Sætningen kom til mig, mens jeg sov.

Jeg kunne godt mærke, at den kunne noget, men ikke præcis hvad.

Noget med at mærke, hvem jeg selv er.

Jeg stod ikke op. Vågnede da det var blevet lyst.

Sætningen var der stadig:

Formen er afgørende for forståelse.

Har vi noget at have sandheden i?

Det, som jeg tydeligt har mærket i dagene efter, er, hvordan sandheden og et fundament kan komme til syne, som ikke eksisterer i den verden, der er, men som findes meget tydeligt og markant nede eller inde under den.

Vi eller jeg har simpelt hen en identitet, som bliver tydelig, når vi tillader os selv at være i vores egen tilstand.

Jeg er sikker på, at denne form henter sit indhold og sin styrke fra noget, som vi har gjort tidligere, som bare ligger i mørke her og nu. Det er en meget mærkelig og meget speciel oplevelse.

Fordi jeg altid har været god, kan jeg fylde mig selv op med indhold indefra.

Jeg kan gå angsten og smerten i møde, gå igennem den, og mærke mig selv bryde igennem, bare ved at være i det.

Jeg vidste, at det var noget med, at lav bevidsthed altid, næsten pr. definition, overtager hele rummet og vil bestemme og kontrollere alt.

Den gamle verden vil ikke have, at noget skal være anderledes, og tager afstand fra alt nyt, eller alt nyt skal være på den gamle verdens betingelser. Så et spisestel foran mig, hvor det nye næsten ingen plads har, et gammelt spisestel, som et udtryk for den bastante, autoritetstro og urokkelige gamle verden.

Så i går det sjove klip med Flemming Madsen fra 1966, der taler til kalkuner, som svarer ham igen, ligesom bevistløse vælgere, men også som Mussolinis folkemængde, der råbte, hver gang han råbte noget ud til dem.

Men det var også noget med at stå i sig selv.

Og så kunne jeg efterhånden mærke en Kristusidentitet. Over for Pilatus. Over for dem, der råbte. Måske også over for Herodes.

Over for dem, der råbte og ville have mig til at være som dem, eller at være anderledes.

Jeg har oplevet flere gange i livet, at stå i en situation, hvor andre ville have mig til at gøre noget andet, men hvor jeg bare vidste med mig selv, at det skulle jeg ikke. Det var bare sådan.

Overfor et brud, at vi ikke længere skulle være kærester. Men jeg var der stadigvæk, på trods af vreden. Det var sig selv, hun forsøgte at vride sig ud af sin egen karmiske aftale.

Jeg oplever regelmæssigt tilstande fra vores relation, som om vi stadig var der, eller er der. Det gør hun garanteret også, for jeg kan mærke hende.

Eller over for den spirituelle leder, der ville ødelægge mig. Som gjorde noget spirituelt ondt ved mig, og holdt øje med, på de efterfølgende tre spirituelle rejser, at jeg faldt fra hinanden. Hele tiden et vågent øje ud af øjenkrogen, mens hun spillede sit spil.

Som nytårsaften 2016 med sine spirituelle værktøjer forsøgte at skille mig ad fra min kæreste, og nogle måneder senere rykkede båndet fra hinanden, efter at hun havde lagt en ond intention ind i min kæreste. Det var, efter at min kæreste og jeg begge havde været deltagere på en spirituel rejse på Island, hvor den spirituelle leder var ankerpersonen.

Hun vidste, hvem jeg var, og det var nu afgørende, at jeg helt desintegrerede. 2½ år senere oplevede jeg, at hun havde forsøgt at overtage min identitet. Jeg måtte lægge mig i græsset i vejsiden, indtil jeg igen kom mig, og kunne cykle videre, meget langsomt.

Hvis man synes, at det virker kynisk, så kan jeg bekræfte, at det var kynisk. Det har også være dybt smertefuldt at være den, der blev udsat for det. Jeg har så fået hjælp til at forstå det, hvad den anden jo ikke har anset for muligt. Fordi den anden regnede med, at hun var den eneste, der kunne agere i det område af tilværelsen.

Jeg skrev til hende, efter at jeg havde mødt Metatron, for at fortælle hende om det. På det tidspunkt vidste jeg godt, at hun ikke var helt fin i kanten, men kendte ikke omfanget af hendes vanvid. Men det var vigtigt for mig at fortælle, som jeg oplevede det, at hendes opførsel ikke var i orden.

Jeg læste ikke, hvad hun svarede, ud over at de sidste ord handlede om nogle regler, som man skulle overholde. Det var nok til at fjerne hende som ven på Facebook.

Min form har været der hele tiden, selv om meget i mit væsen har været ødelagt og desintegreret. Hun har med et smil konstateret, at jeg jeg fortalte hende, i Bosnien, ved pyramiderne, at en masse lys forsvandt i mit liv.

Også, da jeg i Bosnien fortalte hende, at jeg under den afsluttende meditation mærkede min kærestes hjerte banke imod mig. Den spirituelle leder sagde til mig, at det skulle jeg nok ikke regne med, ville komme til at ske i virkeligheden.

Men bag ved det hele er jeg der stadigvæk. Det er mærkeligt at mærke. Bag ved had. Bag ved løgn, for løgnens egen skyld. Bag ved ondskab, for ondskabens egen skyld. Bag ved råb. Bag ved vrede. Bag ved bagtalelse, som jeg flere gange er stødt på. Bag ved forsøg på at udstøde og at afstøde mig. Bag ved forsøg på at ødelægge mig og at overtage min identitet.

I går skrev jeg noget om, hvordan jeg oplever at skrive mig ind i mørket, der er mørkt, men hvor jeg i processen oplever, at noget pludselig åbner sig. Jeg gør ikke i situationen noget, for at noget skal være anderledes.

Men selvfølgelig vil jeg gerne, at noget skal være anderledes.

Jeg har aldrig villet andet end det gode.