Sandheden i mig selv finder jeg, når jeg altid har min kontakt opad og nedad på plads.

For min skyld kan vi godt kalde det min kontakt til Gud og min jordforbindelse.

Men det er vigtigt, at et menneske selv finder sin egen måde at udtrykke det på, så længe det hele handler om sandhed og om kærlighed, om positivt at være i livet, om at vægte det ægte – det kom lige til mig!

Det er også vigtigt, i forhold til andre, at finde en balance, så man ikke skiller sig ud. For så er det ikke sandt længere.

Nogle mennesker har det bedst ved at være og udfolde sig sammen med andre. Mens andre foretrækker først at være i enrum. Det er ikke noget definitivt svar på, hvad der er rigtigt. Det skal man selv finde ud af. Men man vinder ikke noget ved at gøre sig selv speciel. Det gør man aldrig. Man vinder noget ved at være ærlig og oprigtig, men stadig ikke for at vise sig, at gøre sig bemærket.

Hvert øjeblik er nyt.

Jeg kan altid træde et skridt baglæns.

Jeg kan altid trække vejret.

Jeg kan altid tælle til ti.

Den høje bevidsthed har mange muligheder, hvis vi bare ønsker, at den skal have lov til at virke.

Det gælder i en hvilken som helst situation i livet.

Jeg har altid stor indflydelse på min egen modenhed. Min egen parathed.

Om jeg ønsker at være sand voksen, som alternativ til at være et infantilt og uansvarligt barn.

At give sig selv lov til at være menneske.

At give slip, inden jeg krampagtigt holder fast i noget.