Sjælen er det sande, der vender tilbage hver morgen, inden vi begynder at kontrollere noget.

Sjælen kan vi kun nå i sandhed og kærlighed, i ærlighed og oprigtighed.

Sjælen og Gud lader hjertet lyse op indefra, hvis vi lader det, hvis vi giver det tid, ro og plads.

Sjælen er det sande i os, der hvor vi forblev tro mod os selv, også da det værste stormvejr herskede.

Mens der blev revet i os af alle kræfter, også af dem, vi troede os elsket af.

Af dem, der forråede os, flåede vores hjerte fra hinanden.

Men vi stolede på Gud.

Det, der får et menneske til at lyse, er lyset fra Gud, igennem sjælen.

Egoet lyser ikke, og udtrykket i øjnene er dødt.

Sjælen er det, vi har foran os, eller som vi befinder os midt i, når vi er vågne, glade, åbne, ærlige.

Når man ikke er sand, og ikke er kærlig, og ikke er ordentlig, sanser man den ikke.

Den er der stadig, men man tager den ikke alvorligt.

Det har jeg faktisk oplevet mange gange. Også at andre ikke kunne eller ville se, hvad jeg sagtens kunne se.

Så længe vi positivt og kærligt og ærligt er i livet, har vi adgang til sjælen.

På den baggrund er det jo mærkeligt, at så få har denne umiddelbare adgang.

Det kan jo kun skyldes, at de ikke positivt, ærligt og kærligt er i livet.

At de har gjort noget, som har fjernet dem fra denne umiddelbare og spontane tilgang.

Ufatteligt mange mennesker løber rundt med lig i lasten. Noget som de ikke vil eller har lyst til at kigge på.

Som ikke desto mindre handler om, at deres udtryk og aftryk i livet bliver derefter.

Et liv i sjælen handler om, at vi holder op med at reproducere ligegyldige og forældede mønstre.

Men også holder op med at reproducere og at skabe nye kalkulerede mønstre. Hvor vi får gevinst af at gøre noget, der ikke er i orden.

Begge dele findes og praktiseres. Begge dele diskvalificerer i forhold til at møde livet, præcis sådan som det er.

Et liv i sjælen er, at vi lærer at leve efter hjertet, og hvad der er sandt i livet.

Før Corona havde sjælen i det store og hele ingen bevågenhed.

Alt blev målt og vejet med instinktbriller og andre hårde og kyniske former.

Indhold var kun relevant, hvis det kunne passe ind imellem murstensmure.

Det samme gjaldt menneskelighed.

Det, der gør os levende, er, at vi lader sjælen få lov til at skinne igennem.

At vi er det sande og kærlige udtryk for os selv.

Man kan nemt høre og fornemme, når det i stedet er en kliché eller en floskel.

Der er ikke bund i et menneske på samme måde. Det er ikke dybde.

Der er ikke autensitet, ærlighed, åbenhed. Det er tomt, hvad der kommer indefra.

Eller der kommer ikke noget indefra.

Uden sjælen i spil er vi kun en tom gentagelse. Og vi kan sagtens mærke det på os selv.

Mennesker uden sjælen i spil er mørke indeni. De overbeviser ikke nogen. De går rundt som skygger.

Mange mennesker lever af at lade andre skinne på sig. De er egoer, uden et reelt indhold.

Der er kun substans, når de er sammen med nogen, der kaster lys på dem.

Mennesker uden sjælen i spil kan ikke, reelt og ærligt, kigge andre i øjnene. Og heller ikke sig selv.