Det guddommelige er den reneste sandhed. Den direkte sandhed.

Jeg forsøger mig ud i noget, hvor jeg på en måde har fast grund under fødderne, men hvor jeg på samme tid bevæger mig i nyt land, i hvert fald sprogligt.

Det var Frans af Assisi, der sagde til mig Skærtorsdag 2019, at “Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv”.

Dengang tænkte jeg, at det kunne jeg simpelt hen ikke skrive. Men sidenhen har jeg egentlig haft det godt med udsagnet.

Først og fremmest har det, for mig, noget med at være og at blive i min egen energi. Lade være med at reagere ud af mig selv.

På den måde mister jeg aldrig mig selv. Til gengæld oplever jeg tit af være forvirret, ikke at kunne finde ud af noget.

Men når jeg tillader mig selv at lade det være, hvad det er, vil det altid, stille og roligt, finde en form.

Nogle gange går jeg i seng med en forvirring, hvor jeg så oplever en opklaring næste dags morgen. Det er tit meget besynderligt, og også lidt magisk.

Guddommelighed er et sprog, der ikke altid, eller måske sjældent, er tilgængeligt for såkaldt almindelige mennesker.

Alligevel oplever jeg, især sammen med børn, en umiddelbarhed, der bare matcher det, som jeg kalder guddommelighed.

Jeg oplever også af og til afdøde komme igennem, hvor de er i en stemning, deres særlige personlighed eller tone eller farve. For mig er det også et sprog, også selv om der ikke bliver sagt noget. Det er lige så udtryksfuldt som at sætte ord på, selv om jeg nogle gange godt kunne have lyst til at få at vide, hvad de gerne vil sige til mig.

At opleve en afdød er at opleve vedkommendes essens. Vi kan også kalde det det positive billede, som han eller hun efterlod, men aldrig sminket, aldrig forskønnet. Sådan som vedkommende var, levende og viril, kan man vist godt kalde det.

Jeg oplever også nulevende komme igennem til mig, nogle gange meget levende, næsten som om vi sad ved siden af hinanden. Ved lejlighed skal jeg prøve at finde ud af, om de snakker, ligesom jeg gør det, altså hvordan kommunikationen er fra den anden. Netop fordi vi formår at formidle en masse viden.

Når jeg skriver bøger, er det noget af det samme, der gør sig gældende. Jeg skriver fra et sted, hvor mange måske ikke forstår mig. Alligevel er jeg sikker på, at det er et alment menneskeligt sprog, som jeg bruger. Og at det på et tidspunkt vil slå an.

Det, der forhindrer mange i at forstå mig, er, helt sikkert, at de er bundet i deres instinkt. Hvis bare de, lige som jeg, var mere i deres sjæl, ville der være mere umiddelbar forståelse og kommunikation.

Da jeg lavede mit første manuskript i 1979, og fik blankt afslag fra to forlag, blev jeg meget skuffet. Forfatter og filosof Villy Sørensen skrev tilbage til mig, da jeg derefter sendte det til ham: “Jeg kan kun opfatte det, som du skriver, som noget, du måske engang til kunne formulere overbevisende!”

Det kan man da kalde et afslag! Jeg har efterhånden vænnet mig til, at det tager tid, og at det er ok, at der ikke er et publikum.

Til gengæld har jeg flere gange oplevet, at andre siger til mig, at de kan sige noget til mig, som de ikke har kunnet sige til andre. Så noget ved jeg, at jeg har fat i.

Og så har jeg jo altså også ærkeenglen Metatron bag mig hele tiden, så på den måde har jeg en god fornemmelse for, hvor jeg er, og at det, som jeg beskæftiger mig med, er ærligt og ordentligt. Og derfor klør jeg på, nu med min 13. bog.

Frans af Assisi sagde til mig, Pinselørdag 2019, at jeg er gået en vej, som ingen er gået før mig. Det blev jeg meget rørt over.

Jeg vil gerne knytte nogle kommentarer til dette udsagn.

At gå vejen er kun muligt i fuldstændig ordentlighed. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

Jeg skal selv gennemleve og forstå min egen sandhed, og jeg skal blive på stien.

Det har altid været naturligt for mig.

Onde mennesker har ikke denne mulighed, heller ikke sjuskede mennesker.

Jeg har helt sikkert medbragt en dyb motivation, for jeg har aldrig haft lyst til at fravige vejen, især ikke, efter at jeg meget direkte sagde ja til det.

Jeg har været lukket ned, derude fra, uden at forstå det, men har siden forstået, at det var, fordi min sjæl ikke havde sat sig ordentligt fast. Det betød, at jeg ikke evnede at forstå og transformere sandt, har jeg siden fundet ud af.

Og jeg har også været lukket ned, i dyb smerte, hvor jeg kun formåede at være i stor lidelse. Så længe man er i smerte, forstår man ikke andet end, at det gør ondt.

At et andet menneske meget specifikt har gjort mig ondt, og fortsatte sin ondskab, har jeg kun langsomt forstået, og synes stadigvæk, at det er det mest åndssvage, man overhovedet kan finde på.

Man gør noget ondt ved en anden, og man reducerer sine egne muligheder tilsvarende. Det har jeg simpelt hen ingen forståelse for overhovedet.

Det er i modstrid med enhver form for guddommelig mening med livet.

Sand erkendelse er kontinuerlig erkendelse.

Corona er aktiveret, fordi voksenliv og mursten forhindrer, at energien kan få lov til at bevæge sig frit i livet, og dermed heller ikke sand erkendelse.

Hver gang jeg skriver en bog, har jeg et tema, som jeg gerne vil udfolde. Først gør jeg det positivt, som jeg oplever det. Men ved hver bog er der så dukket forhold op, der betyder, at almindelige mennesker ikke har adgang til denne viden og forståelse.

Ved hver bog er jeg kommet nærmere sandheden, og efterhånden har dette mørke i mennesket udmøntet sig i en forståelse, der handler om, at det er voksenlivet og mursten, der forhindrer sandheden i at få udtryk. Livet går simpelt hen i stå mellem mursten, og fordi de voksne opfører sig, som de gør.

Det er næsten en naturlov, at der på den måde opstår normer og fordomme, men det er det alligevel ikke. For hvis man, som jeg, går afsides, uden for disse begrænsninger, får man de naturlige og sande erkendelser. Der er bare stort set ingen, der kommer derud.

Historisk har der været personer, der har forladt deres hjem, deres miljø, deres kontekst, og så fået den dybe indsigt. Det er oplagt at nævne Jesus og Frans af Assisi, men der findes også andre, i andre kulturkredse.

Det mærkelige er, at de, der bliver inde bag mursten, er dem, der råber højest, og som har magten, og som styrer verden.

Det er det, som Corona nu vil sætte en stopper for.