Corona får det sande frem i mennesket, altså den jeg selv er, den jeg i virkeligheden er.

Det er det bløde i os selv, der på den måde kommer frem.

Jeg skal altid give mig selv plads til det, som jeg mærker i mig selv.

Det er en del af mig, og jeg er den nærmeste til at tage mig af det.

Altså i kærlighed og sandhed. At lade det være, og at lade det få lov til at få stemme, eller hvad det gerne vil.

Det er jo en mening med, at det er der.

Corona lukker op for et blødt menneske, som er et andet udtryk for sjælens tilsynekomst i et menneske.

Instinktet har i den gamle verden været hårdt, kynisk og hjerteløst.

Der har ikke været sammenhæng mellem følelser, ord og handlinger.

Kynismen er blevet understøttet af materialitet og ligegyldighed.

Søvnige politikere, fulde af floskler og klicheer, har været dagens orden.

I hjemmene har der ikke været plads til følelser.

Frygt og vrede, måske i omvendt rækkefølge, har været tonen i mange hjem. Alternativt ligegyldighed og dårligt tidsfordriv.

Man skal være dygtig og vågen for at mærke, at der neden under det hele dukker et blødt væsen op.

Corona opløser stille den hårde instinktformation, som er en anden måde at udtrykke, at mennesket er en abekat i sit væsen.

Mennesket er dog ikke en levende abekat, men et kynisk og kalkuleret pattedyr, hjerteløst og ligeglad i forhold til andre, om de efterlades blødende og lidende. Hvad rager det mig!

Hvis Corona sluttede i morgen, ville alt glide tilbage i det normale. Så der er i hvert fald brug for et længerevarende forløb, for at sjælen mere tydeligt kan få lov til at give sig til kende i menneskevæsenet, og at overbevise, i første omgang de gode og de bløde. De hårde har noget længere vej ind til sandhed og kærlighed.