Fantasi er et mødested imellem realitet og muligheder.

Realiteten kan godt være hård og kynisk.

Det er fantasi aldrig. Så er det i hvert fald en lidt syg fantasi.

Men fantasien, så længe man formår sandt at blive i sig selv, er mulighedernes land, også nye muligheder.

Og nogle gange skal vi forfølge dem, men med fast grund under fødderne.

Målet er da at udvide virkeligheden, at få sjælen med i spil.

Det fordrer dog, at jeg bevarer min realisme og min jordforbindelse.

Hvis verden kun er i min fantasi, så har jeg et problem.

For min krop er stadig i verden, på en eller anden måde.

Det er ikke sikkert, at jeg er i den.

Hvad er meningen med at fortælle dette?

Det gælder om at blive virkelig.

Til den ende er fantasien et enormt privilegium, men jo aldrig, hvis vi bliver inde i den.

Fantasi er, at alt kan kombineres.

At energi og billeder nærmest svæver rundt i ingenting, og at og til samler sig i noget, der godt kan gøre mig glad.

Forestillingen om, at du og jeg skal mødes.

Skabelse er før fantasi.

Tilblivelse er i fantasi.

Fantasi i sig selv har ikke nogen tyngde.

Men det får den, når den suppleres med en intention.

Denne tyngde kan ramme andre med lys eller mørke.

En skygge er et produkt af en fantasi, så fantasi er ikke kun af det gode, og udspiller ikke kun i sjove tegnefilm.

Men fantasi er også den gode forestilling, der vel oftest baserer sig på noget, der var dejligt og rart, sandt og kærligt.

I fantasien kan det få lov til at udfolde sig, inden vi blander os, og med en hurtig tanke gør det umuligt.

Det er sjovt at reflektere over, hvad et indre liv kan gøre, på flere forskellige måder.

Men det fortæller også, hvor vigtigt det indre liv er, inden noget kommer til udfoldelse i den ydre verden.

At det indre liv altid spiller med, og kan gøre det på rigtigt mange måder.

Det fortæller noget om, hvor jeg selv er, i mig selv, og i forhold til det, som jeg møder.

Skygger gør det hele meget bastant, og sort-hvidt. Modsat farver og nuancer.

Lav og høj bevidsthed, vil det være logisk at tilføje som en forklaringsramme.

Mørke og lys i mig selv, som et udtryk for, hvor meget plads der er derinde. Og hvor meget jeg har mig selv med.