Det gode, vi har gjort, kan vi altid vende tilbage til.

Det onde binder os på en tilsvarende måde, men som et mørke, vi har pådraget os.

Det godt gør os fri.

Det onde låser os.

Det gode gør os smukke.

Det onde gør os grimme.

Det gode kommer naturligt indefra og nedefra. Den gode kan altid se sig selv i øjnene.

Det gode gør mig fri i mit væsen. Det kan jeg tydeligt mærke.

Det onde er menneskeskabt, og den onde kan ikke se sig selv i øjnene. Han eller hun bliver mørk indvendigt, uanset hvor meget det forsøges fortrængt. Vrede kan være et sådant udtryk, og der skal hele tiden kæmpes imod den kraft, som det gode og sandheden er i livet.

Den onde gør mig låst og binder mig i mit væsen. Jeg fratager mig selv muligheden for at være fri. Handlinger bliver tvangsmæssige og bundne.

Ondskab afføder lig i lasten og vil altid mærke den onde, i hvert fald så længe der ikke er mulighed for at gøre det godt igen.

Reglen om ikke at måtte skade et andet menneske handler også om, at man ikke skaber en lås i sig selv, som man jo gør i den anden. En sådan lås kan ikke åbnes igen, med mindre den anden måske er i stand til og villig til at åbne den.

Hvis man låser sig selv, er vejen tilbage uendelig trang.

Hver gang vi gør det gode, lægger vi et nyt lag oven på forståelsen, og nærmer os på den måde Gud.

Vi kan også kalde det forståelsen af Gud, og hvordan han tænker og handler.

Hver gang vi gør det onde, bevæger vi os den modsatte vej, væk fra det gode.

Et ondt menneske har ikke adgang til sin sjæl, som er vejen til Gud.

God er noget, jeg gør mig selv, ved at være god, i min tanker, i mine handlinger, i alt hvad jeg gør.

Det er ikke svært, men jeg skal vælge det og være det.

Der er noget, der er godt.

Der er noget, der er rigtigt.

Det ved vi godt, hvad er.

Det er det, der skaber det indre menneske.

Det er det, vi bygger livet op omkring.

Det er det, der gør os til levende mennesker.

Vi er i alt styret af den frie vilje.

Vi er fri til at gøre gode og onde gerninger.

Hvis vi forestiller os en bus mod fuldkommenhed, er gode gerninger adgangsbilletten til at kunne køre i den forreste del af bussen, uden ophold.

Onde gerninger betyder, at jeg altid kommer bag i køen i forhold til dem, jeg var ond imod, og først få lov til at gå frem i bussen, når den anden er blevet helbredt for det onde, jeg har gjort.

Det er jo logisk, at det må være sådan.

Det er jo også logisk, at jeg bør være god, og aldrig må overskride denne tærskel.

Men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg overholder den.

Der findes kun én regel i universet: Du må ikke skade andre!

Årsagen til denne regel er, at jeg altid skal blive i mig egen energi, og aldrig må gå ind i andres. I hvert fald ikke uden at spørge. Og i hvert fald aldrig på en måde, så jeg gør noget ondt ved den anden.

Derved kan jeg bevare min egen integritet, min egen anstændighed, mit eget sande og unikke udtryk.

Jeg kan altid være ordentlig og rummelig og sand og virkelig.

Jeg kan altid være mig selv.

Jeg vil altid kunne opføre mig ordentlig, når jeg på den måde har fat i mig selv.

Man vil altid skulle bygge sig selv op indefra, i forhold til hvor god eller hvor ond man har været.

På den måde er man sin egen konsekvens, og det kan ikke være anderledes.

At være ond eller at være god er et valg, jeg tager med mig selv, og lever efter.

Man kan altid se på et menneske, der har været godt, at det har en substans i sig, at det har kvalitet. Det behøver ikke at sminke sig.

Onde mennesker tømmer eller udhuler hinanden, og får efterfølgende brug for undskyldninger og for løgne for at kunne holde sig selv ud.

Gode mennesker kan altid kigge sig selv og hinanden i øjnene, og har følgelig ikke noget at skjule eller bortforklare.

