål om, hvem der først kan spise 50 hotdogs.

Alternativet er her at nøjes med det, jeg har brug for, og at give slip på resten. Ikke altid at ville stå forrest i køen, for at få det bedste, hvor formålet er at forhindre, at andre får det.

Der er noget protektionistiske over griskhed, markering af territorium, som også kan være i forhold til en partner. Jeg vil have ham. Det handler ikke om, hvad han giver mig, men om hvad jeg vil have. Jeg er sådan set ligeglad med ham, bare han tilfredsstiller mig. Så må han for min skyld godt skride bagefter.

En balanceret attitude er at møde verden på en måde, hvor jeg ikke er fokuseret på, hvad jeg får ind, i forhold til andre.

Det handler i ekstrem grad om attitudeskift. Om taknemmelighed, eller om mangel på samme.

Ligeværd er et ikke eksisterende fænomen i et sådant univers.

Misundelse

At reagere ind i noget, der er smukt i sig selv og ukompliceret. At ville have del i glæden og løjerne, men uden selv at have kvalificeret sig til det, eller at være blevet inviteret indenfor.

Det handler om min relation til andre. Min måde at møde andre på. Hvad de kan, som jeg ikke kan? Misundelse begynder med et mindreværd, der kan være materielt begrundet, men også mentalt begrundet. Det kan også handle om udseende, om at få anderkendelse, om at blive mødt, set og hørt, hvor jeg er den, der er i underskud.

Så den modsatte bevægelse har noget at gøre med at finde ud af, at jeg er god nok, at lære at give slip. Undertiden kan det også handle om at gøre opmærksom på, at noget ikke er retfærdigt, i forhold til mig. Det er bare vigtigt, ikke at gå i infantilt mode. For så virker det forkert, og så vil det give bagslag, i hvert fald, hvis man står over for et menneske, med en lige så lav moral og bevidsthed.

Så vent, til det vender rigtigt i mig selv. Så vil det, med nogen sandsynlighed, også få en anden form. Og måske kan jeg helt undgå at være udad reagerende, og få et lige så gunstigt resultat for mig selv. Det handler om naturlig anerkendelse.

Vrede

Vrede, når den er irrationel, handler altid om, at der er noget, jeg ikke vil kigge på hos mig selv.

Hvis man er et godt menneske, dybt ned, kan man ikke blive irrationelt vred.

På et eller andet tidspunkt i sin fortid har man gjort noget, der ikke var i orden. Derfor bliver man vred.

Hvis det er andres skyld, så bliver jeg normalt ikke vred. Så trækker jeg mig sammen, ind i mig selv.

Vrede kan være en reel manifestation, over for noget, der ikke har været i orden, noget uretfærdigt, imod mig eller imod en anden.

At være i vrede er at være i mørke.

At være i glæde er at være i lys.

Modsætningen til at være vred er at være glad. At udstråle glæde. At lytte til hinanden. At holde op med at manifestere et Jantelovsterritorium, en hård og kynisk facade, der også kan se venlig ud, udformet i et rollespil, hvor jeg lader den anden forstå, han ikke må komme ind. Så venlig vrede kan være lige så virksom som direkte vrede, der dog normalt er mest ubehageligt at møde.

Min egen vrede kan jeg altid undgå ved at indstille mig på at lade være med at lade denne mørke energi være min måde at være på. Her har jeg selv stor indflydelse på, hvordan jeg manifesterer mig, hvordan jeg lader mit væsen komme til udtryk.

Hovmod

At lade være med at tro, at jeg ved bedre, især ikke om, hvad en anden tænker og føler. For det gør jeg aldrig. Men det er heller ikke sikkert, at jeg ved nok om det, som jeg udtaler mig om. Måske skulle jeg overveje et forbehold hist og her, i stedet for at være skråsikker. Det handler ikke om, som et rollespil, at gøre opmærksom på min usikkerhed. Det handler om at være ved, når der er noget, jeg vitterligt ikke ved noget om. Og så lade være med at bruge viden til at slå andre oven i hovedet med.

Vi skal udveksle, når vi oplever, at det er relevant at dele viden, og så skal vi gøre det ordentligt, så vi begge har mulighed for at byde ind, uden at opfatte det som en brydekamp, eller et slagsmål om at ville have ret.

