Jeg har været i en relation i mere end et år, hvor relationen var en tilstand, en sandhed, som vi bare var i hele tiden.

Når vi mødtes, når vi gik tur, når vi elskede, når vi var sammen med familie.

Ingen var i tvivl om, at det var godt. Vi gjorde ikke noget væsen af os. Vi var bare. Og vi havde det godt sammen.

Relationen blev ødelagt af et ondt menneske, læs eventuelt om det på en anden af mine hjemmesider.

Men det, som jeg vil fortælle med det, er, at vi begge var i sandhed og i os selv, når vi var sammen. Det har jeg ikke siden været i tvivl om.

Forklaringen er, at vi har kendt hinanden i mange liv, og at vi derved svingede sammen på nogle meget fine frekvenser.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne tilstand uden videre kan kaldes en sandhed, som vi begge var i.

Da jeg var i Assisi i september 2019, oplevede jeg i Frans’ krypt en tilstand, hvor der var en mørk lyd.

Min oplevelse var, at det var universet før Skabelsen, som bare var en sådan indholdstom tilstand.

Måske skal man ikke tale om en tilstand. Måske var det en før-tilstand.

For der var ingenting.

Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle kalde det.

En tilstand, oplever jeg, har en substans.

En tilstand er for følelsen, hvad et begreb er for tanken.

En tilstand er en måde at være på.

Et begreb er en måde at forstå på.

Hvis vi skal forstå, hvad det handler om, skal vi tilbage til Skabelsen.

I begyndelsen var der ingenting.

Så blev der lys.

Lyset er en tilstand, vi kan forholde os til.

Der er indhold, hvad man ikke kan sige, der er i mørket.

Men det er først, når vi ønsker at forstå noget, at begrebet opstår.

Når vi bare er, har vi ikke brug for et begreb.

Begrebet opstår, når at være i et kort øjeblik er væk.

Vi kan også sige, at begrebet opstår, efter at Adam og Eva bliver forvist fra haven. For nu skal de skabe deres egen virkelighed.

Det efterlader dem i en tilstand af modløshed, opgivenhed.

Når så noget lykkes for dem, blive de glade. Der opstår følelser.

Følelser opstår. De skabes ikke. Men de opstår af en tilstand.

Tanker dukker op, fordi der er behov for at forstå noget.

I begyndelsen er det hele bare forestillinger, uden ord. Men ordene har man brug for for at få en vis struktur.

Følelserne har vi brug for for selv at være med på vores egen måde.

Her kan vi ikke bruge tanker. Tanker er upersonlige. Følelser er personlige.

Men tanker kan blive personlige, når de er ledsaget af følelser og ord. “Jeg elsker dig!”