Livet er det, som solen skinner på.

Livet er det, der er.

Giver vi det lov til at være det, det er?

Eller anerkender vi kun noget, når det er, på vore præmisser?

Et menneske, der udfolder sig selv, ved at være godt, viser det også i sit væsen.

Når man ser et billede af et menneske, der er et menneske, altså ikke bare en kliché, afslører det sig også i det fysiske udtryk.

En kliché, til sammenligning, falder sammen i sit udtryk.

Et menneske er som en blomst. God eller dårlig opførsel får det til at blomstre eller at visne.

Et menneske er som en blomst.

Meningen og målet er, at det skal udfolde sig.

Positiv udfoldelse er at gøre det, det skal, men jo også positivt at blive sig selv gennem positive handlinger og et positivt udtryk. Det er i sig selv nemt og enkelt.

Mange vælger netop noget andet. Egoisme. Dårlig opførsel. At gøre noget bag om ryggen. At tale dårligt eller nedsættende om andre.

Hver gang man på den måde handler negativt, reducerer eller begrænser man sine positive muligheder.

Det kan sammenlignes med en celle, hvor den gode og rigtige måde er at udfylde sig selv helt ud i periferien. At gøre noget dårligt reducerer og begrænser mig selv. Hvis ikke jeg lærer det på den gode måde, vil jeg skulle forstå det på den hårde måde.

Livet er mit eget suveræne valg. Sådan har vi fået det fra Gud.

Vores DNA er vores fysiske udfoldelse. Udenpå kan vi derudover udfolde os i kærlighed og sandhed. Men det sker kun, hvis vi tager os selv og hinanden alvorligt i sandhed og kærlighed.

Luskeri i enhver form begrænser os. Hvor skulle vi dog leve med det?

Tilsvarende med negative og unødvendige udbrud og følelser.

Løgn og ukærlige handlinger.

Enhver, der kigger sig selv i øjnene, ved, hvad det handler om.