Hvis man vil, kan man bygge en kæmpeverden op i et forestillingsunivers.

Man kan få et andet menneske til at ligne et monstrum, et fantom, en vanskabning. Og i virkeligheden er det kun min egen fantasi, der producerer sådan et billede.

Jo mere jeg samtidig undgår at konfrontere dette billede med virkeligheden, jo mere kan min indre verden bliver en reel erstatning for den ydre verden.

Sådan foregår det i rigtigt mange menneskers liv. Er det sympatisk? Nej vel!

Hos mange mennesker, de fleste, er bevidstheden bundet i forestillinger.

Det betyder, at verden er, som jeg ser den, og ikke kan være anderledes.

Jeg har selv bundet mig selv fast i denne forestilling, som kan være urokkelig.

Det er lidt vildt, og lidt uhyggeligt, hvor stor magt en forestilling kan have.

Et menneske, der lader forestillingerne råde i sit liv, bliver mørk indvendigt.

Et mennesker, der er åben over for virkeligheden, som den er, lader lyset komme med indenfor.

Når en mand og en kvinde rører hinanden i sandhed, så bliver de virkelige. Det er magisk at opleve.

Det er sjældent, at man evner at blive i denne sandhed sammen, men det er fantastisk dejligt, når det sker.

Tænk engang, hvor mange relationer der hurtigt bliver kønsløse og ligegyldige, fordi forestillingerne overtager virkeligheden.

Når man ikke vil se virkeligheden i øjnene, lever man i forestillinger. Mange gør det livslangt.

Til gengæld får de ikke noget lys ind i sig selv. De når ikke at opleve noget dejligt og lystfyldt.

De bliver aldrig givende, af et godt hjerte.

Livet bliver floskler og klicheer.

Man behøver ikke at gå så langt for at finde eksempler.

Lav bevidsthed er at være og blive i falske forestillinger, og aldrig at blive virkelig.

Alternativet er at give slip på forestillinger, og aktivt og positivt at gå ud i livet, og så se, hvad der sker.

Det er ikke særligt brugt.

For at forstå livet skal vi kunne se det foran os, så vi ikke bare handler i blinde.

En forestilling baserer sig altid på noget fortidigt. Det er en måde at se ind i fremtiden på, men hvor fremtiden endnu ikke er blevet levende.

Det er jo ikke alle forestillinger, som vi skal udleve. Forestillinger er som en palet af muligheder, hvor passagen ind i virkeligheden jo altid skal være noget, der handler om moral, om ordentlighed, men også om at gøre noget, når vi skal gøre noget. At være der for den anden, når den anden har brug for det.

At følge en lyst, når den er sand, og ikke når vi kan vinde noget ved det.

Man kan også bare følge en lyst, når den er det, hvor vi begge lyser op ved at lade lyset udfolde sig gennem lysten.

Det er bestemt tilrådeligt, men fordrer vistnok et ret godt kendskab til sig selv at gøre det. Men det er muligt, på den måde, sandt at udfolde sig selv. Det svarer i øvrigt meget godt til den måde, som en barn, der endnu ikke er blevet ødelagt, udtrykker sig på.

Forestillingen opstå i rummet mellem frihed og virkelighed. Kan med god ret kaldes en mulighed. I sin rene form er det begrebsligt en god måde at forstå virkeligheden på. At en forestilling kan blive til en realitet ved, at vi lader den udfolde sig.

Nu er vi godt nok ved at være tæt på den måde, som jeg så det hele på i 1979, hvor jeg lærte om 4-delingen, som en måde, hvormed alt lader sig forklare.

Og hvor begreber er et univers i sig selv, til at forstå virkeligheden med. Sådan noget kan logisk kun lade sig gøre i bevidstheden, hvor jeget er den størrelse eller faktor, der gør en forskel i livet. At gøre en forestilling til virkelighed er jegets fortjeneste.

Mine begreber er, i modsætning til de fleste menneskers begreber, ikke instinktbårne. Jeg bruger dem ikke til at promovere mig selv, eller til at skabe en forretning. Mine begreber kan stå i sig selv, også når jeg er død og borte, og de viser ikke tilbage til mig. De har en kvalitet i sig selv.

Hvis jeg stadig giver resonans, er grunden, at jeg har kontakt til Kilden, og det vil jeg da ikke være ked af, hvis det viser sig at være tilfældet.

Til gengæld har jeg det godt med at have skrevet bøger, så jeg der har mulighed for at forklare mig, uden at det bliver blandet sammen med andre former, der godt kan være lidt blakkede i kanterne.

Sådan som man nemt vil kunne finde eksempler på det i Bibelen, hvis man nærlæser teksterne.

Hvis vi fortsætter i forestillingen, bliver vi ikke selv levende.

Mange har et sted inde i sig selv, hvor de er meget udspekulerede. Det er en rigtigt dårlig uvane.

Det kan godt være, de er gode til at score kassen. Men de fylder sig også med mørke. Og der er ikke venskaber, som man skal samle på.

Andre er det, de udtrykker, og er gode af væsen. De er af en helt anden støbning. Der er nok heller ikke så mange af dem.

En forestilling er en anden måde at udtrykke, at jeg har et indre rum.

Jeg kan se noget for mig.

Dette noget ligner noget, jeg kender.

Det næste, der sker, at jeg knytter en tanke, en følelse eller en fornemmelse til min forestilling.

Det kan også være noget fysisk, er jo i udgangspunktet noget, der sker i en af mine sanser. Jeg ser noget, hører noget, fornemmer noget, smager noget, lugter noget, mærker noget, og dette noget ledsages af et billede, en forestilling, en association.

Så længe alt opstår i sig selv selv, foregår det i høj bevidsthed.

Lige så snart vi kobler noget sammen, vil det enten være sandt, altså forblive i høj bevidsthed, eller vi skaber en tolkning, der måske ikke er helt sand, og så ryger vi i lav bevidsthed.

At vi kan se noget for os, er en anden måde at fortælle, at vi har et indre rum, hvor der kan være tanker, følelser, fornemmelser og mange andre sjove ting.

Det er også afgørende, hvad fortsættelsen bliver. Lader jeg min forestilling få lov til at være, hvad den er, alt imens jeg udfolder livet, er der jo ikke noget skisma.

Hvis jeg lader forestillingen træde i stedet for at være i verden, har jeg foretaget det første skridt i retning af noget, der ikke er i orden.

Det kan udvikle sig til et indre liv, der helt tager magten fra min naturlige måde at være i verden på.

Der vil altid være forestillinger. Vi kan ikke leve uden. De er med til at forme vore tanker, vore følelser, vores fantasi. Kunsten er selvfølgelig at lade dem få lov til at virke i en positiv udfoldelse af vore muligheder.

Når vi, i stedet for at leve livet, som vi er skabt til, fylder mørke ind i vore fysiske rum, gør vi os selv uvirkelige.

Når vi vælger elektronik, frem for at gøre os levende, akkumulerer vi de skygger, som vi lever i.