Vi er den virkelighed, vi selv har skabt.

Vi er konsekvenserne af de handlinger, vi selv har forvoldt.

Vi er vores egen konsekvens.

Det er altid nemmere at være den, der er blevet udsat for noget, end den, der har udsat andre for noget.

Den første har ikke selv bedt om det, og er ikke selv skyld i det.

Det giver vedkommende reelle handlemuligheder, i forhold til, hvordan han eller hun selv har været.

Livet handler om og bedømmes på positiv handling.

Handling kvalificerer os til at være levende mennesker.

Ved aktivt og positivt at handle gør jeg en forskel i verden, gør verden til et bedre og et anderledes sted at være.

At handle er, positivt at gøre noget i verden.

At jeg er andet og mere end et nul og niks.

At handle er at sætte mig ud over mig selv.

Det er ikke bare at opfylde mit selvbillede som narcissist. Det flytter ikke noget.

Virkeligheden bliver til ved, at vi aktivt går ind i den.

Det er sådan, et barn tager livet til sig.

Det er en mulighed, der altid er åben for alle.

Men det forudsætter, at vi aktivt gør noget for det, og gør noget ved det. At vi bevæger os ud i livet. Tager det til os. Lader det virke på os. Indsnuser det. Glæder os over det. Er i det.

Når Kierkegaard taler om at tage springet ud på de 70.000 favne vand, handler det i virkeligheden om at handle.

Altså at give slip og handle.

Ikke gå med livrem og seler, og så gøre noget.

Men netop at give slip.

Intet er lettere. Men samtidig skal jeg også gøre det.

Og det afholder utroligt mange fra at gøre det.

En handling er at flytte mig fra et punkt til et andet.

En ikke-handling flytter ikke noget.

En handling giver mig noget reelt at forholde mig til.

Det gør en ikke-handling heller ikke.

Heller ikke en trods handling.

Selv en lille handling flytter noget.

Ingen handling flytter ingenting.

Ord er at sige noget.

Handling er at gøre noget.

Prøv at lægge mærke til den kraft, der er bagved, og hvor afgørende det er, om jeg omsætter ord til handling, altså stå bag mig selv, eller om jeg alligevel ikke mener noget med det, og bare trækker mig igen.

Menneskets egen kraft er afgørende for udfoldelse af den frie vilje. At jeg gør det, jeg siger, og ikke bare troede, jeg gjorde det, jeg måske sagde.

Der er kæmpestor forskel på, hvilken position jeg agerer fra, og med hvilken intention.

Papnisser og vatpikke har ikke noget at skulle have sagt her. Men det kan sagtens være, at det er dem, der råber højt på Facebook, og gør sig vældigt bemærket. Det er set før!

Jeg skriver ind gennem tiden, hvor sprog er et udtryk for det, som jeg skriver om.

Min inspiration er den erkendelse, som ærkeenglen Metatron viser mig, eller som jeg opdager, fordi han trykker mig derhen, så at sige.

På den måde har jeg et klart fortrin i forhold til andre, der ikke på samme måde er understøttet hen mod deres skriveri.

Jeg er altid meget ydmyg, og ved også, at jeg aldrig selv vil nå de samme erkendelser og sammenhænge, hvis ikke der var en hjælp til det.

På den anden side kan mit udtryk kun være mit eget, ligesom synsfeltet også er mit.

Men jeg har det privilegium, at jeg ikke, i modsætning til de fleste andre, er låst i forhold til materielle eller menneskelige bindinger, der begrænser min opfattelse og evne til at forstå og udtrykke mig.

Når jeg blander mig på Facebook, bare for at tage et eksempel, kan jeg mærke, at stort set alle andre skriver igennem nogle forudfattede meninger, samtidig med at deres ord ikke er samtidige, men en tolkning ind i tiden, hvor der ikke er noget aktuelt nærvær. Meget ofte er en holdning bundet af en fordom.

Handlinger er mit udtryk i tiden, hvor ordene kan være samtidige, men ofte ikke er det, lige så lidt som tolkningerne er det.

Livet er små beslutninger, hele tiden.

Det er alt det, vi gør, inden vi gør noget, der betyder noget.

Og hvorfor vi gør det.

Handlingen i sig selv er normalt ikke nær så interessant som det, der går forud.

Handling kan have mange former. Det er, hvad jeg gør med mit instinkt.

Handling begynder med opmærksomhed.

