Det smukke begynder altid ved hjertet og forplanter sig ud i kroppen.

Når vi er sammen med den elskede i kærlighed, bliver vi også smukke i det ydre, men det begynder indefra.

At kunne kigge mig selv i øjnene går ned gennem hjertet og helt ned i tæerne.

Det er det samme som at have kontakt med Gud, som ikke er mig, men som virker gennem mig.

Jeg er nemlig skabt i Guds billede. Til at kunne være, som han har ønsket det.

Står jeg ved mig selv? Kan jeg kigge mig selv i øjnene fra et dybt sted? Kan jeg mærke mig selv, hele vejen ned gennem rygsøjlen, og vide, at det, som jeg indeholder, til enhver tid vil kunne tåle dagens lys? Tør jeg står oprejst, foran min skaber, og sige, at jeg var det, som jeg skulle være, i enhver situation?

Kan jeg mærke mig selv, hele vejen ned i fødderne, og vide, at alt undervejs var i overensstemmelse med mit sande kald i livet?

Der er ufatteligt meget skuespil imellem mennesker. Hvor mennesker udfolder sig igennem deres instinkt, på en ofte meget lidt sympatisk måde.

Det er nok mere en kvindeting, når det handler om at lege med andres følelser. At lade som om. At lukke op for noget, og så lukke det igen.

Man taler meget om mænds overgreb, der jo altid, også historisk, har været fysiske og direkte handlinger. De kan i lige så høj grad være på de indre baner, og der kan kvinder i øvrigt også sagtens spille med.

Mænd leger også med følelser, når det tager dem. På den måde kan begge køn noget, der bestemt ikke er i orden, og som ikke er kønt at kigge på.

Men det betyder ikke, at vi bare skal anerkende, at begge parter er lige gode om det.

Det betyder, at vi seriøst skal begynde at kigge på os selv, og ikke bare i spejlet, alternativt i de skygger, som vi sender af sted imod dem, vi ikke kan lide.

Spejlbilledet og glansbilledet er i øvrigt begge illusioner, som vi aktiverer, for ikke sandt at ville møde virkeligheden.

Spejlbilledet er lyset udefra. Det er stadig mørkt indenfor, hvis jeg kun lader lyset skinne udefra.

At lyse mig selv idefra er er at ønske og ville kigge på og møde mig selv, præcis sådan som jeg er, med alt, hvad jeg indeholder.

Spejlbilledet ekskluderer. Vi fjerner bumser og rynker med sminke.

Hvis man gør det samme indvendigt, vil mørket akkumulere sig og vokse.

Det fraværende, som jeg jo ikke ønsker at møde i mig selv, sender jeg ud i verden, i form af skygger.

Så enkel er virkeligheden. Alligevel er det den, som de fleste går rundt i.

Fordi de også materielt har indrettet sig i overensstemmelse med deres spejlbillede.

På den måde har man sendt mørket ud af huset, og det er nu ovre på de andre, som man ikke kan lide.

Man behøver ikke engang at forholde sig til mørket. For ude af øje er ude af sind. Og vi kan ikke kigge gennem murstenene.

I midten af det foregående århundrede blev det udfoldet, så en bestemt befolkningsgruppe ved lov blev udstyret med jødestjerner, og efterfølgende kunne sendes, og blev sendt i koncentrationslejre, og udryddet.

I dag har vi den samme problematik over for flygtninge.

Det er også den samme problematik, som vi ser virkningen af, i form af plastic i verdenshavene.

Det smukke er det, vi er. Det vi gør. Det vi siger.

Det sande og det gode i os. Vi ved godt hvad det er.

Det smukke er det, der gør os smukke. Fordi vi udfolder det i vore handlinger.

Smukke bliver vi af det gode, vi gør, og det gode vi har gjort.

Vi bliver ikke smukke af at tænke på noget, som vi skulle have gjort, eller af noget, som vi godt kunne tænke os at gøre.

Skønhed, sandhed og godhed er alt sammen noget, vi gør, og som vi dermed efterlader, så andre også ved, hvad der er for noget.

Et ego er tomt i forhold til alle tre værdier. Livets negation kan ikke indeholde nogle af disse værdier.

Livet er der, for at vi skal leve det, ikke for at vi skal tænke, at vi måske engang vil kunne udfolde det, under alle mulige og tænkelige forudsætninger.

Livet er noget, jeg selv skal gøre noget for. Når vi gør noget for det, så opstår det. Så overtager vi Guds rolle i skabelsen, og gør det til vores eget.

Min væsentlige pointe er, at livet kan blive noget af det smukkeste, vi kan forestille os, hvis vi aktivt vil gøre noget for det. I en relation skal vi begge byde ind. Den ene skal ikke bare ligge og lade den anden gøre noget godt, for derpå at kunne trække sig tilbage i sin egen forestilling.

Vi skal begge ud af vore forestillinger, og vi skal begge aktivt gøre noget for hinanden. Så vil vi kunne opleve magi.

Men det sker ikke ved at blive i forestillingen eller i fantasien. Og det sker ikke i skyggerne. Det sker kun ved positivt at give slip, begge med et oprigtigt ønske om, at noget skal og må være anderledes.