Som menneske vil det altid være dyret, der har beslutningsretten, fordi mennesket, mere end noget andet, altid vil være i sit dyr, i sit instinkt.

Det afgørende er jo så, om mennesket regner sin sjæl for noget, om det er villigt til at tage sjælen med på råd.

Det har meget at gøre med bevidsthed og med vilje, altså om jeg ønsker at være et sandt menneske, der lever efter sjælen, eller om jeg hellere vil være et dyr, altså et menneske på dyrets præmisser, hierarkisk, ekskluderende, magtstyret, ærgerrigt og så videre.

Vi har ikke andre muligheder end at anerkende, at et menneske er sin egen herre. Men vi kan jo så vælge, i fællesskab, at gøre sjælskvaliteter gældende for en samfundsorden, i stedet for at lade dyrets kynisme få serveretten.

Et menneske er et dyr, der har fået en sjæl, med mulighed for at række helt op til Gud.

Dyret har vi stadig i os. Men vi har også Gud i os, da han har skabt os i sit billede.

Det er godt nok sjovt og magisk.

Instinktet har vi fra dyret, pattedyret.

Men instinktet findes i alle dyr, der dermed har en bevægelsesevne. Det er ikke fikseret til en lokalitet, som planten er det. Instinktet er ikke forankret i jorden med rødder. Det har fødder, muskler, sener og nerver.

På samme måde, som vi kan tale om vores plantevæsen, kan vi også tale om vores dyrevæsen. På den måde kan vi gøre det mere konkret, med også holde væsenerne adskilt i vores forståelse af dem.

I sin mest primitive form har det instinktstyrede væsen kun en åbning til fødeoptagelse og en anden til adskillelse af affaldsstoffer, ekskrementer.

Forplantningsevnen kan vi også finde hos alle dyr.

Wilhelm Reich omtaler orgasmerefleksen som den evne, et dyr har til at få sig til en orgasme, hvor man spænder som en flitsbue, for i udløsningen helt at afspænde.

Spændingstilstande kendetegner et instinkt, hvor de i deres sunde former handler om, at dyret er årvågent, snarrådigt, opmærksomt.

Spændinger er også en del at et hierarkisk system, hvor det at være inde varmen er noget helt andet end at være ekskluderet.

Instinkt uden sjæl er indholdstomt. Det er ren krop.

Sjælen er vores mulighed for nærvær, at opleve os selv og hinanden, at være kærlige.

Sjælen er vores mulighed for sandhed, for at mærke os selv, at være til stede i os selv.

Selvbevidsthed er at få lys ind i os selv. Sådan noget har dyret ikke. Når vi har det, skyldes det, at vi har en kontakt ud i universet, at vi kan få mening i livet, at vi kan forbinde os med evigheden.

Sjælen giver os volumen og positiv tyngde, når vi anerkender, at vi er forbundet til noget guddommeligt.

Vækst og jordforbindelse er elementer, som vi har overtaget fra planten og planteriget.

At få lov til og mulighed for at udfolde sig stilfærdigt.

At slå rødder og at få lov til at udvikle sig på egne præmisser.

DNA er udgangspunket for det hele, både plante, dyr og menneske. Vi har et biologisk mønster med os, som udfolder sig af sig selv, uden at vi behøver at blande os. Nok en god idé at lade det få lov til at ske af sig selv.

Sidst i 1970’erne bleve jeg dybt inspireret af Rudolf Steiner. Hans forståelse af viljen har været vigtig for min forståelse, hvordan viljen bliver til i et menneske.

Og hele hans forståelse af rytme, hvor naturens og menneskets rytme spiller sammen, har også givet mig dyb inspiration.

Jeg husker, jeg kunne læse en enkelt sætning i en af hans bøger, og at denne sætning igangsatte en meget langvarig tankestrøm og forståelsesrække.

Det er sjovt at tænke på, hvor forskellig en tilgang mennesker kan have, og også, hvor radikalt forskellig noget bliver modtaget på.

Når vi lærer, sandt at tilegne os viden, vil enhver indlæring, i hjemmet, i skoler og senere hen, på uddannelsesinstitutioner, fuldstændigt skulle revurderes. Man glemmer fuldstændigt kvaliteten ved indlæring, og fokuserer stort set kun på en dyrisk tilgang, lidt mere udfoldet end salmevers, men ikke ret meget mere.

Jeg husker stadigvæk eksaminer, også fra dette årtusinde, hvor karakterer blev givet, i forhold til at kunne gengive lærebogens viden, på lærebogens præmisser.

Det handlede ikke om, hvad der var sandt. Det handlede om, hvad der stod i den autoriserede lærebog.

Det kunne i øvrigt være meget relevant at tage salmevers op til fornyet overvejelse, fordi mange af dem er skrevet i dyb inspiration.