Processen hen til et ja kan være meget lang og meget snørklet.

Det handler om, når jeg siger ja, at jeg gør det med hele mit væsen.

Med hele min identitet, som er alt i mig, der hver på sin måde, støtter op omkring et ja, eller måske stadigvæk er et tøvende ja.

Så længe jeg ikke helt står bag mig selv, har jeg grundlæggende ikke sagt ja til noget. For så kan jeg altid springe fra igen.

Det handler om, at jeg skal have hele mit væsen bag mig i min beslutning.

Ja er noget, vi siger med vores køn, fordi vores køn er uløseligt bundet til vores identitet.

Mennesket skal med sin kraft ville noget andet, som vil sige med hele sit væsen. Før sker der ikke noget.

Så længe trækket er mod noget andet, kan man råbe og skrige til dommedag. Det ændrer ikke noget.

Vi har den fri vilje, fordi der skal være alvor i et ja, og hele personen skal ville det.

Så længe det ikke sker, kan du vifte med hvad som helst, en gulerod, en pengeseddel, et par strittende bryster. Der sker kun noget, hvis et menneske af sig selv siger, udtrykker, i ord og handling, at det vil noget andet. Før sker der ikke afgørende noget i et menneske.

Instinktet er en funktionalitet, og sådan set ikke andet.

Sjælen er vores essens, på en eller anden måde.

Jeget er den del af mig, der skal handle, tage beslutninger, tage sjælen ind, styre instinktet.

Det er den aktive del af mig, der siger ja, og som gør en forskel i verden.

Det er jeg, der her og nu gør noget, som kan få betydning, både positivt og negativt.

Derfor er det altid vigtigt, hvad jeg gør, og hvordan.

Når du og jeg bliver enige om at danne en relation, så er det vore aktive dele, der sammen siger ja til at handle i fællesskab, på en eller anden måde, som netop vi to bliver enige om rammerne og vilkårene for.

Hvis ikke jeg har en kvalitet i mig selv, kan jeg ikke med kvalitet virke ud i verden.

Jeg er den eneste, der kvalificeret kan sige ja på vegne af mig.

Ingen andre end jeg kan foretage denne handling.

Positiv intention er ikke et udtryk, en attitude, men en beslutning.

Hvis jeg seriøst sætter mig et mål, skal jeg også seriøst gøre noget for at opnå det.

Det omfatter i høj grad, og altid, den måde, jeg forvalter min egen energi på.

Herunder også, og ikke mindst, den seksuelle energi.

Min seksuelle energi er den, der bygger spænding op i kroppen, som også giver mig selvværd og selvfølelse.

Ingen andre end jeg kan tage beslutninger på vegne af mig selv, og sådan skal det være.

Det er den eneste måde, jeg kan være sikker på, med mig selv, at tage en kvalificeret beslutning.

Den frie vilje er den, der konstituerer os som frie skabninger, frie individer, som hver især tager beslutning om livet på egen hånd.

Når vi har sagt ja til livet, er vi parat til at møde hinanden og den anden, men nu som frie og ubundne individer.

Så længe vi er bundet til vores indre dyr, er vi også bundet til afhængighed, til ting, til status, som alt sammen gør os uvirkelige og usande, skyggefulde og også utilregnelige.

Fordi jeg aldrig tager en beslutning, beroende på det sande i mig.

At ville er noget jeg skal ville med alt i mig. Ellers vil jeg det jo ikke.

At sige ja på betingelse er ikke at sige ja.

Jeg vil gerne elskes! Men jeg vil ikke elske! Det går jo ikke!

Det positive liv opstår, når vi siger ja til det, tager det ind, og lever det.

Alene og sammen. Ubetinget og ærligt. Og gensidigt. Så bliver det smukt.

Når jeg siger ja til mig selv, siger jeg også ja til min egen frihed, min egen energi, min egen suverænitet.

Ingen andre skal bestemme over væsentlige beslutninger i mit liv. Jeg er suverænt den mest kompetente til at tage beslutninger for mig selv.

Derfor kan jeg jo godt rådføre mig med andre, hvis jeg har lyst til det, og behov for det. Men jeg skal ikke ligge for nogen overhovedet.

At have en sådan position i mit eget liv gør mig tilregnelig.

Det er altid nemmest, med hele sit væsen, at sige ja, og så gøre det, man skal.

Det har jeg gjort masser af gange, og det har altid været dejligt, givet masser af gode oplevelser, og masser af frihed.

I forhold til Ny Tid er der mange af de tunge drenge og piger, der har håndteret det fuldstændigt anderledes. Det har altid undret mig, men vi er nødt til at anerkende den frie vilje som et grundvilkår, dog ikke i forhold de karmiske aftaler, som man bundet sig til.