Et ondt menneske tømmer sig selv og får med tiden brug for mere og mere sminke.

Et godt menneske har ikke brug for sminke.

Det er, om jeg har været god eller ond, der dømmer mig, fra et højere perspektiv.

Om jeg kan se mig selv i øjnene.

Om jeg ved, at det, som jeg har gjort, er i orden.

At jeg har rent mel i posen. Og ingen lig i lasten.

Hvis jeg har mel eller lig om bord, kan jeg måske godt gøre karriere i erhvervslivet, men ikke i et højere perspektiv.

Her gælder kun sandhed og kærlighed som de trappetrin, som jeg i stilfærdighed og med glæde kan træde op ad.

Hvis jeg har været en drønnert, kommer jeg ikke forbi, før jeg aktivt har gjort noget ved min misgerninger.

Gode og onde er noget, vi er med vores energi.

Vi kan sagtens mærke, hvad det er for noget.

Det gode er en kontinuerlig begivenhedsrække.

Det onde er en kontinuerlig begivenhedsrække.

Det er et valg, som hver enkelt tager med sig selv.

Jeg har aldrig kunnet forstå valget af det onde, da det jo også leder mod forarmelse.

Men der er nogle, der vælger det, har jeg konstateret.

De må jo kunne se en umiddelbar fordel i det.

Det gode, det sande og det smukke er i sin rene form så enkelt, klart og tydeligt, at vi ikke er i tvivl, når vi oplever det.

Uanset hvad andre måtte hævde og mene, vil de ikke kunne overbevise mig, når jeg oplever noget indiskutabelt smukt og fint.

Det har simpelt hen en kvalitet i sig selv, der godt kan sammenlignes med en diamant.

Hvad jeg gør i mit inderste, er det, der konstituerer mig som menneske.

Det er fuldstændigt vildt at mærke, hvordan de personer, der har været med til at gøre noget ondt ved andre, tvinges ind i det onde, som de har gjort, for at gøre det godt igen.

Det er helt klart en virkning af Corona.

Det onde vil altid ligge som en hindring mellem den onde og sjælen og fordre at blive håndteret rigtigt.

Indtil da vil personen opleve at være fanget i smerte.

Hvis Corona varer længe nok, vil terror ophøre som fænomen.

Det kræver, at vi kommer helt ind til benet af menneskevæsenet.

Og at de mennesker, der i dag har den globale magt, bliver provokeret til ubetinget ordentlighed.

Det hele afhænger af, om krisen og tilstanden varer længe nok.

Man kommer ikke sovende til at være et godt menneske.

Det er noget, man har øvet sig på meget længe, hvis der skal være bund i det.

Det har intet at gøre med at stå på byens torv og råbe: Se! Jeg er god!

Eller for den sags skyld: Se! Jeg er kristen!

Et godt menneske kan ikke være det på overfladen, og så være en ligegyldig stodder nede under.

At være god er noget, man har øvet sig på meget længe.

Ellers ville man ikke kunne fortsætte med at være det, når det onde presser sig på.

Hver gang jeg selv gør noget godt, gør jeg vejen bredere.

Modsat selvfølgelig når jeg er ond.

Men hvorfor skulle jeg lige være det?

Det er på alle måder unødvendigt og barnagtigt.

Det gode, vi gør, af et åbent hjerte, er noget meget faktuelt.

God er noget, man bliver, ved at være det.

Ond er noget, man bliver, ved at være det.

Vi skal selv vælge.

Hvis man, som jeg, har været god i mange liv, har man en god ballast at tære på.

Andre har måske været onde i mange liv. Sådan må det vist være, hvis jeg skal forholde mig til noget af den ondskab, jeg har været udsat for. Den kan umuligt stamme, kun fra ét liv, og det ved jeg da også, “positivt”, at den ikke gør.

Der er intet så nemt som at være god. Det er bare at være det.

Jeg kunne overhovedet ikke have lyst til at være ond. Hvorfor skulle jeg dog det?

Jeg ved godt, hvad det er. For det har jeg oplevet, endda fuldstændigt ekstremt.

Det onde er mørke, i de samme rum, der lige så godt kunne have været oplyst, altid gode.

