Hver gang jeg skriver en ny bog, bevæger jeg mig længere ind i sjælen som et fysisk fænomen.

Ideen til denne bog, hvis det er en bog, opstod den 1. februar 2020.

Det fascinerende var, at jeg for første gang oplevede, at vi altid vil kunne være og blive i vores egen energi, som jeg opfatter som sjælen.

For første gang oplevede jeg muligheden for altid at kunne blive i høj bevidsthed, som er en anden måde at opløse den lave bevidsthed på. Simpelt hen at følge energiens logik, uden at blive defensiv, og på den måde nå rundt om de dårlige undskyldninger, som ofte ledsager den lave bevidsthed.

Lav bevidsthed ledsager bindinger, eller bindinger ledsager lav bevisthed. Med andre ord kan man ikke være bundet og i høj bevidsthed på samme tid. Men da jeg ikke er bundet, er det ikke min opgave at forholde mig til dem, der i en binding vil modsige mig.

Det er kun muligt at være i energien ved altid at være i sandhed og i kærlighed.

Det vil for mange sikkert betyde en revurdering af disse ord, nemlig at de også kan være forbundet med smerte, med noget meget diffust og uafklaret, med huller og i øvrigt med hvad som helst, der er forbundet med, at jeg bare altid er og bliver i mig selv.

Det kaldes også at gå vejen, at blive på stien, og ikke bare som noget fiktivt eller metaforisk.

Men verden er altid meget faktuel, og alle mine begreber og erkendelser opstår på den baggrund.

Det gælder også forståelsen af, hvad Gud er, og hvad livet er.

Og i øvrigt altid at vende det positive og realistiske derhen, hvor min interesse er.

Alt lader sig transformere, hvis vi formår at være i det, gå ind i det, møde det, men aldrig på en måde, hvor jeg ikke har det godt med det. Så er det bedste at træde et skridt baglæns, og bare vente.

Og så glemme alt om at kigge på sig selv som et offer eller en bøddel. Det handler om min egen position.

Dyb realisme skal jeg altid have i mig, men det må aldrig udvikle sig til hårdhed imod mig selv.

Vi kan favne alt på den måde.