Sandheden er sjælen. Instinktet er den nødvendige tilpasning ind i tiden, i forhold til socialt pres og andet tryk. Man kan ikke sætte sig ud over sit instinkt. Det har vi, lige så længe vi er i live.

Derimod kan vi jo gøre noget for at få et godt liv, befriet for smerte og misforståelser.

Lav bevidsthed er energibundter, bundet til instinktet. Det bliver meget nemt til smertepunkter.

Høj bevidsthed er at kunne se det hele som punkter, fri af instinktet, altså at kunne se verden, som den er, punkt for punkt.

Vores historiske og fremadskridende måde at være i verden på manifesterer sig i instinktet, hvor vi tager vore valg og sætter vore spor, der aflejres i sjælen, men udspiller sig gennem instinktet.

Automatreaktioner er, når klumper af energi, bundet i ufri former, frigøres i ufrihed. Det kan være i form af vrede eller en hvilken som helst af de syv dødssynder.

At blive testet, fra et guddommeligt perspektiv, er at vise, at jeg formår at agere eller at reagere igennem disse punkter, uden at forfalde til at overskride grænser, jeg ikke må overskride.

Vi reagerer altid i ét stykke, fordi vi har et instinkt. Eller vi er i det.

Og vi agerer altid i ét stykke, fordi vi har et jeg. Og en fri vilje.

Instinktet er det, der kun kan være i øjeblikket.

Det er som en tragt, hvor alt, hvad der falder udenfor, kom for sent, eller ikke blev inkluderet.

Instinktet har ikke, som sjælen, en tidsdimension, med evigheden bagved.

Vi skal tænke instinktet, ligesom et dyr, der kun kan være i nuet.

Mennesket har, i modsætning til dyret, bevidsthed og evnen til at kigge på sig selv, altså følge med i, hvad man selv har gang i.

Mennesket har tillagt sig en uvane, der består i, at det tror, at det er et pattedyr med en bevidsthed, i stedet for et menneske, med en bevidsthed, der inkluderer en viden om, at man også indeholder dyret i sig.

Det sker, når det falder ned i sofaen, og ikke tror, det skal op af den igen. At fjernsyn er identisk med livet ude i verden, og ikke bare er nogle prikker på en skærm, med en udvalgt delmængde, som ikke nødvendigvis viser sandheden om det, der sker ude i verden.

Mennesket bliver sin egen kliché, sin egen floskel, hvor ord og handling ikke hænger sammen.

Det betyder, at mennesket derved kan risikere at bliver voldsomt og hårdt og kynisk, når det opfører sig som og identificerer sig med sin dyriske tilstand.

Instinktets måde at udtrykke sig på er blevet reduceret af Corona, og bliver det til stadighed.

Det betyder, at de brovtende røster, der før blev hørt, nu ikke længere har mulighed for at komme til orde.

Der er stadig vrisne røster, men de har ikke længere den samme kraft.

Vi kan også udtrykke det sådan, at dyret er blevet stækket, og hurra for det!

Corona virker ved, at mennesket ikke længere kan være et vanedyr. Det tvinges ud at de normale måder at gøre alt på. Tidligere har man altid kunne finde en undskyldning for det ene og det andet. Og på den måde søge tryghed og sikkerhed for alt. Disse muligheder reduceres, fordi hverdagen ikke længere virker, som den plejer. Og så er der efterhånden kun sjælens dybe sandhed at søge til.

Instinktet bærer den fysiske form.

Instinktet er som en elastik, der består af muskler, sener, nerver og hjerneaktivitet.

Det er det, der gør et dyr til et dyr.

Hos mennesket er sjælen medskaber af alle disse funktioner.

Eller sjælen giver os mulighed for at forstå os selv positivt og kærligt, så vi ikke ubevidst reagerer som dyr, animalsk.

Sjælen fordrer sandhed og kærlighed. Uden disse to bliver vores adfærd stereotyp og klichéagtig.

Det gælder også vores seksualitet, vores måde at kommunikere på, og i det hele taget at være i verden på.

Adfærden binder sig til hjernen som lav bevidsthed, som er det modsatte af en medlevende bevidsthed.

Sjælen skal i spil, hvis vi ønsker at heale skader, påført det fysiske system.

Vi skal være to om at heale noget, der vedrører en relation, og vi skal ville det begge to.

At evne at møde hinanden i kærlighed er noget helt andet end at møde hinanden forudfattet, som også kaldes at mødes i skygger eller i roller.

Mennesker har før Corona stort set altid mødtes i skygger og i roller.

Derfor går seksualiteten også i stå i voksenlivet, eller bliver til en meget monoton gentagelse, indtil den helt dør.

Corona muliggør, at vi kan møde livet fra solsiden, altså fra sjælen, altså hvor vi begge er sande og kærlige i mødet.

Det vil kunne heale alt.

Her ser og møder vi ikke bare hinanden som nogle, der skal opfylde hinandens behov, men som mennesker, der gerne vil både give og modtage, at et oprigtigt hjerte. Det er en helt anden adfærd end bare at mødes for at få god sex, hvor der jo strengt taget ikke er noget hjerte med.

Så længe jeg er jordbo, er jeg bundet til tiden, til mig selv, til min skæbne, og til, hvad jeg har gjort.

