Hvis man ved med sig selv, at man har rent mel i posen, har man også passage igennem sin seksualitet og sit hjerte.

Her kan man altid kigge sig selv i øjnene.

Et andet udtryk for det samme er indre integritet, som man godt kan være i, selv om der er lukket for omverdenen, af navngivne, altså specifikke, andre.

Vrede mennesker har lig i lasten, på en eller anden måde. Enten ved at have bagtalt, eller ved selv at have gjort noget, der ikke er i orden.

Et godt menneske bliver ikke vredt, med mindre der er en god grund til det.

Et ondt menneske bliver vredt, når det bliver ramt på sin skyldighed, når det vel at mærke ikke ønsker at kigge på den.

Her er der ikke passage igennem.

Denne passage lukkes i voksenlivet, og sanktioneres indefra som den rigtige måde at være i verden på.

Måden at forpuppe sig selv, inden man skal bisættes, er de syv dødssynder i en eller anden aktiv forening.

Det er denne usandhed som kompleks, som Corona virker ind i.

En benægtelse af, at livet er godt.

Det er en mærkelig måde at fortælle, at det syge er det normale, og at løgnen er den sandhed, der gælder.

Jeg er produktet af alt det, jeg har gjort.

Jeg kan ikke løbe fra noget af det.

Hver enkelt intention og handling er gemt inde i mig, og udgør til sammen mit mønster eller min personlighed.

Jeg er summen af mig selv, summen af mine handlinger.

Når jeg tager til købmanden, tager jeg det hele med.

Når andre ser mig, ser de en sur eller glad mand, et udtryk for, hvem jeg er.

Den, jeg er, er den, jeg har gjort mig til.

Måske skulle jeg overveje, næste gang jeg ter mig tosset, at dette bliver hængende i mig.

Så hvorfor ikke i stedet te mig sjovt, eller på en anden måde, der efterlader mig glad i mig selv.

Tænk at jeg er min egen lykkes smed!