Dem har jeg heller ikke haft svært ved, vil jeg gerne tilføje.

Det er altid mennesket selv, der skal sige ja.

Der sker ikke noget, før et menneske oprigtigt siger ja.

At sige ja er at lade lyset komme indenfor i sit liv.

Det er vigtigt at sige ja, ikke fordi andre siger det, men fordi det betyder, at jeg nu vil interessere mig for og bruge tid på at finde ud af, hvad det der med sjælen er for noget.

Jeg skal lære, selv at se det nødvendige i at forstå, hvordan sjælen bliver levende i mig.

At forstå sjælens dynamik, og hvad det vil sige, at sjælen er aktiv, modsat fraværende, har en afgørende betydning.

Det er kun mig selv, der kan agere i forhold til denne forståelse.

Det er også vigtigt, i forhold til de mange, der benægter sjælen, at jeg forstår at forholde mig til denne modstand, så jeg bevarer mit positive fokus, og min egen kontakt med min egen energi.

I den forbindelse skal jeg aldrig gå i clinch med et menneske, der på forhånd benægter sjælens eksistens. Det vil aldrig have et konstruktivt sigte at gøre det til et emne for diskussion.

Sjælen kan ikke navigere i negativitet.

Den måde, jeg trækker vejret på, handler meget om, hvad jeg ønsker af livet, hvad jeg har sagt ja til.

Min intention har lige så meget indflydelse på min vejrtrækning som kroppens egen vejrtrækning.

Positivitet er noget, man bygger op indefra, hvor udgangspunktet er et ubetinget ja.

Et ja er en form, som jeg vælger, som min måde at være i verden på, min måde at være på i forhold til et andet menneske.

Man skal selv sige ja til sig selv. Ellers har det ikke nogen værdi.

Man skal også sige ja til en anden, for at en relation har en form at udfolde sig i.

Det er i begge tilfælde en ubetinget handling, som relationen ikke kan være foruden.

Det gælder også mit forhold til mig selv.

Andre kan vise vejen, og hvad der er muligt.

Men jeg skal selv tage mine egne skridt.

Det er på samme måde med en facitliste.

Hvis ikke der var et skoleår, ville jeg ikke kunne forstå, hvordan jeg kom til målet.

Jeg skal selv gå mine egne skridt, og på den måde finde min egen form, min egen vej, min egen tyngde, min egen kraft, min egen styrke.

Den frie vilje er en ubetinget nødvendighed, for at give et ja kvalitet.

Den, der har modet, træder ind i mørket før de andre. Er der måske længe, før der er nogen, der, af forskellige årsager, følger efter.

Før de træder ind, ser de spøgelser, skygger, fordomme, rædselsscenarier.

Og de bremses af normer, påbud, sladder, skrækkampagner, nogle der råbte højt, nogle der bare var bange. Vrede mennesker.

Der er mange varianter, som også bare kan have noget at gøre med trygge rammer og sikre holdepunkter. Social anerkendelse. Dem slipper man, når eller hvis man går ind i mørket, mod lyset.

Vejen er altid ædruelig, bevidst, åben, ærlig. I forhold til Maslows behovspyramide bevæger jeg mig nu væk fra instinktets område og ind imod sjælen. Men det er ikke en egoistisk vej, og jeg forpligter mig til at lade mig styre af sandhed og kærlighed i alt, hvad jeg foretager mig.

Det er den levende vej ind i evigheden, eller ind mod lyset.

Vi kan godt supplere og kalde det vejen mod Gud. Men det er da vist nemmere at styre, hvis jeg kalder vejen det sande i mig selv. Den fører det samme sted hen, og jeg er ikke i tvivl om vejen, når jeg går den.

Freud introducerede i sin første bog begrebet erindringsspor.

Det er dem, der får os til at søge tilbage til de gode oplevelser i barndommen, og i livmoderen.

I min egen vej mod sandheden kan jeg ikke bygge noget på erindringer. Men da positive erindringer også er lys, har jeg mulighed for at gå ind i lyset igen, og nu, på min egen måde, lære det at kende igen.

Jeg skal anerkende, at alt tager tid, også til at blive forankret. Og jeg må ikke træde hårdt, for det kan det nye fundament ikke tåle. Jeg skal lære at navigere i sjælen, der har sin egen logik.

Det er ikke, fordi sjælens logik ikke er stærkt. Jeg må bare ikke køre derind med en damptromle. Jeg skal anerkende, at mit liv nu, eller denne del af mit liv, følger en logik, der ikke kan forklares ved hjælp af instinktets kynisme.

