Nogle gange tænker jeg: Hvad er det da for en hjerteløs planet, jeg er kommet til?

Egoisme er et udtryk for, at et menneske lever og handler ud fra det, som det får mest ud af.

Og samtidig at en sådan holdning går forud for en hvilken som helst anden holdning.

At jeg, altid og ubetinget, skal tilgodeses først og sidst, i alle mine valg og prioriteringer.

Sådan er egoet, mennesket som dyr, der altid holder kortene tæt ind til kroppen, og for hvem alt skal være for min egen skyld.

Intet går forud for mig. Intet er vigtigere end mig. Det kan så udvides til at omfatte mine børn og min familie i det hele taget.

Det er en meget inkluderende og ekskluderende attitude, der har afsæt i pattedyret.

Der er ikke nogen sjæl. Der er ikke noget reelt hensyn til andre.

Alt andet end det, der er omfattet af mit ego, kommer i anden rækker, er andenrangs.

Alle andre, der ikke bidrager til dette billede af mig selv, er diskvalificeret, og på forhånd dømt ude.

Sådan er der vitterligt mennesker, der lever. Jeg kender også nogle, der har været ordentlige, som nu er på den måde.

Rædselsfulde og utålelige mennesker. Kun interesserede i deres egen cirkel. Deres eget velvære.

Og en hvilken som helst argumentation handler om, hvad denne verdensopfattelse sætter af standarder og normer.

Verden er instinktstyret, men det får man naturligvis ikke disse mennesker til at indrømme.

Sandsynligvis har de rengøringsvanvid, og de eneste dyr, der findes indendørs, hvis de findes, er husdyr.

Hvad sker der med sådanne mennesker under Corona? Godt spørgsmål.

De bliver i hvert fald, som alle andre, udfordret i deres vante rammer, men det er måske kun, indtil de falder på plads igen.