En aktiv handling sætter sig spor.

En negativ eller defensiv handling sætter sig kun spor, hvis den er sand eller nødvendig.

Aktivitet gør mig til andet end et monster, og giver mig noget sandt at bygge på. Jeg har noget at forholde mig til.

Det er, hvad jeg gør, med hele mit væsen, der betyder noget.

Ikke hvad jeg gør, når andre kigger på mig.

Men når jeg er alene over for Gud.

Det lyder måske lidt tænkt.

Men jeg ved godt, hvad det betyder.

Vi kan også udtrykke det: Når jeg er alene med min samvittighed.

Vore handlinger dømmer os.

Det, vi gør, efterlader sig et spor.

Hvis vi har været gode, kan vi vende tilbage til det gode, som vi har gjort.

Det gode indeholder en substans.

Vores handlingsradius er der, hvor vi kan gøre en forskel.

Hvad der sker udenfor, kan vi ikke gøre noget ved.

Vi kan råbe og skrige, men det hjælper jo ingenting.

Det ved vi også godt.

I armsbredde kan vi altid gøre en forskel, uanset hvad den så består i.

Vi kan også altid sende en venlig tanke. Det hjælper også. Den kan vi sende alle steder hen, og den hjælper.

Når man gør noget, så sker der noget.

Når man ikke foretager sig noget, så sker der ingenting.

Når man gør noget, så længe man gør det ordentligt, ærligt og positivt, så gør man en forskel. Så flytter man noget.

Når man ingenting gør, så gør man ingen forskel.

Mange har i meget lang tid lavet ingenting.

Det flytter ingenting nogen steder.

Voksenliv har en sådan passiv karakter, hvor man kun gør noget for sin egen skyld.

Corona tvinger os til at grave dybere, tvinger os til at søge og at finde et svar.

Hvad er den grundlæggende intention bag ved mine handlinger?

Hvad er meningen med, at jeg er i live?

Svaret på disse spørgsmål er afgørende for alt, hvad jeg foretager mig.

Alt i livet handler om, hvorfor jeg gør noget, inden jeg gør noget.

Og i forlængelse heraf, hvad jeg gør.

Men livet er i alt styret af mine intentionen, gode eller onde.

Intentionen er styret af lys eller mørke.

Så lys eller mørke styrer på den måde mine handlinger.

Hvordan jeg er, går forud for, hvad jeg er.

Hvordan er jeg til stede i mine handlinger?

Hvis jeg i mine handlinger er til sted i sandhed og i kærlighed, er jeg i høj bevidsthed.

Hvis ikke sandhed og kærlighed styrer mine handlinger, er jeg i lav bevidsthed.

Så er jeg måske bare ligeglad, eller magtsyg.

Eller måske bare holdningsløs.

Det kan også være, at det, jeg gør, er styret af min normer, eller af mine fordomme.

Hvis det er tilfældet, lever jeg et ret tomt liv,

At gøre det, man skal, er det enkleste af alt.

Fra instinktet og over i sjælen kommer jeg kun, hvis jeg udfylder min rolle, som vil sige at gå ind i mit instinkt og derfra at handle ud i verden.

Jeg kan ikke komme fiktivt ind i sjælen. Det kan kun lade sig gøre ved at tage sit ansvar og sit liv på sig.

Det er fint beskrevet i mange lignelser.

Man kan ikke være en vatpik og komme ind i himlen.

Sjælen som en positiv mulighed fordrer, at jeg er til stede i mig selv.

Når jeg gør noget, kan jeg altid mærke, om det er sandt.

Når tanker og følelser og forestillinger skal omsættes i praksis, bruger vi vores krop, og lader den få lov til, med eller uden en bevidst vilje, at flytte sig. Det er en handling.

Hvis jeg er sand i min handling, udtrykker jeg den, jeg er.

Hvis min handling ikke er mig, er jeg jo delt. Så er handlingen en delmængde, hvor jeg selv blev liggende på sofaen, eller hvor jeg nu dovent eller uvilligt opholdt mig imens.

At være mig selv er at udtrykke mig selv. At jeg i mine handlinger er den, jeg er.

Når jeg rører ved et andet menneske, så er det mig, der rører.

Når jeg kigger på et andet menneske, så er det mig, der kigger.

Og da jeg ikke har noget i klemme, vil jeg altid kunne kigge den anden dybt i øjnene.