Mange, de fleste, lever et liv i en instinktbåret negation.

De siger nej, før de siger ja.

Og dette nej virker livet igennem.

Man kan altid finde undskyldninger, hvis man vil det.

Bag ved en undskyldning står den næste, og de fortsætter langt ud på trappen, og ud på gaden, hvis det er den vej, man skal gå.

Hele tiden imod noget. Hele tiden i modstand mod noget.

Intet får lov til at være virkeligt ret lang tid ad gangen.

Det er simpelt hen en mærkelig måde at leve på, hvor det kun er den falske del af mig, der får lov til at komme frem.

En negation af mig selv. En negation af mit liv. En negation af, at noget er muligt. En negation af, at jeg er mulig.

Hvor er det mærkeligt!

At være i nej, eller at være i et nej, er at være i mørke. Det har ingen lyse udsigter.

Lyset bliver først tændt med et ja.

En aktiv handling er et ja.

At gøre mig selv virkelig ved at gøre noget.

Et ja bliver først aktiveret ved en handling.

En handlinger bliver først gennemført med en intention.

En intention bliver først aktualiseret, når mit væsen står bag.

Jeg skal sige ja til mig.

Jeg skal selv kvalificere mig til at være i mig selv, at overtage mig selv.

Hvis vi overvejer den oprindelige intention bag konfirmation, men også bag andre kulturers manddomsprøve, på vej mod at blive voksen, så er det den samme proces, det handler om.

At det efterfølgende er blevet til noget helt andet, ændrer ikke ved den oprindelige intention.

Det er også interessant, at det ligger før, seksualiteten for alvor bliver vakt. Det er der en god grund til.

Hvis jeg gerne vil overtage mit eget liv, med alt hvad det indeholder, skal jeg også sige ja til min egen seksualitet, med alt hvad den bringer med sig .

Det er ikke svært, men derfor er det en rigtigt god idé at gøre det, at overveje det.

Hvis vi tænker på de ulykker, som verden er fuld af, er der her en god anvisning på, hvordan man skal håndtere det.

Man skal bare forstå det rigtigt. Og ikke gøre noget, fordi andre siger, man skal gøre det. For så forstår man ingenting.

Et ja skal have så massiv en platform i jeget, at instinktet ikke pludselig tager over igen.

Der skal være tale en beslutningsproces, der betyder, at der kommer tilstrækkeligt meget lys ind i den person som udtrykket: jeg vil gerne! Der skal være et pondus af en vis kvantitet, kan man også udtrykke det, selv om beslutningen jo først og sidst er kvalitativ.

Et ja ind mod sjælen kan aldrig være på betingelser. Så er det i hvert fald meget ustabilt.

Den proces, der i et menneske leder hen mod et ja, er lige så vigtig som jaet i sig selv.

Det handler om modning, parathed, vilje, reelt ønske, lyst, mod.

Relationelt handler det om tro, håb, tillid, oprigtighed.

Den sande virkelighed opstår af det, jeg har sagt ja til, og levet, og lever.

Det, som jeg positivt har gjort, er det, der kvalificerer mig som menneske.

For at noget skal blive sandt, skal vi ville det.

Gøre noget for det.

Intet kommer af sig selv.

Aktivt at gøre noget, måske sammen med et andet menneske, gør mig og eller os levende.

Der sker ingenting, så længe vi ikke gør noget.

Måden, hvorpå man for alvor kan sætte tiden i stå, og med sig selv manifestere, er dybt nede i sig selv at sige ja til at ville sig selv, med alt, hvad det indbærer.

At sige ja er noget, jeg skal gøre af mig selv, og af et åbent hjerte.

Hvis ikke jeg er ærlig, er det ikke sandt.

Et menneske skal af sig selv tage stilling til, hvad det ønsker sig af livet. Og når det, dybt inde i sig selv har sagt ja til noget, skal det forfølge det, men have hele sit væsen med.

At sige ja er at stille mig bag mig selv, hvor alt, hvad jeg herefter foretager mig, er omfattet af min positive attitude og tilgang.

Kvalitet er der først i en beslutning, når alt i mig er på plads i forhold til et ja.

At sige ja er at give min handling kvalitet.

At der er sand handling bag ved ordene.

At ordene ikke bare kommer ud af munden, men at de udtrykker præcis det, jeg gerne vil med mit liv.

At jeg ikke siger noget, og i virkeligheden mener noget andet, eller er et andet sted.

At det, jeg siger, er det, jeg gør.

Jeg skal ikke præstere noget. Jeg skal bare være det, jeg siger, og det, jeg gør.

Det er at være i sandhed.