Hovmod, ligesom i øvrigt de andre dødssynder, handler om attitude. Dermed handler det jo om en generel måde at forholde mig til viden og til andre på. Ikke bare måden jeg udtrykker mig på, men selvfølgelig også det. Men der kan også være kropsattitude, undladelseshandlinger, og mange andre elementer eller motiver iblandet.

Utugt

Det handler om, hvordan vi behandler hinanden, hvordan vi håndterer seksualitet, der godt kan forstås meget bredt. Hvordan vi er i hinandens energi. På den måde lægger det sig lidt op ad griskhed og fråseri, men også de andre former.

Seksualiteten er vores grundenergi, som vi skal lære at være i i ydmyghed. Det handler ikke om at se ydmyge ud, men om at lade være med at ville bestemme og kontrollere alt. For så går seksualiteten også i stå.

Og jo mere brovtende man er i sit væsen, jo mere vil man risikere, at partnere søger afløb for sin seksualitet andre steder.

Det kan også ske ved at tilintetgøre sig selv, hvor jeg ikke vil være ved min naturlige seksualitet og min skønhed.

Hvis man kan tale om normal seksualitet, tror jeg, at det er noget af det mest kedelige og ligegyldige, der findes. At man ikke giver sig selv lov til at opleve og udfolde det smukke i livet. At det bare er noget, der foregår under dynen, alternativt at det bliver et rollespil, hvor vi mødes for at have sex. Hvor der reelt ikke er noget hjerte med i handlingen.

Når jeg elsker med LIse, skal jeg ikke se Susanne foran mig i mine forestillinger. Det er utugtigt. Jeg skal være med den, jeg elsker, med hele mit væsen. Det er vigtigt at tilføje.

Nulpunktstilstand

At være i sin egen energi kan undertiden opleves som at være i ingenting. Hvor jeg måske bare er forvirret. Hvor der ingen svar er. Hvor jeg er i et dødvande.

Generelt om enhver livsytring gælder, at vi skal lade den være, hvad den er, og udvikle sig, som den vil og gør.

At lade den finde sin egen, positive form, men aldrig forcere noget. Bare lade det opstå af sig selv.

Det vil altid være den mest stilfærdige måde at møde livet på.

Der er ikke noget, der i sig selv har en værdi eller kvalitet.

Værdi og kvalitet er noget, vi giver det, vi møder. Eller som opstår i mødet, når vi lader det opstå. Vores attitude bestemmer det videre forløb.

Den stilfærdige nulpunktsoplevelse gør ikke noget væsen af sig. Til gengæld er vi sikker på, at alt på den måde får lov til at være, hvad det er, og at vi kan møde det i ydmyghed. Og på den måde helt holder dødssynderne på afstand af vores måde at være i verden på.

Dyrisk attitude i forhold til attitude i sjælen

I det følgende har jeg lavet en sammenstilling af begreber, der handler om den samme problematik, håndteret to forskellige steder fra i mennesket. Resultaterne er radikalt forskellige og viser tydeligt, hvor stor forskel der er på, hvordan vi er i livet.

Et menneske, der aldrig har sagt ja til sig selv, vil med nogen sandsynlighed være at finde i venstresiden, mens et menneske, der vægter ordentlighed i sin adfærd, vil kunne findes i Højresiden.

Det er tydeligt, hvordan det dyriske træk, når det virker, handler om, ikke at kunne få nok, ikke at søge eller ønske balance.

Det er lav og høj bevidsthed, der virker i venstre og højre side.

Måske kan man fornemme, hvor vigtigt det er at vælge, hvad jeg vil med mig selv i livet, hvad der skal være styrende i mine handlinger og i mit udtryk.

Siderne er så væsensforskellige, at det må være tydeligt for enhver, måske for meget sagt, men for nogle i hvert fald, at man ikke kan være begge steder. Heller ikke bare med én af de syg dødssynder i aktivitet.

Det er to radikalt forskellige måder at være i verden på.

Den første er reaktiv og defensiv. Den anden er medlevende, nærværende og aktiv.

Dovenskab i modsætning til årvågenhed

Fråseri i modsætning til taknemmelighed

Griskhed i modsætning til ydmyghed

Vrede i modsætning til kærlighed

Misundelse i modsætning til venlighed

Hovmod i modsætning til ærbødighed

Utugt i modsætning til hengivenhed