Det er mærkeligt, at det er fortrængninger, der bestemmer, hvad der er virkeligt, og hvad der gælder.

Det sande i sig selv har ikke nogen bevågenhed.

Det hænger sammen med, at alfahannen eller alfahunnen har det sidste ord at skulle have sagt.

Og denne person er det uforløste magtmenneske, dyret der tager beslutningerne.

Dyret hersker over sandheden i enhver form. Eller sandheden skal underordne sig dyret.

For sådan er voksenverdenen skruet sammen. Magt har ret.

Den er en sjov logik, blandt mennesker, at tro, at fordi man opfører sig åndssvagt, så løser man problemer.

Samtidig er livet en kontinuerlig strøm af energi, der muliggør, at vi kan kigge på vores eget liv, frem og tilbage, i en ubrudt positiv streng.

Begge former er ikke mulige i det samme liv, og derfor må man vælge, om man vil gå med skyklapper på, eller om man ønsker et åbent liv.

Indtil Corona var voksenliv en form, der i årtusinder har været gældende, og som er blevet vedligeholdt ved hjælp af åndssvag opførsel. Der er bare ingen, der taler om den, fordi stort set alle praktiserer den, på vej ind i voksenlivet.

Fortrængninger er noget, vi selv vælger, hvis vi tager de ansvarlige briller på.

Mange ligger under for fortrængninger, fordi de er blevet dem påført. Og mange kan ikke andet.

Men over for mig selv kan jeg beslutte, at det skal være anderledes.

Det handler om min måde at møde verden på.

Corona lukker ned for de hårde former.

De hjerteløst kyniske må lade livet, alternativt finde noget andet at få tiden til at gå med.

Fortrængningsmekanismer handler om at benægte sandheden, enten ved selv at gøre det, eller ved ufrivilligt at lukke ned, fordi det er for smertefuldt at lade være.

Begge former findes og praktiseres. Og der bruges mere energi på denne måde at være i verden, end på stilfærdigt, åbent og ærligt og positivt at være i verden.

Resultatet ser man overalt, i form af nedbøjede hoveder, mennesker, der er fyldt med dårlig samvittighed.

Det gælder også mennesker, for hvem det at se som om, er meget vigtigere end at være og at stå inde for sig selv.

Fortrængning er en handling, der er så hurtig, at stort set ingen lægger mærke til den, og jo slet ikke bagefter, hvor man har travlt med at benægte, at noget har været, at noget har været sandt.

Det er sjælen, som der trækkes gardiner for, og man gør det i øvrigt også gerne kollektivt.

Det var jo tydeligt, hvad der skete, hvis vi kigger baglæns i historien, på Hitler-Tyskland.

Men det praktiseres i lige så stort omfang i dag. Det er ikke svært at finde gode eksempler.

Det praktiseres også i private relationer, hvor det handler om at benægte, at noget nogensinde har fundet sted, og samtidig at sikre sig selv, at sandheden aldrig vil kunne blive tydelig igen.

Sandheden er der stadigvæk. Den er bare fornægtet, fortrængt, gemt væk, løjet væk, og kræfterne bruges på at vedligeholde løgnen.

Løgnen formuleres som den skinbarlige sandhed. Den er ofte ledsaget af skygger, hvor den nemmeste skygge er at gøre en bestemt person til den onde, den løgnagtige, den svigagtige, hvorved man fuldstændigt friholder sig selv.

Man interesserer sig ikke for sandheden. Til gengæld har man det ikke godt med sig selv, når man er i enrum.

Det kan man jo så prøve at undgå.

Lakmusprøven, hvis man har lyst til at bruge den, er, at personen ikke længere har et glimt i øjnene, at ansigtet bærer præg af handlingen, at kroppen har mere mørke i sig end lys, og at personen skynder sig væk igen.

Alternativet er at være i sig selv og at være med sig selv, som jeg så fint fik det formuleret af Frans af Assisi.

At bevare lyset, kærligheden og glæden i sig selv.

Og sandheden, ikke at forglemme.

Når man mærker sjælen gennem sandheden, eller sandheden gennem sjælen, så har man altså ikke lyst til nogensinde at vende tilbage til mørket, vil jeg gerne tilføje. Det betyder ikke, at det ikke bliver mørkt, fra tid til anden. Men jeg har en viden om, at jeg kan trænge igennem mørket, hvis jeg har tålmodigheden og viljen, og lysten selvfølgelig.

Og hvis jeg er gennemført ordentlig, ikke at forglemme.