Det er det, jeg gør ude i periferien af mig selv, der betyder noget.

Altså med mit sande menneskevæsen, hvor alt i mig er inkluderet i min handling.

Hvor jeg har mig selv med, min attitude, min intention, mine forbehold, alt.

Det, som jeg går ud med i verden på den måde, sætter sig varige fodspor.

Den menneskelige spændvidde bevæger sig fra kærlighed til had.

Fra sandhed til løgn.

Vi har alle en fri vilje, og dermed muligheden for at agere i dette felt.

Vi kan vælge kærlighed og sandhed.

Vi kan vælge had og løgn.

Vi skal selv stå til ansvar, og vi skal selv tage valget.

Når vi er alene med os selv, er der ikke andre end os selv til at tage disse valg.

Vi har alle energi til rådighed.

Det er denne energi, vi udfolder som kærlige og sande, eller som deres modsætning.

Dødssynderne er alle en dårlig måde at udfolde dem på.

Vi kan jo lige så godt vælge at blive på vejen og gøre det smukt, fint, ærligt, blødt og venligt.

Helt ekstremt er, når nogle bevæger sig helt udenfor og begynder at ødelægge andre. De findes skam, og skam dem!