Et frit menneske er i fri energi, sådan som det er skabt af Gud.

Se det på et barn, der endnu ikke er blevet spoleret.

Som bare tulrer rundt i sin egen energi.

Som leger og fantaserer. Som bare er og er på opdagelse.

Sådan er alle mennesker i deres energi, i deres væsen.

Vi har alle lyst til at gå på opdagelse. At møde livet, som det er.

Når vi ikke praktiserer det, skyldes det, at det er blevet os forbudt.

Men det skyldes også, at vi selv forhindrer os selv, og andre, i at udfolde os på den måde, som det var meningen, lige fra begyndelsen af.

I et barn er der ingen adskillelse mellem det, der senere bliver til tanker, følelser og til seksualitet. Seksualiteten manifesterer sig under puberteten, hvor tanken og følelsen begge bliver aktiveret noget før.

Men hele vejen igennem livet udfoldes alle tre, afhængigt af, hvor meget vi evner at agere i sandhed og kærlighed.

Instinktet i et menneske er dyret, vores dyriske natur.

Det har det med at opføre sig åndssvagt, både som barn og som voksen.

Det kaldes også uansvarlighed, umodenhed, skabagtighed, måske endda sund fornuft.

Men sund fornuft kan sagtens inkludere dem alle, også uden at være bundet i mønstre.

Mønsteret er dårlig opførsel, som jeg reproducerer, måske fordi jeg kan se min egen fordel derved.

Måske scorer jeg på den måde, og efterlader andre lidende og blødende, men er egentlig ligeglad.

Måske er jeg lukket i mit hjerte, og lader andre penetrere mig, men er kold i røven.

Der er mange former, og de praktiseres.