Det gode er en fin streng, der forbinder os.

Det er vi aldrig i tvivl om, når vi kommer tæt på.

At gøre et andet menneske ondt er at gøre noget ved denne fine streng.

At kunne være god er at kunne være fri.

Det er et valg, jeg tager, og som jeg lever efter.

Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg oprigtigt ønsker det, og oprigtigt ønsker at leve efter det.

Kærlighed er at give slip i noget, der er godt.

Det gode skal således være på plads, for at kærligheden sandt kan blive udfoldet.

Det gode er et valg, som vi tager, og som vi derefter, ubetinget, lever efter. Det er ikke svært, når man gør det.

Man kan ikke tage sådan et valg, så længe man er bundet til noget. For dette noget vil kunne gøre sig gældende, når det spidser til, og veje tungere end det gode.

Så et valg hænger sammen med, samtidig at give slip, for at det skal være troværdigt.

Man kan ikke være bundet til det gode. For det gode skal altid kunne udfoldes i fri vilje. Hvert øjeblik er nyt, og således ukendt. Sådan skal det være. Sådan er det. På samme måde som et andet menneske altid vil være et andet menneske.

Tillid skal altid være i spil mellem mennesker, ligesom det gode altid skal være i spil i forhold til mine handlemuligheder. Det hører med i vores eksistens, at der skal være usikkerhed. Men det betyder ikke, at vi ikke kan stole på hinanden. Det betyder, at kærligheden kan blive stærkere, når vi gør det, og fordi vi gør det.

Uanset hvordan man opfører sig, er man bundet af sine egne handlinger, og vil akkumulere denne konsekvens.

Et menneske er ikke ondt i sig selv. Et menneske kan blive ondt, når der er noget, det ikke vil slippe. Men det sker ikke naturnødvendigt. Det fordrer en vilje at være ond.

Ondskab i livet reducerer til ingenting, efterlader kun tomhed og undergang.

Hvis man er ond, så laver man knuder i sig selv, og så forsvinder passagen.

Et ondt menneske vil ikke kunne have sand øjenkontakt.

Hvis man er gennemført god, vil der altid, hvis man er tålmodighed, bliver lukket op for hul igennem, også med hensyn til at kunne kigge hinanden i øjnene. Det er et godt pejlemærke ind i sjælen.

Det gode kan godt blive misforstået og fejlfortolket, men det efterlader et åbent rum, hvor man kan søge tilflugt, fordi man har været god.

Det er ikke bare et subjektivt skøn, hvad der er hvad. Ondskab ødelægger. Det gode bygger op, skaber et rum.

Sådan er det at være menneske, og for nogle vil det betyde, at de, ved at blive mere og mere vred, også efterlader dette indtryk i deres fysiske form. Det kan ikke være anderledes, for vi er bundet af vores egen, selvskabte logik.

Det siger jo sig selv, at man gør sig selv en stor tjeneste, ved altid at være god, altid at være sand og kærlig. Ingen andre kan tage disse beslutninger, og føre dem ud i livet.

Hvis man er god, og gør det, man skal, opfylder sin rolle i livet, efterlader man sig et lysspor.

Det er ikke sikkert, at man bliver værdsat for det, men man kan altid være sig selv bekendt, og man kan altid vende tilbage til den substans, som man selv har været med til at skabe, og falde til ro i den.

Det er i øvrigt det letteste i hele verden at være god. Det er fuldstændigt enkelt og ukompliceret, og det er muligt for alle.

Det gode er en platform, jeg har skabt, som gør mig virkelig.

Den er skabt, fordi jeg har sagt ja, og har gjort noget positivt og aktivt i livet.

Det gode kan ikke opstå af noget passivt og negativt. Det kan kun opstå ved, at vi, at jeg, af mig selv, gør noget for positivt at manifestere mig selv. Herved bliver jeg virkelig.

Det gode kan vi også opleve ved et barn, der endnu ikke har mistet sit livsmod, ved at være sammen med uansvarlige voksne.

Det gode er det, jeg fylder mig selv op med. Hvis jeg er i tvivl, kan jeg altid vælge at være god. Det er lige så enkelt som at klø sig selv hvor som helst.