Så længe jeg er jordbo, kan jeg beslutte med mig selv, at mit liv fra i dag skal være anderledes. Men jeg skal selv gøre det, tage beslutningen, og gennemføre den.

Automatreaktioner er en god illustration af, at instinktet er bundet til tiden.

Hvis vi mærker sjælens energi, er den altid mere langsom, fordi den er i følelser og i sanser.

Sjælen kan noget med at fastholde tiden, som instinktet ikke kan.

Sjælen lader os være i sandhed og i kærlighed.

Derfor kan vi også forstå noget i dybden og i bredden.

Sjælen lader alt udfolde sig. Derfor er den blød.

Vi forstår ikke mere, end vi er parate til, og end vi er villige til.

Så det er vigtigt i denne proces, hvor vores jeg er, i forhold til vores bevidsthed. Om vi er villige til at lade dem lukke sig op og vise os noget.

Eller om vi stædigt og fornærmet giver dem den kolde skulder, eller vender ryggen til.

Instinktet i sig selv ønsker ingen udfoldelse. Derfor er det hårdt.

Bagefter vil det jo gerne, fordi det kunne se og mærke, at det var godt.

Det er meget sjovt paradoks, der i virkeligheden handler om, hvor bevidstheden og jeget er i forhold til instinktet.

Om vi har ladet sjælen få lov til at virke, eller om vi stædigt og på instinktets vilkår siger: “Fandme nej!”

Det er kun os selv, vi snyder. Men det er instinktet, når det agerer sammen med bevidstheden, fuldstændigt ligeglad med. Det går gerne i døden, bare for at undgå, at noget må blive virkeligt.

På en eller anden mærkelig måde må instinktet formå at tiltrække sig lys, eller mørke. Det er også på den måde, et ego kan vokse sig uendeligt stort. Sådan er alle terrorregimer, og sådan foregår krige. Sådan er rædselsægteskaber. Det er ondskab, udfoldet intentionelt. Det er magtmennesket, der tilsidesætter alt andet end sit eget magtbegær.

Vi kan med vore redskaber gøre meget for at blødgøre instinktet. Men vi kan ikke gøre det, så længe vi er i vores instinkt. Vi skal først give plads til sjælen og til det gode og det sande og det smukke i livet.

Vi skal lære at finde et sandt sted i os selv, så mørket ikke længere kan få magt. Vi skal lære at lade lyset få lov til og mulighed for at skinne, uden at vi selv sætter en stopklods i døren.

For mange er det nok en meget langvarig proces. Men et ja virker kun, hvis det ultimativt betyder, at jeg ikke vender tilbage til mørket. Hvordan det sker i det enkelte liv, ved jeg ikke nok om, kun at det er en nødvendig proces, uden hvilken mørket altid vil få det sidste ord.

Der er mange konsekvenser af, hvilke valg vi tager. Både direkte for os selv. Og i forhold til vore relationer, dem vi er i, og dem, som vi gerne vil ind i.

En sand relation er kun mulig, når vi begge siger ja til at gå ind i den i kærlighed. Det kan ikke ske på betingelser, og det kan ikke være ensidigt, som på en måde er det samme.

Alt i livet vil ændre sig, hvis jeg siger ja, og mener det.

Alt i livet forbliver mørkt, hvis jeg ikke ønsker at ændre mig.

Kærlighed bliver levende, hvis vi siger ja til den.

Seksualitet bliver levende tilsvarende.

Det er bare ikke nok at gøre det over for noget partielt, for at få god sex for eksempel.

Et ja er noget, jeg gør af og med hjertet, og lader omfatte alt i mit liv.

Et ja kan ikke være i forhold til et professionelt virke.

Det kan kun været dybt, i forhold til mig selv, og min egen måde at være i verden på.

Men det vil få afledte konsekvenser ud i alle mine aktiviteter, hvis jeg gennemfører det.

Det tager tid at overtale et dovent menneske til ikke længere at være dovent.

Det tager tid at lære kærlighed på den smukke måde, hvis jeg plejer at lade stå til.

Det tager tid at lære at blive virkelig, at udfolde det i mit liv.

Men bagefter vil ingen formodentlig have undladt at tage skridtet.

Det er et sjovt paradoks med livet. At vi skal sige ja til det, og at vi vægrer os ved at sige ja.

At vi snyder os selv og går glip af en masse, men at vi alligevel stædigt holder fast ved at være ingenting.

Som en lille appetitvækker bliver det sjovt at have sex, sjovt at smile til verden, sjovt at være noget for andre.

Kroppen kan blive levende. Vi kan blive levende. De mennesker, vi møder, bliver levende.

Alt vil ændre sig, men ikke et sekund, før jeg selv gør alvor af det.

På den måde bliver sex ikke bare bollebevægelser, men kan være en tilstand af nydelse og glæde.

Et hårdt instinkt er i et hårdt menneske. Sjælen giver os mulighed for at være anderledes, at udbrede os selv.

Men det kan vi kun gøre i sandhed og kærlighed. Vi kan ikke gøre det i løgn. Vi kan ikke gøre det i ondskab.

Det fordrer, at vi har, får, eller giver os plads i os selv, lys i os selv.

Det fordrer, at vi giver plads til det gode i os selv. Det kan ikke trives sammen med løgn, hårdhed og ondskab, som alle bevirker, at vi menneskeligt klapper sammen og bliver ufølsomme og hjerteløse.