Hvis jeg gør noget ondt eller dårligt, lægger det sig som mørke inde i mig, og fylder i periferien.

Jeg vil altid være mærket af det, indtil jeg gør det, som jeg godt selv ved, hvad er, for at fjerne det igen.

I hvert fald så længe jeg ikke har skadet et andet menneske forsætligt.

Så stiller alt sig anderledes, også det, som jeg beskriver i det følgende.

Da jeg ikke selv har prøvet at være ond på den måde, vil jeg ikke gøre mig klog på virkningerne heraf, kun at det vil begrænse en person på en helt afgørende måde.

Jeg har suverænt ret til at være mig!

Ingen skal fratage mig denne ret!

Selvfølgelig skal jeg anerkende enhver andens tilsvarende ret.

Men ingen skal, kan og må tage min ret fra mig. Det er mit suveræne udgangspunkt.

Jeg er den, jeg er, helt ud i periferien af mig selv.

At jeg har en periferi fortæller, at jeg har en udstrækning, en omkreds, måske mere korrekt en kuglerund form af en slags.

Når jeg er helt til stede i mig selv, altså alt inklusiv, kaster jeg ikke skygger, og jeg bliver ikke vred, fordi jeg har styr på mig selv.

Hvis et barn løber ud på vejen, eller en hund kommer imod mig, bliver jeg selvfølgelig vred eller bange, med det er naturligt.

Det er ikke et udtryk for dårlig opførsel, fordi der er noget, jeg ikke vil kigge på på mig selv.

Det sidstnævnte kan være et mønster, og det kan være et lig, jeg har liggende på lager. En jeg kørte over, som nu ligger et eller andet sted og bløder og lider.

Men sådan noget gør jeg ikke. Derfor kan jeg mærke hele min periferi.