At være god er noget, jeg er, med hele mit væsen, og med alt, hvad jeg indeholder.

Jeg kan ikke være delvist god, eller kalkuleret god. Det er ikke muligt.

Enten er jeg god, eller også er jeg det ikke.

Det gode er det, der positivt fylder os ud og fylder os op som mennesker.

Det er det, vi bliver glade af.

Det er det, der i form af kærlighed, får et barn, men også en kæreste, til at vokse.

Det gode og det sande efterlader et spor i tiden.

Det er også derfor, vi med glæde kan tænke tilbage på de gode oplevelser.

Et godt menneske har et stort privilegium i forhold til et ondt menneske.

Det gode menneske kan forbinde sig med det gode, det har gjort, og derfra udfolde sandheden, som det selv har været med til at skabe.

Det gode og det sande følges ad i sjælens verden. De indeholder begge substans og indhold, mening og fylde.

Det gode aktiverer lys og energi, som vi kan være i, og udfolde os i, på alle tænkelige måder.

Den onde kan ikke på samme måde forbinde sig med noget, som han har gjort. For det onde efterlader kun mørke og ødelæggelse. Der er ingen frihed, intet lys, intet positivt rum, ingen disponibel energi, knyttet til ondskab.

Når et menneske oplever noget godt, har det altid mindst to muligheder.

Det kan lade det virke i sig selv, og selv blive god, hvor det måske tidligere ikke har været det.

Det kan labbe det i sig, men uden at ændre på sig selv. Det der den forkælede position, hvor jeg bare tager imod, og hvor jeg slipper, når jeg ikke gider lege med mere. Alt foregår på mine egne præmisser.

Det kan returnere mørke, fordi det ikke vil vide af det gode, og ikke vil bruge det til at lyse sig selv op med.

Når vi oplever noget godt, er det lyst og åbent. Vi kan tilsvarende lade det virke i os selv, så det kan blive gensidigt.

Vi kan udfolde det gode og lyset sammen, i en stadig selverkendelse, som er det nødvendige redskab til positivt at komme videre på.

Når og hvis vi lader lyset virke i os selv, vil vi opleve verden åbne sig.

Men det sker kun, når og hvis vi lader det ske.

Det gode og det onde er noget meget faktuelt

Det gode kommer fra Gud.

Livet er skabt, for at det skal være godt.

Gode mennesker er dem, der udfolder Guds vilje med livet.

Onde mennesker, som også findes, er mennesker, der af egen vilje har valgt ondskaben. Det slipper ingen godt fra.

Onde mennesker bliver mørke indvendigt og mister deres karisma, indtil de visner helt og svinder bort.

God og ond er noget, man gør, ud fra den frie vilje, som alle mennesker står med i deres hænder.

Fri vilje betyder, set i bakspejlet, at jeg suverænt svarer for mine egne handlinger, hvor den frie vilje var i spil.

Ingen andre end jeg er ansvarlig for, hvad jeg har gjort.

Det sande kommer tilsvarende fra Gud, hvor det falske er at gøre noget andet end det sande.

Det smukke og det grimme på samme måde.

Og Gud så, at det var godt. Han så at det var smukt. Det sande er at være med det gode og det smukke.

Historisk favoriserer jeg mig selv ved at gøre det gode.

Ikke ved at være kalkuleret god, altså for at få noget igen.

Men ved at være god af mig selv.

Et godt menneske udfolder meningen med at være her, og giver dermed sig selv fordele.

Et ondt menneske vil opleve at blive mere og mere begrænset,

God og ond er noget, jeg vælger med min intention.

Vil jeg, Arne, være god? Så siger jeg ja til det, og lever efter det.

Så gør jeg ikke noget skjult, bag gardinerne, når jeg er alene.

Jeg vil altid gøre det godt for mig selv ved at være det, jeg giver mig selv udtryk for.

Så skal ikke kæmpe imod mig selv, og heller ikke skulle forsvare en løgnehistorie.

Det er faktisk ufatteligt enkelt, hvad ethvert barn også forstå, indtil de voksne begynder at blande sig, og forvirre barnet med mærkelige meldinger, som de garanteret ikke engang selv forstår.