Den positive udfoldelse af et menneske er at udfolde sig energetisk indefra, at blive fyldt helt ud i periferien.

Hjertet i midten, livsglæden ud i alle celler. Et smil på læben. En positiv attitude i alt. Det er ikke svært.

Der er en naturlig og enkel måde at være i livet på, som alle kan udfolde og være i.

Det er intet ukompliceret ved at være præcis den, jeg er.

Det er ren livsglæde at være i sit eget spor.

Det er bare at være det og at gøre det!

Udfoldelse er at udfolde et blad ad gangen.

Bag ved hvert blad gemmer sig en lille historie. En historie om, hvorfor dette blad vendte, som det gjorde.

Det er en fuldstændigt sand historie, med krop, intention, handling og det hele.

Hvert nyt blad gemmer sin egen, helt sin egen. fortælling.

Enhver fortælling i denne historie er fuldstændigt sand.

Det gemmer på, at en gjorde noget ganske bestemt, vendte bladet med sin hånd, i sine fingre.

Det er, ligesom i elskov, hvor jeg rører dig et bestemt sted, som udløser stor glæde i dig.

Du vil altid kunne gøre det samme ved mig, men gør du det?

Hvis vi begge gør det, lukker vi op ind til et stort rum, hvor ingen af os har været før.

Har du lyst til at gøre det med mig?

At vende nye og ukendte blade, og så bare se, hvad der sker?

Livet er på den måde vores eget, helt suveræne valg.

Hvor vi er deltagere. Men hvor vi aldrig blander os i noget, som vi ikke skal blande os i.

Vi holder os pænt i baggrunden, til det bliver vores tur.

Men når det er vores tur, så gør vi alt i kærlighed og i sandhed.

På den måde kan vi altid blive på stien, og have det sindssygt godt sammen.

Har du lyst til at gå turen med mig, ….?

Jeg skal ikke spørge nogen om lov til at leve.

Denne ret har jeg fået af Gud.

Jeg har lov til at være præcis den, jeg er. At udfolde præcis den, jeg er. At gøre, præcis hvad jeg vil.

Jeg svarer altid for Gud. Jeg har selvfølgelig påtaget mig selv det ansvar, som det er, altid at stå inde for mig selv, i alt.

Jeg er dybt ansvarligt for mit eget menneskevæsen, og for alt, hvad jeg gør.

Men jeg er ikke pålagt restriktioner af nogen art, i forhold til min ret til at være menneske.

Selvfølgelig anerkender jeg også ethvert andet menneskes ret til at være præcis, hvad dette andet menneske er.

Jeg må selvfølgelig ikke, under nogen omstændigheder, gøre nogen eller noget ondt. Det gælder ubetinget.

Jeg vil elske at møde en kæreste på den måde, hvor vi hver især giver slip ind i os selv, og over for hinanden, med bevidstheden om, at vi har lov til at være præcis det, som vi er.

At vi har lov til at møde alt, præcis sådan som det kommer.

At vi selvfølgelig ikke kan eje hinanden.

At vi hver især er suveræne i os selv, og har lov til at være det.

At vi kun svarer over for os selv, som er det samme som altid at være i overensstemmelse med det væsen, som vi er fra begyndelsen af.

Når vi, som de fleste vil være det, er en blanding af noget uforløst og noget sandt, er det vigtigt, at vi møder livet, så vi ikke forfalder til gamle mønstre, men af os selv søger mod det sande og det kærlige, som er vores egentlige væsen.

Bevægelsen mod det finere og finere i livet forudsætter, at vi giver mere og mere slip.

Er vi to, skal vi, begge og hver for sig, give mere og mere slip.

Evnen til at give slip afhænger af vores potentiale, og af vores dybe vilje, formodentligt noget med, hvor gammel en sjæl vi har.

Jo dybere vi evner at gå ind i kærligheden og sandheden sammen, jo mere vil vi opleve noget stadigt smukkere dukke op og udfolde sig.

Eller det kan vi jo strengt taget ikke være sikre på, ligesom vi heller ikke kan være helt sikre på den anden, som vi stoler på. Der er former for sikkerhed, som vi bliver nødt til at anerkende som vilkår, uden hvilke vi ikke kommer videre, eller dybere.

