Det er vigtigt, at vi lærer at forstå på vores egen måde.

Der findes en sandhed, der er, som den er. Den kan vi ikke bøje.

Men vi skal lære, selv at tage den ind, at tage den til os. Det kan ingen andre gøre for mig.

Livet handler om at knække koden.

Det betyder, at der nogle gange er noget meget specifikt, som vi skal gøre.

Noget meget specifikt, som jeg skal gøre.

Men andre gange skal vi bare gøre det, vi godt ved, vi skal. Som handler om at være og at gøre.

Der findes ikke en bestemt teknik, som man kan gentage uendeligt.

Der findes kun min egen måde at være i verden på.

Jeg har det godt med at vide og formulere, at der ikke findes noget enkelt svar på noget.

At alt i udgangspunktet er åbent. At livet ikke kan forklares i et enkelt system.

Med det betyder ikke, at der ikke findes klare svar. Og det betyder ikke, at der ikke findes og kan beskrives en meget specifik verden.

Men vi skal lære at navigere i usikkerhed, som ikke er det samme som universel relativisme.

Det er gennem usikkerheden, vi lærer, hvad der er sikkert, hvad vi kan stole på og falde til ro i.

Det er ved at tillade os selv at være skrupforvirrede og desorienterede.

Ikke fordi der er noget formål i at gå rundt sådan.

Men fordi vi vil opleve sådan nogle situationer af og til. Og så må det bare være sådan.

Der findes ingen facitliste for den, der gerne vil udvikle sig.

Der findes ikke en speciel praktik, der er den rigtige.

Der er ikke en skole, som angiver retningen.

Man skal ikke sende penge til en bestemt person for at få frelse.

Man skal ikke tilmelde sig en sekt, eller blive religiøs.

Men man skal gøre noget.

Man skal ville noget.

Det er her, jeget komme ind i billedet.

For det er mig, der kan gøre en forskel.

Jeg kan ville det anderledes.

Sikke en fantastisk mulighed.

Hvis jeg sidder i suppedasen, skal jeg bare tage skeen i den anden hånd og ryste posen.

Posen og suppen og skeen er ikke fiktive størrelser. De er, hvad jeg godt kunne tænke mig med mit liv.