Men mange står af på vejen, fordi det også fordrer, at vi på afgørende tidspunkter tager nogle valg, og giver slip. Jeg tror ikke, at det behøver at være smertefuldt, og så måske alligevel.

Det kan også være tryghed og sikkerhed, der afholder mig fra at bevæge mig dybere ind i skoven.

Jeg giver jo også slip på mit behov for at blive anerkendt, så der er på den måde også et socialt aspekt, som jeg skal slippe.

Sandheden og kærligheden findes i udfoldelse af livet.

At bliver menneske med alt vil vise dette.

At blive menneske i frihed og helt af sig selv.

Da jeg i 1979 havde en guddommelige oplevelse, som strakte sig over mange dage, var den største erkendelse, muligheden for at være menneske fuldt ud. At gøre, hvad jeg har lyst til, er det ultimative, et menneske kan gøre.

At være i lyset er noget helt andet end at være i mørket.

Det sidste oplevede jeg fra 2016 og nogle år frem.

Men mørket afslører ikke sandheden. Og kærlighed fordrer lys og sandhed.

Mørkets magt har jeg været nødt til at forholde mig til, fordi jeg er blevet påført mørke. Men det er ikke sandt, selv om det fylder praktisk taget alt i mange menneskers liv.

Jeg har været optaget af livet, fra det øjeblik jeg blev født, tør jeg godt sige. Jeg har det med mig fra tidligere liv. Jeg har stået imod ubærlig lidelse i flere omgang. Jeg har oplevet menneskers mørke, fordi de var fanget i deres bundethed, og dermed deres manglende evne til, og vilje til, at kigge på, at noget kan være anderledes.

Mine oplevelser i 1979, hvor jeg i øvrigt var uden for enhver social kontekst, som også Jesus og Frans af Assisi har været det, var, at et menneske har et enormt positivt potentiale. Begrebet synd er historisk betinget, men ikke et menneskeligt iboende fænomen.

Når mennesker i dag er tilbageholdende med at komme ud, hvor disse erkendelser er mulige, skyldes det, at de selv låser sig inde, og forhindrer sig selv i at opleve, at livet kan være andet end lidelsesfuldt og mørkt.

Når man lader frygt og angst være periferien af, hvad man tør, og når man over for andre lader vrede og aggression være reaktioner, der skal forhindre, at vi prøver at gøre noget anderledes, så skaber man jo selv sine egne forhindringer, i forhold til at finde ud af, om der findes et reelt alternativ til hængemule.

Og hvis fjernsynet er pejlemærket, i forhold til, hvad der sker ude i verden, så har man jo dermed forhindrer sig selv i at finde ud af, om det hele er baseret på en illusion. Så er der kun den grå hverdag bag murstene, og de hvide hoteller og sandstrande, med plasticboder, som den alternative verden i ferierne.

De to gange, jeg har været på charterferie, har vi hver gang lejet en bil. Når vi kørte bare 10 minutter væk fra de rædselsfulde turistområder, kom vi op i bjergene, hvor de lokale kiggede måbende på os. De havde aldrig set en turist før. Måske en lille smule overdrevet, men det fortæller alligevel en historie om, hvor bundet langt de fleste mennesker er til en lille, begrænset cirkel, som de vil kunne afmærke, ligesom et dyr, med deres tissemænd og tissekoner.

Alt i livet foregår i små cirkler, hvor den ene dag ligner den foregående, måske med den forskel, at vi i går ikke fik medisterpølse, som vi plejer at få om torsdagen.

Og så sprang vi over de der latterlige bollebevægelser, fordi filmen i fjernsynet varede mere end to timer. Men vi nåede da at dele en øl. Så ugen blev nu alligevel reddet. For det var den, vi købte, da vi sidste år var på Ærø. Hvor vi i øvrigt mødte Karsten og Søs. Det var, før de købte den der sejlbåd, som vi måske skal ud at sejle i, når det bliver forår.

Det er godt, vi har Facebook, hvor vi kan dele vore dejlige minder.

Mennesker har kun sig selv at takke for deres egen bundethed. Og at de ikke oplever mere i livet.

Det store dilemma er, at klimaproblemerne også er begrundet i denne begrænsede måde at være i livet på.